Drengen i den stribede pyjamas
Jødeforfølgelse for børn

Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det her kommer til at gøre ondt. Jeg ville så gerne hylde 'Drengen i den stribede pyjamas' og rose den for at se et udpint emne fra en anderledes vinkel. Og jeg ville så gerne juble over en film, der satte hele nazisternes jødeforfølgelse i perspektiv ved at se den gennem en 8-årig drengs uskyldige øjne - og dermed også gjorde opmærksom på den måde, vi stadig i dag opfatter forskellige folkeslag og trosretninger som mere værd end andre. Men sådan skulle det ikke være. Uanset hvor gerne jeg vil sige noget pænt om 'Drengen i den stribede pyjamas', uanset hvor velvilligt indstillet jeg er overfor en film, der sådan set bare gerne vil gøre verden til et bedre sted, er det mere end svært at blive begejstret fra 'Drengen i den stribede pyjamas'.
Ironisk kontrast
Det forekommer aldeles sandsynligt, at den her beretning om en 8-årig dreng, hvis far bliver udnævnt til øverstkommanderende i en koncentrationslejr, fungerer glimrende som roman. I bøgernes verden er der mere plads til at lege med fantasien - i modsætning til filmenes meget håndgribelige univers. Som titlen antyder, ligger der noget eventyr-agtigt og lurer i historiens univers, en ironisk kontrast mellem de grusomme begivenheder og kz-fangernes dragter, som drengen opfatter som pyjamaser.
Snotdum, simpelthen
I en roman kan det snildt virke logisk, at en 8-årig dreng slet ikke aner hvad der foregår omkring ham. Takket være sin alder og sit naive og uskyldsrene blik på verden, virker det helt uforståeligt, at nogen skal spærres inde og udryddes. Og det virker helt uforståeligt, at hans flinke far skal have ansvaret for at udrydde de andre mennesker. Det ligger simpelthen udenfor drengens fatteevne. På film virker sådan et symbolsk, uskyldighedens blik langt mere bastant. Drengen virker ikke bare uskyldigt uvidende. Han virker i betænkelig grad snotdum, simpelthen, og historiens lette og smukke symbolik bliver alt for bastant.
Kunstfærdigt univers
I det hele taget virker filmens univers for kunstfærdigt. Det bliver for lilleputtet. Det føles ganske enkelt aldrig som andet end en kulisseverden, hvor nogle skaldede barakker på en pløjemark skal gøre det ud for en koncentrationslejr og en fin villa skal ligne det hus, den 8-årige Bruno og hans familie bor i. Man har aldrig fornemmelsen af at være tilstede i nogle omgivelser, hvor forfærdelige og grusomme begivenheder findes sted. Man har en fornemmelse af at være tilstede i en film, der lader som om den foregår midt blandt grusomme, historiske begivenheder.
Til at starte med virker det ret spøjst, at figurerne taler ærkebritisk selvom filmen beretter om meget tyske begivenheder under 2. verdenskrig. Det virker spøjst, at nazisternes ærkefjender og overmænd render rundt og heiler med britisk accent og at den 8-årige hovedperson hedder Brunow og ikke Bruno.
Meget firkantet morale
Efterhånden som filmen skrider frem begynder det at ligne en pointe, som om filmen vil gøre opmærksom på at nazisternes jødeforfølgelse sagtens kan ske igen andre steder og til andre tider. Men da filmen tilsidst bliver meget firkantet i sin pointe og morale, begynder figurernes ærkebritiske tale igen at virke distraherende og kunstig. Det virker simpelthen for utroværdigt og ikke-overbevisende, at en lille møgbeskidt 8-årig jødisk dreng ved navn Shmuel i en koncentrationslejr under 2. verdenskrig taler ærkebritisk. Det river for hårdt i ens logiske sans.
Og så er der ikke mindst slutningen. Den giver måske mening i en bog, der mere er en allegori og en symbolsk fortælling end en håndgribelig historie, men når den bliver oversat til film, virker det alt for tungt, alt for forudsigeligt og firkantet. Slutningen på filmen 'Drengen i den stribede pyjamas' får ikke det lette, symbolske præg, den egentlig skulle have. Den bliver istedet til en meget letkøbt, meget forudsigelig, meget tung og bastant afslutning på en historie, der har alt for meget at kæmpe imod.