Eye for Eye

En punksingle anno 1979

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Nej, den danske lavbudgetsfilm, 'Eye for Eye', er ikke et mesterværk. Det er ikke en usædvanlig, genrenedbrydende, skelsættende film med et helt særligt filmsprog og nogle helt nye idéer om hvad film kan og skal være. Det er heller ikke en film skabt af et nyt stortalent som vi uundgåeligt kommer til at høre mere til. Det må tiden vise, når Kaywan Mohsen får lavet flere film. 'Eye for Eye' er ikke engang en film med en særlig historie eller nogen specielt velfortalt historie eller et specielt vellykket filmsprog.

En punksingle anno 1979
Til gengæld er 'Eye for Eye' noget helt andet, som bestemt ikke skal undervurderes eller undertrykkes, en anderledes stemme, der taler fra en del af Danmark, som meget sjældent selv kommer til orde. Det kan godt være at 'Eye for Eye' hverken har en original historie eller noget prangende billedsprog, og det er sådan set ikke noget specielt overraskende billede, den giver af underverdenens Danmark, men til gengæld er der noget befriende umiddelbart og hjemmestrikket over filmen, som en punksingle anno 1979, skabt af en håndfuld 18-årige ungersvende, der bare har samlet nogle instrumenter op for at få deres meninger og holdninger og følelser ud med et brag. Eller som en roman, skrevet af et menneske, der er træt af at se sig selv og sin omgangskreds blive beskrevet gennem mediernes særlige optik, og som aldrig selv får lov at udtrykke og nuancere sig.

Rod og småkriminel
Kaywan Mohsen har i princippet blot gjort noget, adskillige unge mennesker fantaserer om: skrabet penge sammen og filmet sit eget liv og sin egen tilværelse. For nogle år siden levede han som rod og småkriminel i ghetto ved Århus, men en dag fik han en åbenbaring. Han ville ændre sit liv, skabe en film om sine oplevelser og rydde op i tilværelsen. Resultatet blev 'Eye for Eye' - skrevet, produceret, klippet og instrueret af Kaywan Mohsen, der også har skrevet musikken til filmen.  Kaywan Mohsen gør sig ikke de store anstrengelser for at strukturere eller dramatisere sine oplevelser. Han fortæller bare, fra a til b, om sin baggrund, om sine venner, om den søde blonde, århusianske pige, han taler lidt med til en fest, om pigen, der bliver voldtaget af to fyre og om hvordan Mohsens alter ego, K, og hans to venner beslutter sig for at hævne voldtægten, øje for øje, tand for tand, ved at udsætte forbryderne for samme oplevelse som de gav pigen.

Gaywalker
Og hvordan voldtager man så to voldtægtsforbrydere? Jo, man hyrer en besynderlig personage, der må gå over i historien som nogle af de mest frygtindgydende typer i dansk film, og så stammer de endda fra den århusianske virkelighed: den såkaldte gaywalker, der har specialiseret sig i kunsten at analvoldtage enhver som har gjort sig fortjent til det, fx pædofile straffefanger. Det er ikke umidddelbart til at se hvad der sker, da de to voldtægtsforbrydere blive slæbt med ud i skoven og udsat for Gaywalkerens afstraffelse, men det er under alle omstændigheder grumt at overvære, lige så grumt som det er komisk at se hvordan K og hans to venner dukker op på hospitalet for at vise den voldtagne pige den video, hvor hendes to overfaldsmænds udåd bliver hævnet.

Ingen stor historie
Det er ikke nogen stor historie, og den er ikke særlig godt fortalt. Flere steder består filmen blot af lange takes, som enhver i princippet kunne optage på sit eget hjemmevideokamera, og undervejs bliver historien suppleret af Kaywan Mohsens egne kommentarer, der engang imellem falder ud af karakter og bliver direkte holdningsprægede, som om filmen var et slags debatindlæg, et essay.

Et one-man-show
Det er netop alle de kejtetheder og amatørtiltag, der er charmen ved 'Eye for Eye'. Den er i høj grad et one-man-show. Det er en film, der er skabt i én persons hoved, langt fra den danske filmbranches konventioner og faste former. Det er det, der er så forfriskende anderledes ved 'Eye for Eye'. Hvis der kom 5 hjemmestrikkede film af 'Eye for Eye'-typen om året, ville det være rædselsfuldt at se på, men nu er der altså ikke meget mere end én. Det er ikke spor svært at pille den fra hinanden som filmhåndværk og som historiefortælling, men hvis det er som sådan man ser den, har man også misforstået det hele. 'Eye for Eye' er en af den slags små oplevelser, der åbner verden, gør den større, sparker hul i regler og konventioner og lader nye stemmer komme til.