High School Musical 3

Fornemt koreograferet eskapisme

Anmeldt af Nina Rydahl Andersen

Ræk ud efter stjernerne, du kan blive lige det du vil, og vær tro mod dig selv. Sådan synger eleverne i det verdensomspændende fænomen High School Musical. Og selvom den slags floskler er lette at afvise som tomme køleskabsmagnetbudskaber, så er de faktisk utrolig forfriskende i en tid hvor de fleste andre unge skildres som intrigante sexmaskiner, der dulmer deres weltschmerz med alkohol og designertøj. Fænomenet 'High School Musical' startede i 2006 som en TV-film på Disneys egen TV-kanal med et relativt beskedent budget. Men filmens aseksuelle teenageromantik og sunde positivisme fik hurtigt tag i de købekraftige tweens, altså børn mellem 8 og 12 år, og den har vist sig at være en guldåre, der sprøjter med soundtracks, merchandise, videospil, amatørteater versioner, koncerturnéer og High School Musical on ice. Og altså nu en rigtig biograffilm. Det er fjerde og dermed sidste gymnasieår, senior year, for de ca. 18-årige Disney-figurer i 'High School Musical 3'. Og så er handlingsrammen sådan set allerede konstrueret, for det er det år hvor man skal afslutte sin eksamen, finde ud af hvilket universitet man skal studere videre på, og ikke mindst hvem man skal tage med til det store afgangsbal, the prom.

Aseksualitet og bibelvers
Filmen har samme rollebesætning som i dens to forgængere. Hovedpersonen Troy Bolton er en all american high school helt med hvide T-shirts og endnu hvidere tænder. En kastreret og betydeligt yngre version af John Travolta i 'Grease' eller Patrick Swayze i 'Dirty Dancing'.
Hans kæreste Gabriella er en intelligent og altid smilende stræbertype af ubestemmelig etnicitet. I modsætning til netop 'Grease' eller 'Dirty Dancing' er High School Musical blottet for seksualitet. Troy og Gabriella har underliv som de anatomisk ukorrekte Ken og Barbiedukker og selvom de et par gange er tæt på et kys, så lykkes det dem først at kysse hinanden ordentligt hen mod filmens slutning. Og det er derfor at filmen er blevet så populær i de kristne områder af USA, hvor mange kirker arrangerer biografbesøget som en studietur for de seksuelt afholdende unge hvor de bagefter kan diskutere filmens temaer i sammenhæng med bibelvers.

Popcorn og confetti 
'High School Musical' foregår på East High. En tidslomme af en skole hvor der ganske vist er kliker, men der er ingen sex, stoffer eller racespændinger. 
I modsætning til sin forfader 'Grease', så er 'High School Musical' altså ikke en ungdomsfilm. Hele universet er markedsført til børn. For eksempel så fejres basketballtrofæet med en fest der flyder med popcorn og confetti, hvor der danses conga ind og ud mellem smilende forældre og alle er høje på kammeratskab og sammenhold.

Dans i særklasse
Filmens historie indeholder ingen synderlige konflikter eller drama. Der er forventninger der skal indfris og valg der skal træffes men ellers, er der ingen rigtige brydninger. Derfor er dramaturgien bundet op på de overdådige dansenumre som bærer handlingen en smule videre.
Og de er drysset ud over filmen med en meget rund hånd. De to første TVfilm har ikke haft nær så meget plads at udfolde sig på, så denne gang er der skruet helt op for konfettikanonerne og technicolormaskinen.
De meget fornemt koreograferede dansenumrene er klart filmens allerstærkeste kendetegn, og det er heldigt da de unge high school helte tydeligvis har tilbragt mange flere år i danselokalet end til skuespilstimerne.

Det amerikanske glansbillede
High School Musical er overgearet og overoptimistisk og overdrevent farverig. Man kan forestille sig at mange socialrealistiske europæiske forældre vil være mistænksomme overfor en så ørehængende salgstale for den amerikanske drøm.
Men filmen strutter af kernesunde budskaber som kun i meget sjældne tilfælde vil kunne være skadende.
Der er naturligvis budskabet om at man kan blive lige det man har lyst til, som går igen i ikke så få af sangteksterne, men som også bliver gjort mere end tydeligt da en af filmens afroamerikanske sidekicks erklærer at hendes drøm er at blive den næste amerikanske præsident. Sådan.

Rækker ud efter stjernerne
Et andet af filmens vigtige temaer er også en gammel kending fra de amerikanske high school film: nemlig at man skal være sig selv og ikke lade sig påvirke af andres meninger og forventninger. Og I den ånd bliver jeg nødt til at sige at: jeg er helt vild med denne her film.
Jeg er elsker det amerikanske glansbillede og dets glade glade soundtrack, som jeg dansede ud af biografen og lige ind i pladeforretningen for at købe. Selvom jeg ellers er en kynisk velinformeret europæer i gråt tøj så elsker jeg at svælge i det glitrende håb og optimisme fra Mulighedernes Land. Og bare i to timer kan jeg komme med til det prom og det pep rally som min socialdemokratiske velfærdsdanske uddannelsesinstitution aldrig afholdt. I to timer kan jeg lade mig skamløst underholde i den amerikanske drømmeverden hvor det er okay at være en stræber der rækker ud efter stjernerne.