Halløj i operaen

Udødelig anarki

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det forunderlige ved Mars Bros er at deres humor stadig virker avantgardistisk og cutting edge, som englænderne siger, selv efter 70-75 år. Mens samtidige komikere som Gøg & Gokke virker netop gammeldags og uddaterede og mens så godt som alle komikere kan Charlie Chaplins og Buster Keatons tricks udenad, er der stadig noget friskt og udfordrende ved at se Marx Bros i deres bedste film, hvor anarkiet og vanviddet får plads. Det betyder langtfra at alle dele af Marx Bros' er så friskt som var det skabt i går. De utidige 2-3 musicalnumre virker i bedste fald som en pause i den hæsblæsende komik. Og helt besynderligt er det når den stumme klovn, Harpo marx, afbryder sine vanvittige, slapstick-stunts og sætter sig ved den nærmeste harpe og spiller et af sine følsomme numre. Så føles Marx Bros pludselig som et minde fra meget, meget gamle dage ...

Anarkistisk pakke
Både musicalnumrene og Harpos harperier er en indgroet del af den mærkelige anarkistiske pakke, der går eller gik under navnet Marx Bros. Men det er bestemt ikke dem, der stadig kan gøre en Marx Bros'-film til en helt usædvanlig oplevelse 70-75 år senere. Det er derimod den veltimede hæsblæsende dialog mellem brødrene Chico og Groucho.

Dramaturgien strammet op
Og så er det her ikke engang Chico og Groucho, når de var vildest og mest hæsblæsende. Samtalen - eller hvad vi nu skal kalde den - stammer fra filmen 'Halløj i operaen' fra 1935, da Marx Bros havde forladt selskabet bag deres første film, Paramount, og søgt over til MGM, som gerne ville pudse brødrenes anarki af og give dem et større publikum. Derfor blev dramaturgien strammet op i brødrenes første film for MGM, ' A Night at the Opera' - på dansk 'Halløj i operaen' - mens brødrenes ikke længere fik lov at overfalde alle og enhver, der kom forbi dem, men kun fik lov at udgyde deres anarki over de usympatiske figurer. Dermed håbede MGM, at flere kvinder ville falde for Marx Bros' særlige humor.

Kedsommelige musicalnumre
Brødrenes gamle fans brokkede sig over den nye pænhed, men 'Halløj i operaen' blev en succes og i dag huskes den stadig som en af deres bedste film, ganske vist med en papirstynd og udramatisk historie, med flere kedsommelige musicalnumre og tre minutters harpeklimperi af Harpo, men også med en perlerække af veltimede gags, som her i starten af filmen, da den mest talende af brødrene, Groucho, præsenterer to opera-mæcener, Herman Gottlieb og Miss Claypool, for hinanden. Her starter Marx Bros' kamp mod bedsteborgerlig fimseri og overklasseformynderi i en film, hvor skurkene er de rige opera-mæcener og ikke mindst den usympatiske operastjerne, Rodolfo Lasspari, der nægter at synge hvis ikke han får penge for det og som banker sin tjener, Tomasso alias Harpo Marx

Hyrer Chico
På den gode side står til gengæld den kvindelige operastjerne, Rosa Castaldi, der så gerne vil synge sammen med sin kæreste, den miskendte operasanger, Ricardo Baroni, som her hyrer Chico Marx som sin manager - eller også hyrer Chico sig selv. Så er scenen sat for en lang række vilde indfald, hvor Groucho leder an i de fleste og med Chico som medspiller i de bedste som her, hvor Chico snyder Groucho til at skrive kontrakt med Ricardo Baroni, omend Groucho ikke satser meget og Groucho vist egentlig ikke har ret meget at tilbyde. Men hvem bekymrer sig om det?

Tre langskæggede piloter
Senere optræder Chico i rollen om en af tre langskæggede russiske piloter, der har fløjet over Atlanten. Og her leverer han en af filmhistoriens mest åndssvage og morsomme løgnehistorier om hvordan han og hans to venner fløj, dvs sejlede over Atlanten. Der er med andre ord ikke meget, der hænger sammen for alvor i 'Halløj i operaen', men hvem bekymrer sig om det? Det har aldrig været charmen ved Marx Bros. Det er derimod ekvilibristisk vrøvle-retorik som det her. Det er noget nær så originalt og friskt som var det fundet på i går og ikke for 72 år siden.