Funny Games
Et sympatisk, men umuligt projekt
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det er vel en tanke de fleste velmenende, voksne mennesker har når de for 3729. gang eller 4297. ser et eller andet uskyldigt menneske blive slået ihjel i tv eller på film. Der er noget galt. Det burde ikke være underholdning at se på mennesker, der bliver slået ihjel. Det burde være løgn, at hver eneste tv-station har sin faste kriminalserie hver lørdag aften, hvor man kan nyde sin aftenkaffe mens et menneske eller to bliver myrdet. Tværtimod burde nogen vise volden, så man kan mærke, hvor modbydelig den er og hvor ondt den gør.
Legende vold
Den tanke fik den østrigske instruktør, Michael Haneke, også en dag, tilsyneladende inspireret af den bølge af ironisk og legende vold, Quentin Tarantino satte igang med film som 'Håndlangerne' og 'Pulp Fiction'. Og i 1997 gjorde Haneke noget ved det. Han skrev og instruerede 'Funny Games', en brutal historie om to unge mænd, der af en eller grund dukker op hos en tilsyneladende ganske lykkelig og velfungerende familie med far, mor og barn, og begynder at pine og torturere .
Grum og ubehagelig
Hanekes håb var at billederne af de almindelige mennesker, der bliver tortureret, ville være så grumme og ubehagelige at se på, at alle, der havde nydt Tarantinos film eller bare en håndfuld lørdagskrimier, ville blive vækket af deres underholdningsillusion. De ville kunne mærke volden igen, mærke dens modbydelighed. Og for at understrege sin pointe indlagde Haneke nogle små metakommentarer, hvor han gjorde publikum opmærksomme på at de selv er medvirkende i det grumme pineri på lærredet. På et tidspunkt i filmen lykkes det fx familiemoderen at tage livet af den ene af de unge bødler, men straks tager den anden bøddel en fjernbetjening fra tv og spoler tiden tilbage, så han kan forhindre vennens død. Hanekes pointe er altså at det er os, du og jeg derude, der er igang med at pine en familie ihjel - og vi nyder det, gør vi.
Velmenende og voksent
Det var et velmenende og voksent projekt, Haneke var ude i med sin 'Funny Games'. Han henvendte sig først og fremmest til det unge, amerikanske publikum, der labber mord og vold i sig. Men det stærkt problematiske i den sammenhæng er, at unge amerikanere ikke går i biografen og ser østrigske film med undertekster. Kun omkring 6000 mennesker så 'Funny Games' da den fik premiere i USA, og de 6000 mennesker var formentlig helt enige i Hanekes syn på vold. Budskabet kom altså ikke langt, så da Haneke fik muligheden for at genindspille 'Funny Games' i USA, midt i det amoralske Hollywood, han afskyr, slog han til. Ikke mindst fordi volden i tv og på film blot er blevet mere overfladisk og legende siden den oprindelige 'Funny Games', som i filmføljetonen 'SAW' og gyseren 'Hostel', der netop er filmisk lege, hvor mennesker pines ihjel for underholdningens skyld.
Billede for billede
Michael Haneke har ikke blot genindspillet 'Funny Games' i USA. Han har genindspillet den næsten billede for billede, ord for ord. Der er så godt som slet ikke pillet ved den grumme historie om to unge og tilsyneladende intelligente mænd, der udsætter en almindelig familie for rendyrket tortur. Med stjerneskuespillere som Naomi Watts, Tim Roth og Michael Pitt skal det nok lykkes Haneke at lokke flere unge voldsdyrkere i biffen den her gang, men spørgsmålet er om ikke hele hans projekt er bundnaivt og helt igennem umuligt - de fornuftige intentioner til trods.
De fleste af de mennesker, der elsker et lille civiliseret mord til deres lørdagskaffe, vil ikke kunne holde ud at se familien i 'Funny Games' blive pint, og vil blot forlade biografen. Og hvad de unge fans af 'SAW'-serien angår, vil de formentlig aldrig fange Hanekes sofistiskerede leg med filmiske planer og indirekte kontrakter mellem filminstruktør og publikum. De vil snarere sidde og grine med mens de to unge mænd hygger sig med at banke familiefaderen invalid og klæde moderen af for at studere fedtdepoterne på hendes krop.
Hvidt sommertøj
Og det ironiske ved 'Funny Games' er, at den er skabt af så dygtig og original en instruktør, at den netop bliver fascinerende i sin beskrivelse af afstumpet, legende vold. Der er noget grundlæggende fascinerende ved de to unge, tilsyneladende høflige mænd, der render rundt i hvidt sommertøj og hvide handsker mens de langsomt afslører deres psykopatiske sider. Og der er, dybt paradoksalt, noget dragende ved den helt igennem ufølsomme vold, som ikke har nogen forklaring eller undskyldning. Stakkels Michael Haneke havner altså i samme fælde som sin kollega Stanley Kubrick, da han forsøgte at advare mod den afstumpede bandevold i 'A Clockwork Orange'. Kubricks billeder af volden var så enestående originale og specielle at se på, at de overdøvede alt andet.
Voldens natur
Det store spørgsmål i den her sammenhæng er om filmmediet overhovedet er i stand til videregive det reelle, fysiske ubehag ved voldens natur, og om ikke netop trygheden i afstanden mellem lærred og biografsal altid vil gøre publikum til beskuere og dermed nydere. Under alle omstændigheder er det meget svært at forestille sig, at nogen lader være med at se de kommende numre af 'SAW'-serien efter at have set 'Funny Games'.