Du levende

Mennesket, dette sære væsen

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der findes ingen som den svenske instruktør, Roy Andersson. Hans film ligner ikke noget andet i filmens verden. Han er fløjtende ligeglad med et begreb som handling og han nægter at flytte sit kamera, når han filmer. Istedet for scener filmer han tableauer. Han stiller et kamera og lader det stå, hvor han stillede det, mens hans skuespillere flytter sig rundt foran det. Det lyder måske simpelt og nemt, men intet virker simpelt og nemt i Roy Anderssons univers. Hans tableauer er så gennemtænkte og perfektionistiske, at de ligner malerier, men altså malerier i bevægelse. Tableau nummer to i Roy Anderssons nye film, 'Du levende', viser for eksempel en mand og en kvinde af den mere bumsede slags, der sidder på en bænk i en park med byens huse bag sig. Kvindes brokker sig højlydt over at ingen forstår hende og at ingen holder af hende.

Flæbende selvmedlidenhed
Manden prøver at overbevise hende om at både han og hendes hund, der ligger for hans fødder elsker hende, men den tror hun ikke på. Dvs., det gør hun måske nok, men hun har det bedst med sin flæbende selvmedlidenhed. 'Skrid, siger hun til manden, der til sidst går hen ad stien med hunden, op i venstre hjørne af Roy Anderssons finurligt komponerede maleri, hvorefter kvinden bryder ud i en slags sang om at have en motorcykel og bare køre væk fra det hele. Og mens hun synger, træder en lille mand med lysebrun cottoncoat frem bag et træ og kigger på hende. Under hele forløbet står Roy Anderssons kamera fuldstændig stille. Han zoomer hverken ud eller ind, han ændrer ikke på lys og skygge og han klipper ikke i tid og rum. Det er et billede i bevægelse, et maleri med skuespillere eller en teaterscene omsat i en film.

Angstfyldte svenskere
Og så klipper Roy Andersson til et nyt tableau, med nye figurer, nye deprimerede, angstfyldte svenskere. Formmæssigt ligner 'Du levende' fuldstændig Roy Anderssons forrige film, 'Sange fra 2. sal', der gik overraskende godt i de danske biografer for 7 år siden. 'Du levende' er bare knap så mørk, knap så pessismistisk som 'Sange fra 2. sal'. Istedet lever 'Du levende' fuldstændig op til Roy Anderssons meget passende tilnavn som en slapstick-version af Ingmar Bergman, en grublende og gruende kunstner, der hudfletter menneskets eksistens, men gerne bruger et par lagkage-vitser eller 5 til at beskrive den med. Et af de bedste og sjoveste tableauer i 'Du levende' er håndværkeren, der sidder i en bilkø og fortæller publikum om det mareridt, han havde.

Den elektriske stol
Han drømte, at han var til et kedeligt middagsselskab hos en bedsteborgerlig familie i en dyr herskabslejlighed. For at peppe stemningen lidt op lavede han tricket med at trække dugen væk under servicen og menuen, selvom han aldrig havde prøvet det før - og selvom bordet var kæmpestort. Uheldigvis røg både mad og det fine porcelæn på gulvet, og som straf blev håndværkeren dømt til døden. Og mens håndværkeren sidder grædende i den elektriske stol og er angst for at dø, kommer den venlige bøddel hen til ham og siger beroligende: 'Bare tænk på noget andet'.

Absurd-humoristiske teaterstykker
Sådan fungerer 'Du levende', som en lang række små absurd-humoristiske teaterstykker om mennesker, der er angste og bange og ulykkelige. 'Du levende' vrimler med små fedtede mænd med skaldede isser og lysebrune cottoncoats, der kæmper for at finde noget at glædes over. Og Roy Andersson smører ekstra tykt på sine malerier ved at lægge et filter af brunhed på alle billederne og smørre hvid sminke i hovedet på alle sine figurer så de ser ekstra triste ud.
Egentlig burde 'Du levende' altså være en sørgmodig og deprimerende film, men Roy Andersson kan ikke lade være med at undre sig over og grine af det her sære væsen, der får tildelt et overflødighedshorn af en tilværelse, fuld af farver, skønhed, dufte, mad, sex m.m, men som alligevel ikke kan lade være med at mugge og brokke sig gennem tilværelsen - som om det kun ventede på at dø, så det kunne få en god forklaring på hvorfor man skal kæmpe så hårdt med kærligheden og ægteskabet og skattetrykket og alt det andet bøvleri.

Overdådigt veldækket bord
Ikke alle tableauerne i 'Du levende' er lige vellykkede, men set i sammenhæng giver filmen et forunderligt, ofte meget morsomt, hele tiden tankevækkende og ihvertfald originalt portræt af Mennesket, et besynderligt væsen, der står foran et overdådigt veldækket bord, og alligevel ikke kan lade være med at brokke sig over at man får ondt i maven, hvis man spiser for meget.