Doomsday

Ingen kneb er for tarvelige

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Hold da kæft. Man tror knap sine egne øjne undervejs i den engelske gyser/splatter/thriller-/action/science fiction-film, 'Doomsday'. Her er ikke et kneb for billigt eller tarveligt. Alt, der kan tilfredsstille den lille indestængte drengerøv i os alle, bliver rullet ind. Se bare titlen, 'Doomsday' - Dommedag - et ord, der siden tidernes morgen har indgydt skræk og rædsel og frygt. Det er imidlertid overhovedet ikke dækkende for handlingen og temaet i filmen. Der er måske nok tale om en rædselsvækkende udfordring for menneskeheden - ihvertfald den af den, der bor på de britiske øer - men Dommedag er det altså ej.

Dødelig virus
Filmens tema hører heller ikke til de sofistiskerede eller originale. En dødelig virus angriber en del af vor verden, i det her tilfælde Skotland, og breder sig med lynets hast mens civilisationen bryder helt og aldeles sammen. Det er et plot, der har været brugt af adskillige skræk- og actionfilm, senest i 'I Am Legend', hvor Will Smith drøner rundt og skyder zombier i et øde New York. Tanken om civilisationer, der bryder sammen på grund af en sygdom eller giftudslip, er ofte blevet brugt som civilisationskritik eller som direkte politiske udsagn i gyser- og science fiction-film, men i 'Doomsday' bliver det ikke til mere end chok-effekten og nogle overfladiske og klichéfyldte fordomme om at politikere er kyniske svin, der er interesseret i magt og er revnende ligeglade med menneskeliv. I betragtning af hvor mange mennesker instruktøren Neil Marshall slår ihjel for sjov og skæg og ballade skyld i 'Doomsday' tangerer den pointe måske det dobbeltmoralske.

Politisk gnist
Det eneste nye i forhold til 'Doomsday's civilisationssammenbrud er, at virussen lynhurtigt bryder ud i Skotland, hvorefter de engelske myndigheder forsegler landet, hverken mere eller mindre, for at forhindre virussen i at sprede sig til England. Eftersom folk dagligt drøner frem og tilbage mellem Skotland og England er det en helt absurd tanke, at man skulle kunne lukke en virus inde, men der er trods alt en spændende politisk gnist i at lade England forsegle Skotland, når man tænker tilbage på de to landes eller landsdeles indbyrdes stridigheder. Men bliver det brugt til noget. Nej, naturligvis ikke.

Kaster indvolde op
Mest af alt er Neil Marshall kun interesseret i et plot, der kan danne baggrund for en lang række drengerøvede stunts og optrin. Og ingen drengerøv bør være skuffet efter 'Doomsday'. Her er både skønne næsten nøgne danserinder, der får klask i numsen. Smukke kvinder, der får hovedet skåret af i drabelige sværdslagsmål. Soldater, der bliver ristet levende og spist bagefter. Lækre biler på jagt efter hinanden i det pittoreske skotske højland. Hjerner, der bliver smadret til ketchup. Folk, der bliver smadret i bilulykker. Søde kaniner, der bliver skudt i småstykker. Syge mennesker, der kaster indvolde op. Lidt eksotisk tortur i form af psykopater, der banker bundne og forsvarsløse kvinder i maven. Og en heltinde med et kunstigt øje som hun kan tage ud og bruge som kamera når hun skal holde øje med en fjende bag et hjørne.
 Her er alt. Referencer til film 'Mad Max', 'Flugtaktion New York', 'Gladiator' og alt muligt andet . Hænger det sammen. Ikke en skid. Men det er heller ikke meningen. Det vigtigste er ikke sammenhængen, men de enkelte spektakulære scener.

Kødædende folk
Dermed skiller 'Doomsday' sig fuldstændig ud fra de to seneste film af den 38-årige englænder, Neil Marshall. Hans første egentlige spillefilm, 'Dog Soldiers' fra 2002 var en klart tænkt og enkel gyser om en flok engelsk soldater, der hævner i kløerne på en håndfuld varulve. Lidt mere spraglet, men dog originalt og enkelt tænkt, var Marshalls næste film, 'The Descent' fra 2005, hvor seks smukke og veltrimmede og selvstændige kvinder kravler ned i en underjordisk grotte og støder ind i et mystisk kødædende underjordisk folk. Hvis man kan acceptere den freudianske undertekst i en historie om smukke unge kvinder, der kravler ned i en stor grotte og møder deres skæbne, var 'The Descent' trods alt en interessant og anderledes og enkelt tænkt idé.

Makværk og rodebutik
Men alt hvad Marshall lovede af spændende og originale tanker bliver smadret fuldstændig med makværket og rodebutikken 'Doomsday'. Der er enkelte gode idéer og effektfulde scener, men for hver gang Marshall filmer et intenst og velkoreograferet slagsmål med vores velformede heltinde, Eden Sinclair, og en to meter høj kæmpe med rustning og sværd, disker han op med dumme klichéer og dårligt klippede actionsekvenser.
I betragtning af at ingen af Marshall to forgængere dukkede op i de danske biografer, er det et umådelig stort mysterium hvorfor vi skal belemres med netop den her tarvelige bunke skrammel.