Flammen og Citronen

Anmassende lækkerhed

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Cirka 3 minutter inde i 'Flammen og Citronen' tænder den ene af hovedpersonerne en smøg. Det foregår ikke hurtigt og henkastet, sådan som de fleste mennesker tænder en cigaret, men langsomt, eftertænksomt og grundigt. Cigarettændingen bliver filmet helt i close-up, i lækkert lys og med en smukt formet, klassisk lighter som antænder.

Ole Christian Madsen'sk
Det lille klip, det øjeblik, er så Ole Christian Madsen'sk, som noget kan være. En mand tænder en smøg, den her lille brugsgenstand med de mange symbolværdier og tegn - og i det her tilfælde, 3 minutter inde i 'Flammen og Citronen', er det billedet på eftertænksomhed, afslapning, kon-centration og tilstedeværelse - men også med en ildevarslende tone, eftersom rygning som bekendt kan have en uheldig effekt på helbredet. En mand har nået et vigtigt punkt i sit liv, et afgørende øjeblik, hvor han skal træde i karakter og handle præcist, ellers lurer tragedien - og minsandten om ikke manden binder sin slipsknude lige bagefter, ikke stramt og hæmmende, men løst. Han skal have rum til at trække vejret og tænke frit. Det er et rigtigt Ole Christian Madsen-øjeblik, der lige så vel kunne optræde i andre Ole Christian Madsen-film som 'En kærlighedshistorie', 'Nordkraft' og 'Prag'.

Fascinerende at skue
Men nu optræder øjeblikket med smøgen og lighteren og slipset altså cirka 3 minutter inde i 'Flammen og Citronen', og det varsler og indkapsler på mange måder hele filmen, både de gode og de dårlige sider af den dyreste danske film nogensinde. Billedet af smøgen er smukt og lækkert filmet, fascinerende at skue, men samtidig også enormt bevidst om sin lækkerthed og sin patos. Det er her hele 'Flammen og Citronen' balancerer, i en umådelig lækker og strømlinet beskrivelse af to menneskers fortumlede, nervøse liv midt i en ubeskriveligt grum og grim tid.
Der er billeder af enorm skønhed i 'Flammen og Citronen'. Til tider ligner billederne de rene malerier med en pragt af originale farvesammensætninger, og undervejs får Ole Christian Madsen og hans fotograf, Jørgen Johansson, skabt dragende og fascinerende billeder ud af jordnære steder i København. Fx fremstår den ellers så irriterende Valby Bakke syd for København pludselig enormt eksotisk i en scene, hvor hovedpersonerne, de to modstandsfolk, Flammen og Citronen, venter på at den tyske Gestapo-chef, Hoffmann, skal komme forbi, så de kan skyde ham ned.

Fejlslagne kærlighedsforhold
Alt ved 'Flammen og Citronen' er lækkert at se på. Historien om de to mænds tvivl, deres kærlighed til fædrelandet, deres had til tyskerne og deres fejlslagne kærlighedsforhold, er sat ind i en storslået klassisk dramaturgi med dødsforagtende helte og farlige femme fatales. Men det lykkes aldrig Ole Christian Madsen og hans hold at slå helt fast, at det også er den rette måde at fortælle historien om to af de mest berømte figurer fra den danske modstandskamp.
Havde det ikke været bedre og rigtigere, at fortælle historien rigtig grimt og sløret, i regnvejr i stedet for solskin, så at sige, med skidne billeder og sløret kameraføring, med realisme istedet for poleret lækkerhed, med ildevarslende tavshed istedet for pompøs musik og patos og bombast? Havde det ikke været rigtigere, mere udfordrende og spændende at starte filmen med en fedtet, nervøs mand, der hastigt og kejtet tænder en smøg for at klare hjernen istedet for et lækkert close-up af en smuk lighter?

Amerikanske gangsterfilm
Ingen kender svaret på de spørgsmål, men der er ingen tvivl om at det har sine problemer at placere en sandfærdig historie i så klassisk, lækker og strømlinet en indpakning. Thure Lindhardt brænder stærkt og intenst som Flammen, men hans coole gangart med slips og lang frakke, og hans rolige slentren ned ad de københavnske gader mens tyskerne skyder folk ned omkring ham, minder uheldigt meget om klichéer fra amerikanske gangsterfilm.
Det samme er tilfældet med kærlighedsforholdet mellem Flammen og den mystiske femme fatale og dobbelt-, måske endda trippelagent, Ketty, spillet af Stine Stengade. Alt i det forhold er som direkte skåret ud af klassiske krigs- og spion-film, hvor den ægte kærlighed fordunkles af dobbeltspil og kampen for at overleve. Det er ikke den mindste lille grad af originalitet og overraskelse, der kunne have gjort det forhold troværdigt og brændende.

Det rette lækre lys
Det lækre billede af den antændte smøg og lighteren varsler altså en film, der er alt for optaget af at få det rette lækre lys på sine figurer, istedet for at stille dem i et overraskende lys. Det kan ikke ændre ved, at filmen undervejs er umådelig smukt og fascinerende skruet sammen, og at den i det hele taget rummer adskillige scener med en styrke og et overskud, som vi slet, slet ikke er vant til at se på dansk film, eksempelvis scenen, hvor den sårede Citronen, spillet af Mads Mikkelsen, tager kampen op med 30-40 tyske soldater i en stor Gentofte-Villa.

Fascinerende kolos
'Flammen og Citronen' er på mange måder en fascinerende kolos af dansk film, og der, hvor filmen virkelig lykkedes, er i dens beskrivelse af den frustration og det had, det afføder når man ser sine gader og huse blive invaderet af fremmede soldater. Det er en film, det er svært for alvor at forelske sig, men samtidig også en film, det er meget svært ikke at blive fascineret af.