En enkelt til Korsør

Gennemfartsbyen Korsør

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Nej, en god film behøver ikke nødvendigvis kradse og skære og rive og bide i noget. En god film behøver ikke gribe dybt ned i sin samtid og tage fat om aktuelle problemstillinger. En god film behøver ikke revse og kommentere.

Tiden og tendenserne
Men det er unægtelig mere spændende når en film tager fat i den tid og de tendenser, der omgiver den - ikke fordi den nødvendigvis behøver at vælte verden, men fordi den tager fat i noget, vi genkender i vores eget liv og som den forhåbentlig skaber en god historie omkring. Se bare Søren Kragh-Jakobsens thriller 'Det som ingen ved', der på mange måder var en klassisk thriller som amerikanerne har lavet dem i årevis, men som lige netop fik givet den en aktuel drejning ved at lade filmen handle om den øgede overvågning i det danske samfund.

Gemytligt film-Danmark
Den nye danske film, 'En enkelt til Korsør', forsøger bestemt ikke at rive og kradse i Danmark anno 2008. Den foregår i et gemytligt film-Danmark, der snarere ligger omkring 30 år tilbage i tiden, før terrortrusler, før Dansk Folkeparti, før overvågningssamfundet, før krigen i Irak og Afghanistan, før lille Danmark insisterede på at være en vigtig medspiller i den store verdenspolitik. Det gør overhovedet ikke 'En enkelt til Korsør' til en dårlig film per definition - men det gør den til en hyggelig, gemytlig, lettere nostalgisk og verdensfjern film, som man glemmer ret hurtigt efter at have forladt biografen.

Vid, men for lidt bid
Der er sådan set ikke spor i vejen med filmens tema. Der er rigeligt med vid i hovedpersonen Rasmus, der mangler bare noget bid og en nutidighed i manden, der skriver en ph.d. i dansk litteratur, om romantikkens forhold til kærlighed, under overskriften 'Den romantiske idiot'. Titlen på ph.d.'en er ikke nødvendigvis møntet på ham selv. Den er bare en beskrivelse af den, der tror fuldt ud på romantikkens opfattelse af kærlighed, men efterhånden som filmen skrider frem viser det sig naturligvis at Rasmus netop er en romantisk idiot. Han lever i en verden af store romantiske idealer, som ikke fungerer ude i den virkelige verden - vel at mærke hverken i dag eller for 30 eller 100 eller 200 år siden.

Smørrebrødsspisende ølbællere
Rasmus skal nemlig have et arbejde efter sin afsluttede ph.d. og det eneste sted, der er brug for ham er på et voksenuddannelsescenter i Korsør - langt fra det prestigiøse og fornemme job, han havde forestillet sig i København eller en anden storby. Rasmus skal ikke undervise begavede hoveder med et stort forhåndskendskab til dansk lit-teratur. Han skal undervise helt almindelige danskere, dvs netop danskere som ikke forholder sig til overvågningssamfund, krig i Irak eller terrortrusler, helt almindelige provinsdanskere, som de er blevet beskrevet på film gennem rigtig mange år, smørrebrødsspisende, ølbællende joviale bondeknolde - rigtige filmdanskere.

Et gok i nøden
Det går ikke så godt med mødet mellem den romantiske idiot fra København og filmdanskerne i Korsør. Han skyder over målet med sin undervisning, og folk forlader kurset i hobetal. I håb om trøst slår han sig sammen med den søde lokale taxachauffør, Signe, som han forelsker sig i efter alle sine romantiske idéer. Men enhver, der mener at vide hvordan kærlighed fungerer og hænger sammen, både idag og for 200 år siden, skal naturligvis have sig en effektiv lærestreg. Hele Rasmus' romantiske tænkning får sig et ordentlig gok i nøden, da Signe viser sig at være lesbisk.

Forvirret kærlighed
Hele den her lille, forvirrede historie om kærlighed i Korsør er slet ikke dårligt sat op. Det er i sig selv et lille og smukt billede på hvor uforudsigelig og uransagelig kærligheden er, den ukendte Carsten Bjørnlund er et både modigt og fornuftigt valg som den nørdede hovedperson, Rasmus, Lærke Winther har den helt rigtige jordbundne sødme som den lesbiske Signe og det lykkes også Kurt Ravn at få et helt menneske ud af en Rasmus' elever, en pensioneret kaptajn og enkemand.

Bagatelpræg
Men hele den finurlige og tankevækkende historie om kærlighed får et uheldigt lilleput- og bagatelpræg ud af det bedagede billede af et provinshyggedanmark, hvor der aldrig rigtig er noget i gære eller noget på færde og hvor selv de største kærlighedskvaler mellem gamle ægtefæller kan fikses ved at man ta'r en sjov cowboyhat på og synger en sang. Hvis bare instruktøren Gert Fredholm og hans manuskriptforfattere havde turdet vise nogen, der for alvor brænder nallerne og sjælen på deres kærlighed, havde det givet 'En enkelt til Korsør' noget af det bid, den savner.
Som film må 'En enkelt til Korsør' nu dele skæbne med den by, den foregår i. Siden Den store Bro kom til Korsør er byen bare blevet et sted, man kører igennem på vej til noget større eller mere spændende.