Forældre

Kuldsejlede forældre

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er et fascinerende projekt, den islandske instruktør, Ragnar Bragason, har stablet på benene med sine søster-film, 'Børn' og 'Forældre'. Det er måske svært at udpege noget i de to film, der ligefrem fortæller noget nyt om det evigtdramatiske forhold mellem børn og forældre. Men til gengæld serverer skuespillertruppen Vesturpurt fremragende skuespil, et par stærke og uforglemmelige figurer og nogle yderste medrivende scener undervejs. Og Bragason giver det hele en prægnant og kontant finish med sine smukke, tørre sort/hvide billeder og den såkaldte ensemble- eller fletteform, der præsenterer en håndfuld mennesker, hvis liv vikler sig ud og ind af hinanden.

Går op i limningen
De bedste figurer og scener er så afgjort havnet i den første af de to film, 'Børn'. Formentlig fordi det er nemmere at beskrive børn, der er kommet på afveje pga deres forældres opførsel end det er at beskrive forældre i problemer pga deres børn. Hele præmissen og tematikken står ikke så stærkt i 'Forældre', som ender med at præsentere 3 voksne mennesker, der er ved at gå grundigt op i limningen - hvilket er betydeligt nemmere at beskrive end 3 almindelige, helstøbte mennesker, der roder med almindelige problemer.

Sæd af fineste kvalitet
Den første af de tre er den stakkels tandlæge Oscar, der har fundet sammen med Katrin og hendes to børn fra et tidligere ægteskab. Oscar drømmer om selv at få børn og kan ikke forstå at Katrin ikke bliver gravid. Altså beslutter Oscar sig for at få undersøgt sin sæd, hvilket resulterer i en ubetalelig scene, hvor Oscar står på toilettet og forsøger at aflevere en sædprøve mens han kigger på billedet af en smuk model på en æske med hårfarve - altimens familien irriteret banker på toiletdøren. Oscars sæd viser sig at være af fineste kvalitet, men da han kommer hjem med en flaske champagne for at fejre det sammen med Katrin, virker hun fuldstændig ligeglad. Katrins ligegyldighed viser sig at have en årsag. Hun er blevet steriliseret. Hun har bare ikke sagt noget til Oscar af frygt for at han skulle gå fra hende. Det er en kold spand vand, der er til at tage og føle på.

Usympatisk svensker
Den anden hovedperson i 'Forældre' er Oscars assistent på tandlægeklinikken, Katrin Rós. Hun har en søn, der dog ikke kender sin far, og moderen har været så umulig til at tage sig af sin søn, at drengen er blevet betydeligt tættere knyttet til sin mormor - som naturligvis benytter enhver lejlighed til at nedgøre Katrin. Samtidig roder Katrin rundt med en ualmindelig usympatisk svensker, som hun ikke kan finde ud af at gå fra.

Gå op i limningen
Ret meget længere end Katrin Rós burde man ikke kunne synke, men det lykkes rent faktisk for 'Forældre's tredie hovedperson, Einar, der er blevet forladt af sin kone og som prioriterer sit arbejde så højt, at han knap har tid til at tage sig af sin datter. Når han endelig henter sin datter i børnehave er det efter lukketid, og når pædagogerne be'r ham hente sin datter til rette tid, er han fuldstændig uden mangel på forståelse. Helt galt går det for Einar under en frokost på en restaurant. Tilfældigvis sidder hans kone i den anden ende af restauranten med en fremmed mand, hvilket får Einar til at gå op i limningen.

Hult misfoster af et menneske
De tre personer fletter instruktør Ragnar Bragason ud og ind af hinanden med smukke, kontrastrige sort/hvide billeder, men der mangler en overordnet styring og idé. Såvel Oscar som Katrin og Einar er gode figurer, men det er så godt som umuligt at forestille sig hvorfor Oscar nogensinde forelskede sig i den irriterende Katrin, der aldrig fik fortalt ham, at hun er steriliseret. Det er umuligt at gennemskue hvorfor Katrin er så vagt et menneske, at hendes søn aldrig har følt sig knyttet til hende. Og det er meget svært at forstå at Einars kone engang har været forelsket i det her hule misfoster af et menneske.

Stærk og fascinerende
Ragnar Bragason forsøger at præsentere sine tre hovedpersoner med antydningens kunst. Vi får lige netop præsenteret dramaet i deres liv, men alt det, der ligger bag, alt kødet på deres skrøbelige psyke, må vi selv gætte os til. Og det er altså temmelig svært. Selve skuespillet, selve formen, ved 'Forældre' er stærk og fascinerende, men der mangler nogle store og bærende brikker for at få hele puslespillet til at hænge sammen. Uden sin søsterfilm, 'Børn', havde 'Forældre' været en sært tom affære. Takket være 'Børn' giver den lige netop mening - men heller ikke meget mere end det.