Drageløberen

Bille August i Afghanistan

 

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der er gået Bille August i det, hvis man nu skal sige det lidt ubehøvlet. Filmatiseringen af Khaled Hosseinis verdensomspændende succes, 'Drageløberen', er blevet til en pæn og nydelig film, der gerne vil tale med alle og gerne vil finde et pænt midterspor, hvor alle er enige og ingen rigtig kan blive stødt eller forulempet - præcis som tilfældet var med Bille Augusts internationale, såkaldte politisk film fra sidste år, 'Farvel Bafana', og som tilfældet iøvrigt er for det meste med Bille August.

Borgerkrige og besættelser
'Drageløberen' kunne være blevet et hudløst og voldsomt portræt af det sønderskudte land, Afghanistan er blevet efter mange års borgerkrige og besættelser, men istedet for at holde sig til det lokale, forsøger filmen at gabe over en global tilstand, der hævder at mennesker overalt på kloden egentlig er ens og egentlig vil det samme - altså bortset lige fra alle de dumme svin, som er skyld i alle problemerne.

Ødelagt Afghanistan
Det er for nemt og for sikkert og for pænt og for ufarligt. 'Drageløberen' foretager sig ikke meget andet end at bekræfte alt det, vi almindelige vesterlændinge forestiller os om Afghanistan. At Taleban er nogle gennemført usle svin, der har ødelagt alt i Afghanistan, at de russiske soldater også var nogle uslinge under deres invasion i 80'erne, at flygtninge fra Afghanistan kan genfinde deres menneskelige værdighed i Vesten og at børn leger helt fint sammen selvom de hverken har BR eller Toys R Us, men bare en drage til deling.

Lille Amir
Ikke overraskende er 'Drageløberen' absolut mindst interessant, når den er mest international og vestligt orienteret, mens der er klart mest kulør og spænding når filmen udelukkende handler om afghanske forhold. Den midterste trediedel af filmen, der foregår i USA, går helt i stå i sin stereotype beskrivelse af flygtninge, der finder ny værdighed i det multikulturelle USA.
Til gengæld starter det helt fint med en beskrivelse af Afghanistan i slutningen af 70'erne, kort før russerne rykkede ind. Her bor lille Amir sammen med sin far, der er filmens eneste interessante figur, et mangefacetteret og sammensat menneske, en rig handelsmand, der bygger huse i Kabul, kører rundt blandt hestevogne i en smart amerikansk Ford Mustang og samtidig taler højt om menneskelig værdighed. En ultraliberalist med et udpræget menneskeligt ansigt.

Umenneskelig opførsel
I starten af filmen klager han over Amir, der ikke har nosser nok til at slå igen på gadedrengene, når de driller ham, men senere i filmen træder faderen ultimativt i karakter, da han og sønnen flygter fra russerne ud af Afghanistan. En russisk soldat standser den lastvogn, de flygter i, og vil først lade vognen køre videre når han har fået lov til at muntre sig med en ung kvinde, der forsøger at trøste sit sultne spædbarn. Mage til svinsk og umenneskelig opførsel skal man lede længe efter og sin vrede rejser Amirs far sig op, skælder soldaten ud og tilbyder at lade sig skyde mod at kvinden får lov at være i fred. Heldigvis dukker en russisk officer op og redder faderen, men sådan et udtryk for menneskelig værdighed glemmer man ikke igen.

Uforløst og uinteressant
Det er det alsidige billede af livet i Afghanistan, set gennem Amirs far, der lever stærkest i 'Drageløberen'. Desværer forsøger filmen at fokusere mest på forholdet mellem Amir og hans kammerat, Hazzan, der er søn af Amirs fars tjener, men forholdet mellem de to drenge forbliver mærkeligt uforløst og uinteressant. Det er svært rigtig at tro på det som andet end en konstruktion i en film. Det er svært at gennemskue hvorfor Hazzan er så forblændet i sin herres småkedelige søn, Amir, der ganske vist skriver smukke historier, men ikke så meget andet. Og det er svært at gennemskue hvorfor Amir ikke finder andre venner hvis han synes Hazzan, der stammer fra det udstødte folkeslag, hazaraerne, er lidt ussel.

Pashtunerne og hazaraerne
Her kunne 'Drageløberen' have fortalt et drama gennem de forskellige klasser af folkeslag i Afghanistan, de sociale opdelinger, der ikke mindst er skyld i landets nuværende problemer. Men filmen skøjter desværre henover pashtunerne og hazaraerne og deres indbyrdes sociale rang og vil hellere vise smukke billeder fra et afghansk bryllup i San Francisco og et sønderstenet Kabul under Taleban. 'Drageløberen' giver mest af alt en fornemmelse af at der ligger talrige fantastiske historier og venter på at blive fortalt i landets fortumlede historie, men at vi kun ser krusningerne på overfladen af dem i filmatiseringen af Khaled Hosseinis bestseller. I hænderne på manuskriptforfatteren David Benioff og den tyskfødte instruktør, Marc Forster, er 'Drageløberen' blevet til en pæn og nydelig og kun momentvis fascinerende beskrivelse af et lille land med en stor betydning.