Gensyn med Brideshead

Gensyn med de stive overlæber

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er forbavsende som bestemte figurer og tidsaldre fungerer godt på film. Som fx den britiske overklasse, som den så ud i de go'e gamle dage, før pøblen fra middelklassen fik lov at blande sig i de store beslutninger. Den britiske overklasse gør sig fantastisk godt på film med sin umådelige rigdom, sin vogten over traditioner og dyder, sin stive overlæbe, sine seksuelle frustrationer og sin ufejlbarlige produktion af traumer og kriser.

Arrogance og selvtilfredshed
Den britiske underklasse med dens evindelige sygdomme og tarvelige opførsel gider vi ikke se på, men overklassen er evigt fascinerende. Vi ville hade den intenst for dens arrogance og selvtilfredshed, hvis vi mødte den i den virkelige verden, men på film, hvor andre bliver ofre for dens luner, kan vi ikke få nok af den. Derfor har den en næsten konstant plads i de danske biografer takket være britiske film som 'Værelse med udsigt', 'Howards End', 'Stolthed og fordom' og 'Becoming Jane'.

Søn af middelklassen
Vores fascination af den gamle britiske overklasse er netop det ambivalente og tvetydige omdrejningspunkt i den klassiske fortælling, 'Gensyn med Brideshead', og det uden tvivl netop derfor historien gjorde så stort indtryk da den for 25 år siden tryllebandt de danske tv-seere i form af en tv-serie. Hovedpersonen i historien er netop én som os, et ganske almindeligt menneske, en søn af middelklassen, der på et tidspunkt omkring 1930 drager afsted for at læse historie på universitetet i Oxford.

Vælter sig i champagne
Her møder Charles Ryder, som vores repræsentant for du og jeg hedder, den jævnaldrende Lord Sebastian Flyte, der knap orker at læse nogetsomhelst på universitetet. Istedet fester han igennem og vælter sig i dyr champagne, takket være sin slægts enorme rigdom. Sebastian forelsker for Charles' følsomme væsen og jordnære natur, mens Charles nyder hvert sekund af Sebastians velhavende livsnyder-tilværelse med dyr vin, eksotiske frugter og ikke mindst det fornemme gods, Brideshead, der tilhører Sebastians familie.

Truslen om synd
Så langt og hertil er Charles præcis som os. Han nyder at studere og hygge sig med den britiske overklasse. Men så bliver det alvor. Sebastian viser sig at have en smuk søster, Julia, og altimens Charles forelsker sig i Julia indser han, at Sebastian er ødelagt fra inderst til yderst takket være sin matriarkalske mor, der tvinger sin familie til at leve efter hendes strenge, meget katolske overbevisning. Familien lever konstant med truslen om synd hængende over hovedet, og som vi ved fra andre film om den gamle britiske overklasse, er kombinationen af ungdommelig seksuel nysgerrighed og religiøs kropsforskrækkelse i den britiske overklasse en rigtig farlig cocktail, der kan føre store tragedier med sig.

Lysternes og lasternes hule
Det opdager Charles også - bare alt for sent. På det her tidspunkt har det overdådige gods, Brideshead, og dets indbyggere, suget uskylden ud af ham. Og for Charles er et gensyn med Brideshead først og fremmest som at møde sit eget spejlbillede, et ungt og grådigt menneske, der traskede direkte ind i lysternes og lasternes hule, tog hvad han kunne bruge og mistede sin uskyld undervejs.

Klassisk skønhed
Den side af 'Gensyn med Brideshead' fortæller den nye filmversion ganske overbevisende og med et helt igennem smukt og formfuldendt og let flydende filmsprog. Billederne af Oxford University og Brideshead er dybt forelskede i den klassiske, perfektionistiske skønhed, mens Matthew Goode og Ben Whishaw er velsignet underspillede som henholdsvis Charles Ryder og Sebastian Flyte. Især får Ben Whishaw skabt et meget troværdigt billede af den følsomme, homoseksuelle Sebastian uden på noget tidspunkt at forfalde til klichéer som overdrevent løse håndled og læspen.

Smukt fortalt
Desværre forfalder instruktøren Julian Jarrold og hans manuskriptforfattere til nogle alt for velkendte fortællemæssige greb hen mod slutningen. Den klassiske to-mennesker-der-altid-har-været-forelskede-og-som-ikke-kunne-få-hinanden-mødes-10-år-senere-scene virker stiv og gennemskuelig, og i det hele taget bærer filmens manuskript præg af at en omfangsrig historie, der for 25 år siden fyldte 11 afsnit i en tv-serie, er blevet skåret meget drastisk ned til en 133 minutter. Flere bifigurer bliver liret af med stor utålmodighed og hele den sidste halve time virker løst fortalt og opsummerende, hvilket er en enorm kontrast til en letflydende opbygning i starten af filmen.
Det kan heldigvis ikke ødelægge fornemmelsen af en meget stilren, smukt fortalt og smukt filmet historie med et par uforglemmelige figurer i hovedrollerne. Sjældent er vores fascination af den britiske overklasse blevet forløst så præcist.