I Have Never Forgotten You

Tre øjeblikke af magi

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der opstår tre øjeblikke af meget stor, næsten magisk styrke undervejs i dokumentarfilmen, 'I Have Never ForgottenYou'. Det er alle tre øjeblikke af den slags, hvor noget, der virker uforståeligt og helt igennem ubegribeligt pludselig står lysende klart. Kort efter er fornemmelsen af at forstå det uforståelige forduftet igen, men lige i øjeblikket opstår magien i 'I Have Never Forgotten You' - ganske pludseligt.

Pint og plaget
Alle tre øjeblikke indtræffer sidst i filmen, efter et langt og grundigt indblik i nazijægeren Simon Wiesenthals liv. På et tidspunkt bliver Simon Wiesenthal igen spurgt hvorfor han dog bliver ved med at lede efter gamle tyske nazister, der har pint og plaget og henrettet jøder, sigøjner, kommunister eller homoseksuelle. Hvorfor stopper han ikke når der er gået så mange år? Hvorfor bliver han ved med at rode i de gamle sår? Hvorfor lader han dem ikke hele? Og et sted i Simon Wiesenthals stædige svar kan man pludselig fornemme den rædselsfulde fornemmelse de overlevene jøder i koncentrationslejrene må have siddet tilbage med, den uafrystelige fornemmelse af at nogen, ikke bare få, men rigtig mange, et stort, civiliseret land endda, har forsøgt at systematisk fjerne et helt folk og en hel kultur fra jorden.
Uanset hvor mange billeder af radmagre lig stablet i bunker i de tyske koncentrationslejre, man kan studere og granske, er det meget svært at forstå hvad der foregik i de tyske koncentrationslejre, at al den rædsel virkelig har fundet sted, men netop som gamle Simon Wiesenthal leverer sit svar i 'I Have Never Forgotten You' virker rædslen pludselig håndgribelige og forståelig.

Morder! Morder!
Det andet magiske øjeblik i 'I Have Never Forgotten You' indtræffer kort efter, i nogle gamle tv-optagelser fra 1970'erne eller 80'erne. Her bliver Wiesenthal interviewet på scenen i en gammel teatersal, og med tårer i øjnene fortæller den gamle mand om sine oplevelser, sine minder fra koncentrationslejrene og sin kamp for at få bødlerne straffet for deres ugerninger. Pludselig, ud af ingenting, råber nogen 'Morder! Morder!' Løbesedler hvirvler gennem luften i salen mens tv-kameraerne leder efter de mennesker, der pludselig har afbrudt den ærværdige ro, oppe på salens balkoner. Det uforglemmelige i den her lille tv-optagelse er Simon Wisenthals ansigt. Med gråd i øjnene og en klump i halsen kigger han overrasket op, i retning af direkte efterkommere af sine gamle bødler, i retning af nogle af de tilsyneladende temmelig mange østrigere, der mener at Simon Wiesenthal han gjort mere skade end gavn ved at blive ved med at pille i nogle gamle sår, og straffet børn og børnebørn for noget, som deres forældre har gjort for mange, mange år siden. Der er noget umådeligt skræmmende og chokerende ved at se den lille, martrede mand, som har kæmpet et halvt liv for at opleve noget, som bare tilnærmelsesvis minder om retfærdighed, stå ansigt til ansigt med selve fjenden igen. Det gamle ansigt, der forbavset spejder op mod balkonerne er svært at glemme igen.

Bundsjofle vittigheder
Det tredie øjeblik af stor magi i 'I Have Never Forgotten You' ligger også sidst i filmen.  Det er fuldt ud lige så overraskende som de to andre. Pludselig, ud af ingenting, får vi at vide at Simon Wiesenthal, den her lille mand, der forblev en omvandrende mindesten over jødeforfølgelsen, elskede at grine og fortælle vittigheder. Han var så glad for vittigheder, at han slet ikke kunne lade være med selv at grine mens han fortalte dem. Ofte gik han ind til sine medarbejdere på sit gravalvorlige nazijægerkontor og fortale dem vittigheder, og som en af sekretærerne i filmen fortæller, så forstod hun ikke altid vittighederne. Han skulle nok have fortalt dem til en mand, som hun siger. Billedet er helt vidunderligt i sin skærende kontrast. En gammel mand, der bærer et helt folks uendelige, evige lidelser på sine skuldre, er ved at knække sammen af grin over platte og bundsjofle vittigheder.

Spænder ben for sig selv
Alle de tre øjeblikke er hele 'I Have Never Forgotten You' værd. De er så stærke på hver sin måde, at man næsten glemmer, hvor svag en dokumentarfilm 'I Have Never Forgotten You' også er. Filmen fortæller os ikke noget nyt om Simon Wiesenthal, den prøver ikke engang på det, ja, den forsøger ikke engang at finde en ny og overraskende indgang til den berømte nazijæger. Den fortæller om hans liv og hans bedrifter, så klassisk og gammeldags som man overhovedet kan gøre det, og uanset at filmen leger lidt med computertricks, er der ingen nye idéer i dens formsprog. Filmen har kun det ene mål at løfte Wiesenthal op til den helt og helgen, han hele sit liv frabad sig at blive. Kanoniseringen er ganske forståelig eftersom Wiesenthals bedrifter er helt igennem enestående, men i al sin hellighed ender også med at spænde ben for sig selv. Instruktøren Richard Trank er så fuld af beundring for Wiesenthal at han undervejs præsenterer mennesker, som Wiesenthal aldrig fik dømt, som krigsforbrydere. Her er filmen et godt stykke ude på den forkerte side af den retssikkerhed og moral, Wiesenthal kæmpede så hårdt for.
Sagt lidt ubehøvlet, er det ikke Richard Tranks skyld, at 'I Have Never Forgotten You' er en stærk og uforglemmelig film med tre magiske øjeblikke. Han leverer ikke selv noget uforglemmeligt til filmen. Det uforglemmelige skyldes udelukkende de gamle vidnesbyrd om Simon Wiesenthals bedrifter, som filmen giver videre.