Eagle Eye

Eksplosioner! Paranoia! Almindelige amerikanere!

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Lad os skynde os at opfinde en helt ny genrebetegnelse, nemlig 90'er-actionfilmen. Eller måske rettere 90'er-paranoia-actionfilmen. Det er nok ikke en genrebetegnelse, vi kommer til at hive frem særlig tit, men lige netop i den her sammenhæng, i forbindelse med den nye actionfilm, 'Eagle Eye', giver det rigtig god mening.

Nostalgisk hyldest
'Eagle Eye' ligger nemlig tæt op ad de actionfilm, der blev produceret i Hollywood i 90'erne - endda så tæt, at det er lige før det ligner en nostalgisk hyldest. Den minder om film som 'The Firm', 'The Fugitive' og 'Enemy of the State' - film, hvor ganske almindelige, uskyldige amerikanere flygter fra en fjende, der som udgangspunkt er langt større og stærkere og magtfuld end dem selv. Ofte er den fjende selve den amerikanske stat, eller ihvertfald dens udøvende magtfulde hænder, FBI og CIA.

De bøvede 80'ere
Den slags actionfilm skovlede Hollywood ud i biograferne i årene efter de mere lidt mere bøvede og simple 80'ere, hvor supermachohelte som Arnold Schwarzenegger, Sylvester Stallone, Dolph Lundgren og Steven Seagal styrede actionløjerne - og før tegneserieheltene Spiderman, Batman og Hellboy for alvor overtog biograferne.

Bomber begravelse
Og sådan en actionfilm ligner den spritnye 'Eagle Eye'. Tiderne har ændret sig, men angsten for at den amerikanske stat muligvis ikke sådan er til at stole på, er tilsyneladende ikke spor mindre i Hollywood nu om dage. Ihvertfald begynder 'Eagle Eye' med at den amerikanske præsident beordrer bombningen af noget, der ligner en begravelse, men muligvis er et Al-Qaeda-møde i Afghanistan. Præsidenten ved, at adskillige uskyldige vil dø, men hvis Al-Qaeda-ledere ryger med i købet, er det til at leve med.

Landet er ødelagt
Så er tonen slået an. USA er ikke hvad det har været. Nogen har ødelagt landet, og det skal gå ud over den stakkels Jerry Shaw, en ganske almindelig amerikaner, der arbejder i en fotokopi-butik. En dag, da han skal hæve sin sølle sparepenge i en kontant-automat, står der pludselig 750.000 dollars på hans konto og i ren befippelse kommer han til at hæve så mange penge, at maskinen sprøjter sedler ud.

Fatter bjælde
Da han kommer hjem har nogen fyldt hans lille lejlighed med våben og materiale til at fabrikere bomber. Og pludselig ringer en stemme og fortæller ham, at han har 30 sekunder til at flygte inden FBI vil storme hans lejlighed. Jerry fatter bjælde og kort efter er han under forhør hos FBI, der opfatter ham som en terrorist og en trussel mod landets sikkerhed. Forunderligt nok hjælper den mystiske telefonstemme ham til at flygte - bl.a. ved at smadre en kran ind i den celle, han er spærret inde i og ved stoppe tog og køre dem baglæns.

90'er-paranoia
Det er 90'er-paranoia for fuld udblæsning, det her. Samtidig er den ligeså uskyldige enlige mor, Rachel Holloman, på druk med sine veninder, da hun får et telefonopkald fra samme insisterende stemme, som lige har hjulpet Jerry med at flygte. Ligesom Jerry har Rachel ikke noget valg. Hvis ikke hun føjer stemmen, vil det tog, hendes søn befinder sig i, blive afsporet. Og således må Jerry og Rachel begive sig afsted på en mission, som de ikke fatter en brik af, men som styres med hård hånd af folkene bag den mystiske telefonstemme.

Science fiction-råt
Netop telefonstemmen, der er i stand til at styre både lyssignaler, bankkonti, kæmpekraner og militære fly - uden at FBI eller CIA fatter hvad der foregår - er filmens store fremdrift. Hvad er det for et utroligt magtapparat, der i løbet af et splitsekund kan smide billeder fra et togs overvågningskamera ind på reklameskærmene på en tilfældig McDonalds?
Forklaringen følger sidst i filmen. Det er ikke ligefrem en forklaring, som man bare æder råt og accepterer uden at blinke, men hvis man tager sine science fiction-briller på, giver det faktisk nogenlunde god mening, og hvis man vælger at opfatte forklaringen på den mystiske telefonstemme som en paranoid allegori over det mere og mere kontrollerede overvågningssamfund, ja, så fungerer det faktisk temmelig overbevisende.

Hysterisk sludder
Om 'Eagle Eye' er det, vi kalder en 'god film', afhænger altså af hvilken vinkel man vælger at anskue filmen fra. Hvis man tager den for pålydende er den noget værre hysterisk sludder, der tilmed ikke kan finde ud af om den vil kritisere præsident George W. Bush og hans hellige krig i Irak eller ej. Men hvis man opfatter den som en actionfilm med udgangspunkt i paranoia-teorier om vor digitale tidsalder, fungerer den slet ikke så tosset.

Angst for at virke upatriotisk
Den har adskillige problemer, såsom et par drønende kedsommelige hovedpersoner og en irriterende angst for ikke at støde nogen ved at virke upatriotisk overfor det amerikanske flag. Til gengæld har den en imponerende effektiv fremdrift, der kulminerer med et par fantastiske actionsekvenser, som scenen, hvor Jerry og en FBI-agent bliver angrebet af et ubemandet militærfly mens de kører ind i en motorvejstunnel. Det ser altså temmelig vildt ud.