Elegy - skønhedens magt

Dyret dør en stille død

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Idéen bag filmen 'Elegy - skønhedens magt' der ikke noget i vejen med. Historien er sådan set også ligetil og logisk fortalt. Og skuespillet er professionelt og rutineret. Men tonen og formen er meget svær at forlige sig med. Der er en nærmest klinisk alvor overfor noget, der uden tvivl havde været bedst tjent med en satirisk og grovkornet tilgang. Det er meget svært ikke at spekulere i hvilke vidunderligt spiddende og præcise scener Woody Allen kunne have fået ud af den her historie om en dannet litteraturprofessor, der forelsker sig i en ung kvinde.

Evig ungdom
Selve figuren David Kepesh er der ikke spor i vejen med. Ældre, intellektuelle mænd, der ikke vil finde sig i at deres krop ældes og panisk holder fast i ethvert tegn på ungdommelighed, er ikke et sjældent syn - og de er et fortræffeligt emne for et stykke fiktion. Der gemmer sig et spændende billede på vores moderne civilisations indædte kamp med naturens gamle regler i sådan en figur. Men der er selvfølgelig også noget yderst ynkeligt ved sådan en selvoptaget og selvfed type, der render rundt og klynger sig til håbet om ikke at sygne hen ved at rage løs på ungt kød. Det er et ligeså spændende billede på vor tids krav om evig ungdom og sundhed.

Ulideligt selvoptaget
Og det er lige præcis den balance mellem den smukke sårbarhed ved en aldrende mand og det patetiske ved hans kamp for at forblive viril og ung, der mangler i 'Elegy'. Der mangler bid og kraft i dens portræt af den her nar, der tilsidesætter sin familie og sine nærmeste, fordi de minder ham om årene, der går - og som istedet kaster sig over en stakkels ung kvinde, som om det ville give ham ungdommen tilbage. Det er ulideligt selvoptaget. Selvfølgelig er det synd for manden og i princippet har han fortjent noget sympati. Men mest af alt er der noget ynkeligt ved et menneske, der tror, det forelsker sig, men i virkeligheden forelsker sig i tanken om at det stadig kan forelske sig - og ikke mindst blive elsket tilbage.
Den ynkelighed fanger instruktøren Isabel Coixet slet ikke. Den ville have ligget lige til højrebenet for en satirisk begavelse som Woody Allen. Og hvis der er noget, spanske Isabel Coixet ikke er, er det en satirisk begavelse. Med sine to seneste film, 'My Life Without Me' og 'The Secret Life of Words' har understreget, at hun primært er interesseret i følelser, store, voldsomme og dybe menneskelige følelser af den slags, der opstår når døden er i nærheden eller et menneske bliver revet omkuld.

Consuela Castillo
Hun er bestemt også interesseret i de store følelser hos professor David Kepesh, der forelsker sig stormfuldt i den 30-40 år yngre cubansk-amerikanske kvinde, Consuela Castillo. Hun svælger i de følelser, hun udspensler dem. Men istedet for at udstille deres latterlige sider, pakker hun hele Kepesh' selvopfattelse ind i en mærkelig overdrevet kultiveret dannethed. Hvis ikke Kepesh og Consuela er i teatret, citerer de berømte forfattere for hinanden, hører klassisk musik eller studerer fotografier. De er så ufatteligt dannede, at man næsten sukker efter at høre en af dem bøvse højt.

Dannet og tilknappet
Coixet gør sig enkelte forsøg ud i humoren, men det forbliver på et kunstfærdigt og dannet, nærmest tilknappet, niveau, som om Isabel Coixet fortalte sin historie for et kultiveret selskab af bedsteborgerlige fruer i Vedbæk. Hvad skal vi med al den forpulede, sterile kultiverethed? Hvad skal vi med et kunstfærdigt navn som Consuela Castillo, der både lyder som noget lyder fra den billigste ugebladsnovelle. Hvorfor skal det hele slikkes ind i følsomt, impressionistisk klavermusik à la Erik Satie? Hvorfor skal de to hovedpersoner sidde og glo på malerier af Goya? Skal figurernes kultiverede kunstinteresse være en kontrast til deres dyriske sexlyst? I så fald fungerer det ikke en millimeter af den simple grund, at Kepesh' og Consuelas næsten virker ligeså dannede når de dyrker sex, som når de lader deres fingre glide henover en reproduktion af et Goya-maleri.

Gode pointer
Der bliver introduceret adskillige gode pointer undervejs, såsom da David Kepesh åbner filmen med et tv-interview, hvor han taler om, at vi befinder os i puritanismens tidsalder, hvilket fungerer som en fuldstændig parallel til debatten herhjemme om gamle Jørgen Leths ret til at have sex med en ung haitiansk kvinde. Eller da Kepesh' søn dukker op, fuld af indignation over den gamle egoist, der bruger andre mennesker efter eget behov. Men de gode pointer bliver aldrig foldet ud og samlet op. 'Elegy' kunne være blevet en stærk og vedkommende film om et alment menneskeligt dilemma, hvis figuren Kepesh var blevet hudflettet med satirisk bid og dyrisk libido. Istedet dør David Kepesh en stille død i et lille indesluttet, overdrevent kultiveret univers.