Gå med fred, Jamil

Forfriskende, men også en forspildt chance

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det havde været helt fantastisk, hvis 'Gå med fred, Jamil' var en film, der lukkede munden på de seneste års danske indvandrerdebat med et nyt og frisk billede på De nye danskere. Det ville såmænd også være fantastisk, hvis den bare opblødte og nuancerede debatten, og gav de mennesker, der mener at vide hvilken kasse muslimer skal puttes ned, noget helt nyt at tænke over. Og det ville være fuldt ud lige så fantastisk, hvis 'Gå med fred, Jamil' serverede et nyt potent dansk instruktørtalent, en ny Lars von Trier eller Per Fly, som helt tilfældigt taler flydende arabisk.

 Desværre leverer 'Gå med fred, Jamil' ikke rigtig nogen af delene. Det er en fin og intens lille action-film og forfriskende bud på hvad dansk film også kan være. Men hvis nogen i Danmark, både på den politiske højre- og venstre- og midterfløj, mener at være sikre på, at muslimske indvandrere i Danmark er et problem, får de kun deres fordomme bekræftet med en film, hvor blodet koger voldsomt og ukontrollabelt og hvor folk skyder hinanden ned på stribe. Hvis nogen virkelig for alvor vil bruge 'Gå med fred, Jamil' negativt kan de med fuld ret hævde, at filmen viser at det ikke er sociale problemer, der skaber problemer med muslimske indvandrere. Det er derimod deres religion.
 'Gå med fred, Jamil' er nemlig den umådeligt simple historie om den unge Jamil, der beslutter sig for at hævne mordet på sin mor. Gennem hele Jamils opvækst har hans far talt udenom mordet på moderen, og forsøgt at vende den anden kind til. Men hævntørsten gnaver i Jamil, og pludselig er den mange år gamle blodfejde mellem to familier opblusset, altsammen fordi den ene familie tilhører sunni-muslimerne og den anden shia-muslimerne.

Jamil forsøger at gemme sin lille søn mens slægtningene til den mand, han lige har myrdet, er på jagt efter ham på Nørrebro i København. Jamils far forsøger at tale sin søn til besindelse og forklare visdommen i at vende den anden kind til og stoppe blodsudgydelserne, men da er det for sent. Blodet koger og ilden kan ikke slukkes.

'Gå med fred, Jamil' opfordrer absolut til fred og fornuft og til at vende den anden kind til, men den gør det i så voldsomt og blodigt et filmsprog, at det er meget nemt at overse det positive budskab. Naturligvis kan man indvende, at et positivt budskab, eller bare et budskab, ikke er spor nødvendigt for en god film.
Men hvis man skræller hele den betændte og trættende debat om indvandrere fra og skærer helt ind til de nøgne ben af den film, Omar Shargawi har skabt, er der altså ikke meget tilbage end en drenget actionfilm med et lidt bedaget forslag om at lade være med at slå hinanden ihjel. Bevares, 'Gå med fred, Jamil' er betagende flot filmet og med en særlig billedæstetik, hvor vreden og det kogende blod blandt mennesker, der helt åbenlyst ikke er gangstere, men almindelige mennesker, trænger helt ud gennem lærredet.
Sagt på en anden måde er det umuligt ikke at komme ind på at tale om indvandrerdebat i forbindelse med 'Gå med fred, Jamil' - hvor irriterende det end må være.

Man kan sagtens brokke sig over professionelle meningsdannere, der bare synes at det hele skal være så politisk og pædagogisk og socialt korrekt, og man kan sagtens undre sig over hvad der nu skulle være i vejen med at se smukke og velkomponerede billeder af mennesker, der pløkker hinanden ned. Det brokkeri er såmænd forståeligt, men det forekommer ekstremt ærgerligt, at Omar Shargawi ikke benytter chancen til at udfordre og provokere med et billede på De nye Danskere og en historie, som ingen havde forventet.

Tillad mig at komme med en idé. I et interview omkring 'Gå med fred, Jamil' har Dar Salim, der har hovedrollen som Jamil, fortalt, at han for nogle år siden tog et job på en fiskekutter ved Vesterhavet, blot for at tjene penge og udfordre sig selv ved samme lejlighed. Han blev spurgt om han kunne lave mad, og egentlig skulle han have svaret nej, men for at få jobbet, blev det til et ja. Og så blev den københavnske indvandrerdreng blev sat til at lave mad for en håndfuld kernejyske fiskekuttere, selvom han ikke havde den fjerneste erfaring udi madlavningens kunst. Han købte et eksemplar af Frk Jensens kogebog, biksede frikadeller sammen og serverede dem bævende og nervøst for fiskerne. Stor var Dar Salims forbavselse da en af fiskerne erklærede, at det var de bedste frikadeller, han nogensinde havde smagt.
Se, det var en lille historie, vi allesammen kunne bruge til noget. Også dig, din kyniker ...