Happy-Go-Lucky

Lykken står stadig den kække bi

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Prøv at tænke over de to begreber, sjov og alvor. Normalt, i dagligdagen, mens vi cykler, spiser frokost eller sidder foran computeren, opfatter vi dem som modsætninger. Man kan være alvorlig eller også man lave sjov - og så kan man i princippet være mindre sjov og mindre alvorlig, men det falder os af en eller anden grund meget svært at forestille os, at man kan være sjov OG alvorlig på samme tid.

Løssluppen humor
Vi har altså indirekte vedtaget, at man ikke kan skabe en komedie om noget virkelig alvorligt og vigtigt. Hvis man vil fortælle sine medmennesker noget meget vigtigt, bruger man ikke humor, men alvor. Af selvsamme grund rangerer komedier sjældent særlig højt på lister over noget så alvorligt som verdens bedste film. Hvis man vil tages alvorligt som fx forfatter eller filminstruktør, er det afgjort klogest at fortælle en historie med dyb melankoli istedet for løssluppen humor.

Humørfyldt historie
Det bringer os frem til nyeste film af den britiske socialrealist og alvorsmand, Mike Leigh. Hans nyeste film, 'Happy-Go-Lucky', har fået en blandet respons hjemme i England, formentlig fordi det virker provokerende for vores indre balance, at den her alvorlige mand, der altid har elsket at hudflette vores selvforståelse, pludselig fortæller en næsten overstrømmende farverig og humørfyldt historie om en ubekymret, smilende og grinende kvinde. Hvad er nu det for noget?
Pointen her er, at man skal huske på det gamle ordsprog og lade være med at skue hunden på hårene. Selvom 'Happy-Go-Lucky' ligner langt henad vejen ligner en lallende og fjollet komedie, er det Mike Leighs mest tankevækkende og inspirerende film i mange år. Hans hovedperson, den 30-årige Poppy, fniser og fjanter sig gennem filmen, men hun gør det på en baggrund af mennesker, der er ved at gå op i limningen af bekymringer og indestængt vrede. Det gælder i særdeleshed hendes kørelærer, Scott, der tilsyneladende hader alt og alle og som låser sin bildør hver gang et par indvandrere kommer cyklende. Man ved jo aldrig ... Og stakkels Scott bliver kun mere og mere indestængt i selskab med den ubekymrede Poppy, der slet ikke kan finde ud af at tage sin køreundervisning lige så dødsensalvorligt som Scott

Stolthed og livsglæde
Lige så slemt ser det ud med Poppys flamenco-lærer, der i princippet skal lære de stive nordeuropæere at vise temperament, stolthed og livsglæde, men som pludselig bryder sammen midt i undervisningen i vrede over en utro eks-kæreste. Værst ser det næsten ud for Poppys søster, Helen, der har slået sig ned i en kedelig forstad med en kedelig mand og nu venter barn. I sådan en situation vælter bekymringerne jo ned over én, og der er ingen grænser for hvilke skræmmende perspektiver, Helen og manden forsøger at dæmme op overfor i deres forstadsfamilieeksistens. De gør hvad de kan for at forsikre sig mod alle potentielle ulykker til stor forbavselse for Poppy.

Befriende hvirvelvind
Hvad med din pensionsopsparing? spørger Helen sin storesøster, som kun griner fjoget og stiller modspørgsmålet: 'Hvad skal jeg med den?' Det er i al sin enkelhed kernespørgsmålet i 'Happy-Go-Lucky'. Poppy er en befriende hvirvelvind i vores overbekymrede verden. Hvorfor bruge livet på at bekymre os om noget, som kun muligvis kan ramme os? Hvorfor bekymrer vi os halvt ihjel over mulige terrorangreb, flystyrt og dommedagsprofetier, når sandsynligheden for at de rammer os er miskroskopiske? Hvorfor bruger vi livet på at sørge for at vi kan leve livet istedet for bare at leve livet? Hvorfor planlægge at få kvalitetstid med vores børn istedet for at bare at tage den?

Tankevækkende spørgsmål
De glimrende og tankevækkende spørgsmål stiller Mike Leigh i den livsglade komedie, der i sjælden grad lever op til sit navn. Man kan brokke sig over at mange scener i filmen virker tunge og langsommelige, at filmen slet ikke have behøvet at være næsten 2 timer lang, og det er ikke svært at blive irriteret på hovedpersonen Poppy, hvis livsglæde ironisk ofte virker som et angstfyldt forsvarsværn mod at tage nogetsomhelst alvorligt.

Seriøs komedie
Det kan der så til gengæld også være en tankevækkende pointe i, nemlig at sjov og alvor helt præcist er to sider af samme sag og ikke to modsætninger. Den livlige hudfletning af forholdet mellem fænomenerne sjov og alvor gør Leighs seriøse komedie til den sjoveste film om alvor, der længe er set.