Ind i vildmarken

Er rensende brusebad

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Når fans af den amerikanske forfattere Jack Keroauc taler om hans berømte bog 'Vejene', fabler de altid om bogens særlige evne til at gribe én og sætte læseren i en euforisk tilstand af eventyr, en ustyrlig trang til at smide alt, hoppe ind i en bil, en bus eller et tog og udforske verden. Det var den følelse, der inspirerede millioner af mennesker og gjorde Jack Kerouacs 'Vejene' eller 'On the Road', som den hed på Kerouacs eget sprog, til en af de vigtigste bøger for ungdomsoprøret og hippiebevægelsen i 60'erne. Den euforiske eventyrlyst dukker også op i Sean Penns nye film, 'Ind i vildmarken' - ja, mere end det, den eufori er den drivende kraft i filmen. Det er den, der holder alle 149 minutter sammen, og den, der giver filmen en brusende fornemmelse af at suge hele verden til sig for hver gang, man trækker vejret. Det er takket være den eufori, at den 2 1/2 time lange film aldrig virker for lang, selvom handlingstråden i filmen er ganske enkel.

Velhavende og veluddannet
Det er uden tvivl et helt bevidst valg fra Sean Penns side. Han kunne have valgt bare at fortælle historien om en kuldsejlet og småtosset ung mand, der valgte at forlade sin velhavende og veluddannede familie uden et ord, forlade sin bil, brænde sine penge, tage sig en ny identitet og rejse rundt i det vestlige USA. Han kunne have valgt at fokusere på det helt jordbundne i den virkelige historie om Chris McCandless, han kunne have fokuseret på det voldsomme familieopgør, der ligger til grund for McCandless flugt fra familien, på alle forældrenes skænderier, på deres ublu jagt på karriere og status, deres konstante ønske om at være en del af samfundets store samlebånd, men istedet har Sean Penn fokuseret på Chris store dannelsesrejse, hans eventyrtrang, og forsøgt at gengive den både svulmende og skræmmende fornemmelse Chris' må have haft i sig, mens han rejste USA tynd for så godt som ingen penge.

Intens og engageret
Og det gør Penn mere end overbevisende - ikke mindst takket være det intense og engagerede skuespil af Emile Hirsch i den store hovedrolle som Chris McCandless. Til at starte med ligner Chris en af de utallige unge rigmandssønner, der hader deres forældre for den konstante fokus på penge, status og uddannelse, og som bruger deres ungdomsår på at gøre oprør, indtil de selv falder til patten, og begynder at investere i aktier. Men Chris viser sig at være skabt af et helt særligt stof. Han vil slet ikke gøre oprør, han vil ud på det store eventyr, han vil genfødes, rense alt affaldet fra det store samlebåndssamfund ud af sjælen og finde det oprindelige menneske inden i sig.

Trækrammende hippie-kliché
Det lyder som en gammel, trækrammende hippie-kliché og det er lige hvad det er, men 'Ind i vildmarken' styrer langt uden om hadske og nemme udfald mod det etablerede samfund og langt uden om naiv peace, love & understanding-flip. Undervejs på sin rejse kommer Chris forbi det halvgamle hippiepar, Jan og Rainey, der drysser rundt på vejene i deres gamle, mangefarvede campingbus. Her havde det været rigtig nemt for Sean Penn enten at grine ad Jan og Rainey som klichéen om de evige hippier og det havde været ligeså nemt at beskrive dem som de evige frie fugle på landevejen. Istedet beskriver filmen dem tørt som et almindeligt ægtepar, der bare har fundet en anden levevis. De skændes og har deres problemer, og de mange år i campingbussen har ikke nødvendigvis givet dem en helt særlig livsvisdom. Jans voksne søn er stukket af fra sin familie og har ikke givet lyd fra sig i 2 år, og på et tidspunkt i filmen bryder Jan sammen med en klump i halsen fordi hun indset hvor meget Chris minder om hende selv, da hun var 20 og virkelige troede at verden kunne ændres til det bedre omkring hende.

Et rensende brusebad
Den sunde, nøgterne refleksion præger hele 'Ind i vildmarken' og det er filmens helt store bedrift, at den både er snusfornuftig og jordbundet samtidig med at den formår at videregive Chris' store appetit på eventyret. Ikke på noget tidspunkt er filmen fordømmende overfor nogen, selv forældrenes evindelig trang til status og karriere viser den forståelse for. Alle figurerne i filmen er i princippet ofre i en eller anden forstand, ofre for en menneskehed, der har afskåret sig fra sine rødder i naturen. Og at følge Chris McCandless på hans hidsige, umættelige trang til eventyr i 'Ind i vildmarken' er på sin vis som at tage et rensende brusebad, at hoppe af det samlebånd, der triller afsted under os allesammen og suge frisk luft ind, blot i 149 minutter. 'Ind i vildmarken' er noget så forunderligt som en film, man kan blive inspireret af, som man kan varme sig ved, uanset at vi burde bliver skræmt fra vid og sans over dens udgangspunkt, at mennesket grundlæggende har mistet sin jordforbindelse og at langt de fleste mennesker ikke formår at lægge deres liv om. Det er en tragisk film, sprængfyldt med livsmod.