Helt sikkert ... måske
En potentielt god film
(... måske 4)
Anmeldt af Per Juul Carlsen
'Er 'Helt sikkert ... måske' en god film eller ej? - det er spørgsmålet', som Hamlet ville have formuleret det. Ja, hvad er den egentlig. 'Helt sikkert ... måske' er helt afgjort ikke et mesterværk, for nu at bruge en af de mest klichéfyldte superlativer blandt anmeldere. Og den er helt afgjort ikke et makværk. Den er et eller andet, der ligger et sted lige midt mellem mak- og mesterværk. En potentielt rigtig sjov og skægt tænkt film, der havner i forskellige blindgyder i et forsøg på at tilfredstille sit publikum.
En god film?
Men er det en god film eller ej? Ligger den lige over eller lige under gennemsnittet? Det er altså et rigtig godt spørgsmål. Og egentlig er det også et umuligt spørgsmål at svare på. På nogle punkter er 'Helt sikkert ... Måske' en klarhjernet, tankevækkende og morsom film, på andre punkter er den forfærdelig klichéfyldt og alt for optaget af at behage sit publikum. Og det er umuligt at veje de vellykkede og generende elementer mod hin-anden og finde et slutfacit for filmen.
En original idé
Fx bygger hele 'Helt sikkert ... måske' på noget så usædvanligt som et virkelig originalt grundlag for en romantisk komedie fra Hollywood - ja, du hørte rigtigt, et virkelig originalt grundlag for en romantisk komedie fra Hollywood. Netop som det virkede som om, det var stadfæstet ved lov et sted i Hollywood og omegn, at romantiske komedier skal handle om to mennesker, der ikke kan holde hinanden ud i starten, men som ender med at blive forelskede, serverer 'Helt sikkert ... måske' en anderledes formel, der giver historien og romancen mulighed for at udfolde sig på uforudsigelige måder. Og her siger jeg udtrykkeligt 'mulighed for' at udfolde sig uforudsigeligt. Det er nemlig begrænset hvor uforudsigeligt instruktøren Adam Brooks drejer historien.
Det lettere geniale
Men idéen er altså helt fin. En mand, Will, der er ved at blive skilt fra sin kone, passer sin begavede og videbegærlige og også lidt irriterende datter, Maya. Hun vil ikke have en almindelig godnathistiorie, hun vil have at vide hvorfor hendes far og mor skal skilles og hvorfor de overhovedet fandt sammen, når nu de åbenbart ikke kan lide hinanden alligevel. Sådan nogle spørgsmål stiller ethvert barn jo til sine forældre. Men det smarte, ja lettere geniale i den her sammenhæng er, at Will giver op og indvilliger i at fortælle hele den komplicerede historie om hvordan han og Mayas mor fandt sammen efter at faderen havde kærestet og flirtet med tre kvinder. Dermed får filmen nemlig muligheden for at forsøge at forklare kærlighedens logik for et barn, og som bekendt har kærligheden en kemi, der er umulig at nedfælde i en lov. Den finder sig egen logik, der overhovedet ikke er spor logisk. Datteren Maya har ikke en chance for at forstå hvorfor hendes far valgte lige netop den kvinde som mor - og det er netop et fantastisk udgangspunkt for komik.
Talestrøm om tissemænd
Et pænt stykke henad vejen går det også helt fint. Det er fx en times seksualundervisning, der sætter gang i alle de store spørgsmål hos Maya. Da faderen dukker op på skolen for at hente Maya, møder hun ham med de alvorlige og voksne ord 'Vi skal tale sammen'. Og på vej serverer hun en lang talestrøm om tissemænd, der kastes ind i tissekoner, og om hvordan den slags tekniske detaljer hænger sammen med at nogle børn kan være 'et uheld'. Det er uomtvisteligt komik på et både morsomt og tankevækkende plan.
Voksenlivets mærkeligheder
Netop her, hvor 'Helt sikkert ... måske' holder sig til at forsøge at servere voksenlivets mærkeligheder og kompleksiteter, fungerer den storartet. Men undervejs beslutter Adam Brookes sig for, at 'Helt sikkert ... måske' jo skal være en voksenfilm. Ikke nogen romantik i børnehøjde her. Og så bliver Maya kørt længere og længere ud på et sidespor, helt derud, hvor hun ikke længere stiller sjove spørgsmål, men hvor hun bliver hun bliver - undskyld udtrykket - misbrugt som det stakkels offer for to voksne mennesker, der ikke kan finde ud af kærlighedens kemi sammen.
Forråder sit udgangspunkt
Efterhånden forråder filmen sit udgangspunkt. Tilsidst fortæller den os endda, at kærligheden har både logik og regler og at den stakkels Will selvfølgelig skulle have giftet sig med den anden af sine tre flammer. Det kunne enhver jo se, især Maya, men altså ikke Will.
Dermed ender 'Helt sikkert ... måske' alligevel med at ligne en forudsigeligt romantisk komedie fra Hollywood, men også kun næsten. Og det er det næsten, der gør det så svært at vurdere om 'Helt sikkert ... måske' er en god film eller ej.