Import/Export

Fornedrelsen skal kunne mærkes

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er et mærkeligt paradoks, der lurer i kernen af den østrigske instruktør Ulrich Seidls film. Umiddelbart ser det ud som om Seidl elsker at svælge i menneskelig fornedrelse, som om han elsker at ta' mennesker, der i forvejen ligger ned, og udsætte dem for så store ydmygelser, at de knap er i stand til at rejse sig igen.

Pengenes magt
Se fx den unge prostituerede østeuropæiske kvinde sidst i Ulrich Seidls nyeste film, 'Import/Export'. Hun arbejder på et lurvet diskotek på et hotel og bliver en aften samlet op af to østrigere, en bumset mand midt i 40'erne og hans unge ven på et par og tyve. Den bumsede mand finder hurtigt på ydmygende lege, såsom at lade den unge kvinde sidde på gulvet med sin bare numre i vejret i adskillige minutter, bare fordi han kan. 'Se hvilken magt penge har', griner han til sin unge ven, der mest af alt har lyst til at stikke af fra det
hele. Og den trang bliver ikke mindre da den bumsede østriger befaler den unge kvinde at kravle nøgen rundt på gulvet og sige vov som en hund.

Vuf!
Naturligvis er det mest af alt den bumsede østri-ger, der bliver udstillet i den her scene. Kun et meget lille menneske kan hygge sig med at lade en fattig prostitueret, der ryster af skræk, kravle rundt på alle fire og sige 'vuf'. Men samtidig er scenen så direkte og kontant, at det er svært at afgøre om instruktøren Ulrich Seidl selv hygger sig med at udlevere de to, eller tre, stakkels mennesker.

Hårdfør nattevagt
På samme måde er det med den unge østriger, der har lyst til at stikke af fra hotelværelset. I starten af 'Import/Export' ta'r han på et kursus for at lære at blive en hårdfør nattevagt. Allerede her står det ganske klart, at den unge mand ikke er af den type, der kommer til at styre den her verden. Han ser ualmindelig komisk ud i sit forsøg på at virke sej og smart, og da han senere i filmen slæber sin kamphund med på besøg hos kæresten, der flygter ud på sin altan af angst for bæstet, bliver det slået fast, at han på ingen måde er nogen stor begavelse. Og helt galt går det for ham, da han får arbejde som nattevagt og en aften bliver overfaldet af en flok bøller i en parkeringskælder. Så meget for den seje nattevagt.

 Den stakkels unge mand er en typisk Ulrich Seidl-figur, sådan som vi også så dem i hans forri-ge film, 'Hundedage'. Han bliver trampet så efter-trykkeligt ned i skidtet, at det er umuligt ikke at grine. Hans fald fra megasej nattevagt-aspirant til ynkeligt voldsoffer i underbukser i en parkerings-kælder er ganske enkelt en lattervækkende kon-trast.
 Men griner Ulrich Seidl med? Eller er han bare klar over, at gammeldags medlidenhed ikke er nok til at skabe en dramatisk effekt i vore da-ge? Ved han, at der skal mere på bordet, at der skal en overdrivelse, et grotesk grin eller måske endda et chok til, at publikum i princippet skal vri-des lige så meget ud af deres faste rammer, som de personer, Seidl skiller?
 De spørgsmål dukker også op i forbindelse med 'Import/Export's anden hovedrolle, en ung ukrainsk kvinde, der tjener sin usle hyre som sy-geplejerske på et nedslidt hospital, hvor småbørn bliver indlagt med alvorlige lungesygdomme på grund af den tunge industri i området.

Finger i endetarm
Det er ikke et job for sarte mennesker, og den ung ukrainer forsøger i stedet at tjene ordentlige penge til en bedre tilværelse ved at smide tøjet på en særlig hjemmeside, hvor tyske og østrigske mænd betaler for at se ukrainske piger smide tøjet og gør ting og sager ved sig selv på bestilling. Men eftersom den ukrainske pige kun kan meget få tyske gloser, går det helt galt, da en kortluntet østrigsk mand på rimelig bestemt vis opfordrer hende til et placere en finger i sin endetarm.

Udover grænsen for det komiske
Herefter rejser den unge ukrainske kvinde til Østrig for at prøve lykken, hvorved hun krydser veje med den stakkels unge nattevagt, der nu kører østeuropa tyndt for at finde gamle flippermaskiner, som kan sælges i vesten. Ingen af dem har synderligt held med deres karrierer. Ingen af dem har synderligt held med nogetsomhelst. De er typiske Ulrich Seidl-figurer. Men griner Seidl af dem? Hygger han sig med at træde dem ned i mudderet på så grotesk vis, at vi er ude over grænsen for det komiske?

Menneskelig fornedrelse
Det er præcis de spørgsmål, der gør den 55-årige Seidl til så fascinerende og usædvanlig en filminstruktør. Hans film ligner ikke noget an-det. Man kan sagtens anklage ham for at gøre menneskelig fornedrelse til et kunstnerisk udtryk, ja til en æstetik, men samtidig kommer man ikke uden om at hans brug af menneskelig fornedrelse gør et langt stærkere indtryk end hvis han havde benyttet sig af klassisk humanistisk socialrealisme à la britiske Ken Loach.
Fornedrelsen af mennesker i en globaliseret verden vil utvivlsomt fortsætte trods Ulrich Seidls film, men med 'Import/Export' har han ihvertfald skabt en film, der fornedrelsen så håndgribelig, at man kan mærke den.