Hallam Foe
Filmisk verden i selvsving
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Engang for efterhånden mange år siden var film en spejling af den grumsede gråvejrsvirkelighed, vi alle trasker rundt i. Når nogen filmede et tog i bevægelse, skulle det helst ligne et rigtigt tog i bevægelse. Det er mange år siden. Sidenhen begyndte virkeligheden at efterligne filmverdenen, som når virkelige soldater i krig forestiller sig, at de er helte i krigsfilm eller folk dyrker kærlighedsforhold, som de har set dem på film.
Og et sted nogenlunde samtidig begyndte film at efterligne film, altså at leve i en verden med nogle regler og retningslinier som kun findes i andre film. Det handlede ikke nødvendigvis om at være inspireret af andre film, men om at leve i filmens virkelighed i modsætning til den grumsede gråvejrsvirkelighed, vi alle trasker rundt i. Når noget er blevet vist tilstrækkeligt mange gange på film, og vi har vænnet os til tanken om det, så bliver det jo til en anden form for virkelighed, filmens virkelighed.
Grumset gråvejrsvirkelighed
Se fx den skotske film, 'Hallam Foe'. Hovedpersonen, den 17-årige Hallam er en rigtig filmfigur. Han er ikke en type, man risikerer at støde ind i ret mange steder i den grumsede gråvejrsvirkelighed, men man kan finde ham rundt omkring i filmverdenen, den ensomme dreng, der lever sig inde i en fantasiverden. Hallam har mistet sin elskede mor, der druknede sig selv i søen nær det store landhus Hallam bor i sammen med sin familie. Hans søster har accepteret situationen. Moderen er død, faderen har giftet sig igen med sin sekretær. Familien er ikke hvad den har været og det er på tide at komme videre. Hallam, derimod, er sikker på at sekretæren Verity har slået hans mor ihjel og han benytter enhver lejlighed til at vise sin foragt for Verity, som da han mere end antyder, at hun har giftet sig for pengenes skyld, under en middag på en restaurant.
Hektisk sex
Den ensomme Hallam murer sig inde i sin egen verden i et gammelt legehus, hvor han hylder et kæmpebillede af sin mor og maler camouflage-striber i hovedet. Nej, det er ikke spor sundt, og det bliver værre endnu. Da hans stedmor kravler op i legehuset for at forsøge at tale ham til fornuft ender deres skænderi i hektisk sex. Det er selvfølgelig den slags, der kun sker på film. Rent fortællemæssigt har det ikke nogen stor betydning, men det ser godt ud på film. Unge Hallam er under alle omstændigheder nødt til at flytte væk fra sit barndomshjem for at komme videre. Og det gør han så, han tager toget til storbyen Edinburgh, smider sin mobil væk, starter på en frisk. Men noget nær det første han gør i Glasgow er at støde ind i en ung kvinde, der minder ham om sin mor. Det er jo sådan noget, der sker på film. Hallam forfølger hende gennem byen og finder ud af at hun er personalechef på et hotel, hvorefter han be'r hende om et job.
Job som opvasker
Hallam får sig et job som opvasker, hvilket han benytter til at belure personalechefen Kate. Han kravler rundt på byens tage for at kigge ind af hendes vinduer og finder ud af at hun har et forhold til sikkerhedschefen på hotellet. Det er den slags, der primært sker på film. Og det bliver det i allerhøjeste grad, da Hallam får muligheden for at gå i byen med den 7-8 år ældre Kate. Som endda inviterer ham med hjem ... Og da Kate og Hallam senere starter på noget, der i forbavsende grad ligner et rigtigt forhold bliver det i særdeleshed til den slags, der kun sker på film.
Fad fornemmelse
Det er den store svaghed ved filmen 'Hallam Foe'. Den altid fremragende Jamie Bell lever og ånder og er troværdig i en enhver henseende som den plagede og kærlighedssyge Hallam Foe, Sophia Myles er både smuk og intens som Kate, det gamle Edinburgh fungerer som en betagende og meddigtende kulisse. I det hele taget er 'Hallam Foe' dygtigt spillet, dygtigt skrevet, dygtigt skruet sammen, men i sidste ende giver den en temmelig fad fornemmelse af at være en film, der lever i et rent filmunivers, et kunstigt univers, uanset hvor reelle stakkels Hallam Foes problemer.
Den præsenterer sig selv som en slags realisme, et studie af en stor dreng i problemer af en slags som alle store drenge kan forholde sig til, men den fortsætter ud i en fantasiverden, der handler mindre og mindre om Hallam og mere og mere om de personlige fantasier hos forfatteren Peter Jinks og instruktøren David Mackenzie. Det føles som om filmverdenen er gået i selvsving i 'Hallam Foe'.