Gomorra

Mafiaen bliver aldrig den samme igen

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Vi ved udmærket hvordan gangstere ser ud. Vi har set dem utallige gange på film. De går i lækre italienske jakkesæt. De kører i elegante, flotte biler. De har smukke koner, der er dem hengivne og trofaste uanset hvor meget blod, de har på hænderne. De handler efter traditionsbundne æresbegreber og har trods alt en slags moral, selvom de lever af at bryde loven og udrydde fjender.

Ingen glorværdige handlinger
Sådan ved vi, at gangstere er fra utallige gangsterfilm, som 'Godfather', 'Once Upon a Time in America', 'Scarface' og 'Goodfellas'. Men her er en film, der viser gangstere som du helt afgjort aldrig har set dem før. Her er ingen sympatiske og moralske mennesker midt i en beskidt og blodig verden. Her er ingen ærefuld kamp om magten. Her er ingen glorværdige handlinger. Her er en flok mennesker, der bryder loven og dræber fordi det er en del af deres business.
Her er voksne mænd, der gerne bruger en dreng til at lokke en ung kvinde, der vistnok har sladret til nogle konkurrenter, i baghold, så de kan pløkker hende ned.

Ren kådhed
Her er store teenagedrenge, der drømmer om store biler og smukke kvinder og i ren kådhed stjæler maskinpistoler fra den etablerede mafia, hvorefter de render rundt på stranden og skriger og skyder til højre og venstre. Her er gangsterbosser, der betaler 10-11-årige drenge for at køre rundt i lastbiler med giftigt affald fordi de voksne lastbilchauffører ikke vil. Her er små drenge, der drømmer om at blive gangstere og som stiller op til en test, hvor de får en skudsikker vest på, og et vaskeægte rigtigt skud med en pistol i brystkassen. Dem, der rejser sig igen uden at græde, får lov at komme indenfor i gangsterklanen.

Ingen glamour
Der er ingen glamour her. Ingen ære. Ingen skønhed. Den italienske film, 'Gomorra', viser Napolis organiserede kriminalitet, Camorraen, som det er meget sandsynligt at den ser ud i virkeligheden - som et spind af små, uglamourøse og sådan set temmeligt almindelige mennesker, iklædt grimt joggingtøj og sure sandaler, mennesker, der tilfældigvis dyrker forretninger på den forkerte side af loven. Ikke alle personerne er lige voldelige. Den lille revisor, Don Ciro, er fx bare en mand, der er endt med at tælle penge og sørge for at de bliver vasket hvide for en mafiaboss. Og skrædderen Signor Pasquale er bare en dygtig håndværker, der overtræder camorraens regler da han bliver hyret af kinesiske indvandrere til at sy tøj efter en særlig stil, som camorraen mener at have patent på.

Bumsede knægte
Instruktøren bag 'Gomorra', den 39-årige Matteo Garrone, er ikke specielt interesseret i mafiaens voldelige eller glamourøse liv. Han konkluderer kun, at mafiaen lever et liv som alle andre. De spiser frokost, går på toilet, har familier og venner. Den eneste forskel er, at når nogen kommer i vejen for deres forretninger henter de deres våben, istedet for at gå til politiet.
Det, der interesserer Matteo Garrone, er Camorraens anatomi, dens mærkelige opbygning som en del af livet og hverdagen i Napoli og omegn. Den strækker sig hele vejen op gennem samfundet, fra de mest bumsede knægte til veletablerede politikere. Garrone har ingen løsninger eller svar - han følger bare 20-25 napolitanere, der på en eller anden måde er involveret i mafiaen og dens opbygning. Og når filmen er slut sidder man tilbage med et besynderligt, og meget fascinerende, billede af en junglelov, der af en eller anden grund er sluppet løs i et ellers højtudviklet, moderne vestligt bysamfund.

Troværdige figurer
Det er lige netop på det punkt, 'Gomorra' er en helt anderledes gangsterfilm. Den undrer sig grundigt og grundlæggende over hvordan det kan lade sig gøre, at sådan en gøgeunge, en parasit, som Camorraen overhovedet kan eksistere i vor tid. Og den gør det gennem højst troværdige figurer, der rent faktisk virker som om de er hevet direkte ud af den napolitanske virkelighed. Og den viser det med den ene veloplagte konstruerede, nøgternt fortalte og overraskende scene efter den anden.

Begravet i sandet
Vores fælles indre billede af mafiaen og dens verden vil aldrig være det samme efter at have set Don Ciro sidde tilbage i et lille værelse efter at en rivaliserende mafiabande har aflivet de camorra-folk, han var i gang med at tælle penge for. Og vi vil aldrig tænke på mafiaen på samme måde efter at have set to kåde teenagedrenge blive skudt ned, smidt op på skovlen på en gummiged og kørt væk for at blive begravet et sted i sandet på stranden ud for den smukke Napoli-bugt.