In the Valley of Elah

En rigtig unhappy end

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Her i Europa har vi altid gjort nar af Hollywoods trang til at fortælle stort opsatte melodramaer, der altid lander på en eller anden form for lykkelig slutning, så ingen bliver kede af det og mister lysten til at gå i biografen igen. Faktisk har vi gjort det i så lang tid, at vi opfatter Hollywoods hang til happy ends som en ganske gemen sandhed.

Tjek statistikken
Men hvis vi nu gør os den ulejlighed at tjekke statistikken igennem, opdager vi lige pludselig, at fordommene slet ikke holder. At romantiske komedier og komedier i almindelighed slutter med opadgående toner, er der ikke noget mærkeligt i. Det ligger ligesom i filmenes natur, Men hvis man ser nærmere på de amerikanske thrillere, der har haft premiere inden for de seneste måneder, som fx 'Untraceable', 'Street Kings' og 'Cleaner' er det svært at få øje på det opmuntrende i slutningerne. Det er til gengæld ganske lige til i gyseren 'The Eye', som så, sjovt nok, bygger trofast på en gammel Hong Kong-gyser.

Desillusionerede slutninger
De to deciderede feel good-film 'Nu eller aldrig' og 'National Treasure 2', slutter naturligvis godt, men det bliver til gengæld rigt opvejet af de mørke og desillusionerede slutninger i film 'No Country for Old Men', 'There Will Be Blood' og 'Into the Wild' og ikke mindst den helt igennem kulsorte slutning i gyseren 'The Mist'. Af de Hollywood-film, der har haft premiere i 2008 tipper vægten helt klart i retning af de triste og desillusionerede slutninger.
Det regnskab får endnu et skub mod den mørke side af den nye thriller, 'In the Valley of Elah'. Den forsøger nemlig at vise hvad der sker med unge mænd, der bliver sendt afsted for at slå andre mennesker ihjel i et land, de ikke kender, og i en kultur, de ikke forstår. Filmen, der bygger på en sandfærdig historie, naturligvis, har hentet sin titel fra den gammeltestamentelige historie om lille David, der går i kamp mod kæmpen Goliath i dalen Elah i det nuværende Israel, og vinder kampen slået takket være sin snilde og frygtløshed. Det er sådan et billede, amerikanerne elsker at klistre på deres unge soldater - store drenge, der frygtløst tager kampen op mod en magtfuld og farlig fjende.

Ikke koldblodige
Men 'In the Valley of Elah' understreger netop, at de unge soldater ikke er David'er. De er ikke frygtløse. De er ikke koldblodige. De er ikke snilde. De er angste som bare fanden, og skyder hellere et par uskyldige irakere eller to bare for at føle sig lidt tryggere.
Det opdager den gamle eks-soldat, Hank Deerfield, lige så stille, da han drager afsted for at finde ud af hvad der skete, da hans søn pludselig forsvandt efter at være kommet hjem fra tjeneste i Irak. Han gennemtjekker de billeder, sønnen Mike har sendt hjem fra Irak. Han kigger de film igennem, der ligger på sønnens mobiltelefon. Han besøger basen, hvor sønnen Mike boede, og taler med hans overordnede og soldaterkammerater. Der går ikke lang tid før Hank Deeerfield indser, at hans søn ikke var nogen mønstersoldat, bare en soldat som alle andre. Han tog stoffer, besøgte stripbarer, købte ydelser af prostituerede, rodede sig gerne ud i slagsmål uden nogen særlig grund og holdt sig ikke tilbage for at overfalde en stripper på arbejde.

Ingen feel good-film
At 'In the Valley of Elah' ikke er nogen feel good-film bliver klart allerede en trediedel inde i filmen. Da finder politiet nemlig liget af Hanks søn, og hans død har helt åbenlyst ikke været et uheld. Hans krop er skåret i adskillige stykker og hver en stump er blevet ristet og brændt af. Umiddelbart lyder den mest oplagte forklaring, at Mike er blevet straffet af mexicanske gangstere, der var utilfredse med Mikes handelsmetoder, men mordet peger hurtigt i en helt anden retning. Og undervejs ændrer den gamle soldat, Hank, fuldstændig som opfattelse af den amerikanske hær og dens ædle, heltemodige soldater. Det er ikke helte, der vender hjem fra tjeneste i Irak, det er nervevrag og psykopater, der kan brænde sammen nårsomhelst.

Trist og logisk slutning
Det billede tegner instruktøren og manuskriptforfatteren Paul Haggis gennem en klassisk thriller, hvor Hank som en anden detektiv sammensætter puslespillet omkring sin søns død. Der bliver brugt unødvendige klichéer som renhjertede betjente kontra korrupte betjente og stivnakkede officerer i den amerikanske hær, men alt i alt har Paul Haggis sammensat en thriller med en overraskende pointe og en antikrigsfilm, der ikke forsøger at tegne det store billede af krigshelvedet, men fortæller det gennem to menneskers oplevelser. Det er en langt mere ren og brugbar film end hans skingre og fordomsfulde forsøg på at beskrive raceforskelle i USA i forgængeren 'Crash'. Og det er en film med en udgang, der er ligeså trist som den er logisk.