Himlens hjerte
Passionen og Trygheden
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det er ikke nemt at lave film, hvis nogen skulle være i tvivl. Først skal man finde på en god idé. Så skal man skrive et godt manuskript. Derefter skal man overbevise nogle mennesker med en stor pengekasse om at manuskriptet er værd at sætte billeder på, og er man så heldig at nå forbi det punkt, skal man bagefter overbevise et helt filmhold om, at man har en klar idé med filmen og at den idé er værd at slås som vanvittig for.
Fælder og faldgruber
Det er en ren ørkenvandring, fuld af fælder og faldgruber, og med det i mente, er det sådan set ikke så sært, at en rigtig stor del af de film, der ankommer i de danske biografer, virker lidt løse og ubeslutsomme i det, som om nogen, et eller andet sted, har tvivlet på projektet eller som om flere stemmer har blandet sig og trukket filmen i forskellige retninger.
Derfor er det lidt af en åbenbaring at se 'Himlens hjerte', den nye film af danske Simon Staho. Her er nemlig en usædvanlig stramt komponeret film, der aldrig virker i tvivl om hvor den vil hen og aldrig spilder tiden på svinkeærinder eller dramaturgiske krumspring. Den føjer ikke lidt ekstra lir eller ekstra scener på for at lefle på publikum. Den serverer sine 90 minutter stramt og kontant og endda så planlagt, at der ikke har været plads til improvisationer eller frit råderum for skuespillerne.
Rutine og logistik
Simon Stahos mål er at fortælle en historie om to midaldrende ægtepar, der kæmper med de indeklemte følelser, der nødvendigvis må opstå, når et ægteskab er blevet rutine og logistik, og når den gnist og passion, som det hele startede med, virker fraværende. Og Staho fraviger aldrig fra det mål. Han vil til bunds i de forhold. Han vil krænge dem ud og lægge dem nøgne for os. Fandme vil han så ...
Sexet servitrice
Staho begynder at dissekere de to forhold ved et lille hyggeligt middagsselskab. Allerede fra starten er det klart, at noget er galt. Kvinden i det ene forhold, Ann, forklarer veninden, at de kom sent ud af døren fordi hendes mand havde lyst til at sex og det endte i et skænderi. Og i stuen ved siden af fortæller kvindens mand, Ulf, at han have lyst til spontan sex, og at Anns generelle manglende lyst har fået ham til at spekulere i at flirte med en sexet servitrice, han mødte under deres ferie i Toscana sidste sommer.
Gammel, ynkelig gris
Senere ved bordet fortæller den mandlige vært, lægen Lars, om en kollega, der har forladt kone og to børn til fordel for en ung og smuk patient, der endte med at blive hans elskerinde. Alle i selska-bet latterliggør kollegaen som en gammel, ynkelig gris - indtil Susanne, Lars' kone, pludselig kaster sig ud i en forsvarstale for manden, der genfandt passionen og ofrede alt for den. Hun misunder faktisk manden den passion. Det forstår Lars ikke noget af. Han er chokeret over at hans kone kan støtte en mand, der smider alt, hvad han har opbygget sammen med sin kone gennem så mange år. Hvor er respekten? Hvor er troskaben? Hvor er lysten til bare at nyde livets rolige rytme sammen?
Gnist og passion
Men noget er blevet vakt i Lars. Han er chokeret, han er ked af det, han kan ikke kende sin kone igen. Og under et besøg hos Ann bryder han sammen i gråd. Hun trøster ham og pludselig finder de sammen i sengen. De finder ikke bare sammen, de finder sammen den gnist og passion, som de begge havde afskrevet ved middagsselskabet, og som Lars' kone, Susanne, havde beundret. Nu er hun pludselig selv offer for den.
Stramt komponeret kammerspil
Sådan bliver rollerne pludselig vendt rundt i det her lille, stramt komponerede kammerspil, hvor tankevækkende betragtninger om parfoldets komplekse væsen bliver kastet i grams - uden at det ødelægger troværdigheden eller hverdagsrealismen i dialogen. Fx føjer det nogle skarpe sider til forholdet mellem Ann og Ulf, at Ulf altid har drømt om at få børn mens Ann slet ikke kan forlige sig med tanken. 'Få dig en hund', siger hun til Ulf. Umiddelbart er det Ulf, der lider under ikke at kunne få børn med Ann. Men det er mere komplekst end som så. Som Ann konstaterer overfor Lars, er det simpelthen ikke tilladt for en kvinde i vores moderne civilisation at sige, at man ikke vil have børn.
Scener fra et ægteskab
Simon Staho lykkes altså i høj grad med sit forehavende i 'Himlens hjerte' der kan minde endda temmelig meget om Ingmar Bergmans klassiske 'Scener fra et ægteskab' fra 1973. Det er i sig selv et umuligt projekt at pille et parforhold fra hinanden og fremvise essensen i dets skrøbelige natur. Det er altfor et komplekst emne at beskrive. Men det lykkes så afgjort Staho at præsentere nogle tankevækkende og undskyld udtrykket, underholdende, betragtninger om misforholdet mellem Passionen og Trygheden, to sider at parforholdet, som altid skal være til stede, men som altid må kæmpe om at finde en form for balance.