In Bruges

Når film griner sig selv ihjel

Anmeldt af Per Juul Carlsen

På et tidspunkt har det garanteret lignet en knaldsjov og rigtig overraskende idé. Hvad sker der hvis man ta'r to bøvede smågangstere og placerer dem i de smukkeste, mest beroligende, pittoreske turistomgivelser? Hvad sker der med en afslappet og rutineret gangster, der er lige nøjagtig ubegavet nok til at rode sig ud i alvorlige problemer i en idyllisk turistby? Og hvad sker der med hans yngre, koleriske og kværulerende makker, der er alt for rastløs til at drysse stille rundt i ren idyl?

Original kulisse
Det er en sjov idé. Men undervejs er et eller andet gået galt. Det er som om instruktøren Martin McDonagh alligevel ikke har fundet ud af hvad han skulle op med den her spøjse konstruktion. Filmen mister mere og mere grebet om sin oprindelige idé og bliver til en ren parodi på gangstergenren, fuld af tynde begrundelser for at lade folk banke løs eller skyde på hinanden midt i turistidyllen. Den belgiske by, Brugge, der i Belgien hedder Bruges, er med sine gamle kanaler og middelalderhuse en original og spændende kulisse til en film, men ret meget længere end til at finde originale og spændende kulisser kommer Martin McDonagh og 'In Bruges' aldrig.

Humor får overtaget
Det går galt, da Martin McDonagh beslutter sig for at humoren og parodien skal have overtaget i historien. Indtil da er filmen blevet drevet frem af publikums nysgerrighed, såsom det indlysende spørgsmål, hvorfor skal de to gangstere, Ray og Ken, egentlig placeres i Brugge? Det får vi hurtigt et svar på. Under en opgave, hvor en præst skal likvideres, har Ray været så uheldig også at aflive en messedreng, der stod det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Følelseskolde gangstere
Heller ikke følelseskolde gangstere bryder sig om døde børn. Altså sender gangsterbossen Ray ud af landet. Hvorfor Ken skal med, får vi først at vide senere i filmen. Indtil da er filmens lidt trættende omdrejningspunkt, at Ken gerne vil på sightseeing i Brugges smukke omgivelser mens unge, koleriske Ray hader byen lige fra starten af.

Smuk belgier
Det hjælper dog lidt på Rays humør da han støder ind i den smukke belgier, Chlöe. Hun og hendes ven forsøger ganske vist at franarre Ray hans penge, men da hun skynder sig at sige undskyld, fortsætter den kejtede romance. Her omkring går filmen i stå. Det begynder at blive alt for klart, at instruktør Martin McDonagh og 'In Bruges' ikke har meget andet på hjerte end at parodiere gangstergenren og køre den ud på et overdrev, hvor der bliver sagt fuck hvert andet sekund og banket løs på mere eller mindre tilfældige mennesker med en humoristisk bagtanke.

Blodigt trekantsdrama
Men så sker der heldigvis noget. Ray og Kens meget bandende chef giver Ken ordre til at aflive sin makker og gode ven, Ray. At myrde et barn er simpelthen en utilgivelig fejltagelse ifølge chefen.Ken har ikke den store lyst til at skyde Ray ned og så er der lagt op til et blodigt trekantsdrama med Brugge som smuk kulisse. Spændende bliver det imidlertid aldrig. På det tidspunkt har den parodi-ske humor og gangsterklovnerierne forlængst fået overtaget.

Griner sig selv ihjel
Skuespillet er såmænd udmærket og 'In Bruges' er smukt og elegant filmet hele vejen igennem, men filmen ender som et eksempel på en specialitet englænderne har dyrket i en række år, den hårdkogte gangsterparodi, i stil med filmen 'Lock, Stock and Two Smoking Barrels', der blev instrueret af Madonas senere mand, Guy Ritchie, i 1998. Herhjemme har Lasse Spang Olsen også hygget sig med at udstille gangsterfilmenes klichéer i film som 'Gamle mænd i nye biler' og 'De gode strømer'.
Det kan være ganske sjovt at se på, men det kræver stadig at filmen har en stram pointe og ikke bare én rigtig god idé, som 'In Bruges', men også stærke og levende figurer, en pæn samling gode og effektfulde gimmicks, der kan spredes ud over filmen og ikke mindst en vis alvor, som gør at filmen ikke ender med at grine sig selv ihjel.