Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige

Kongerne af kvalitetsunderholdning

Anmeldt af Per Juul Carlsen

De næste små 6000 bogstaver er en hyldest til begrebet kvalitetsunderholdning. Det er ikke et fænomen, der bliver omtalt særlig tit, måske fordi det lyder som lidt af en selvmodsigelse i visse ører, at noget kan være underholdende og samtidig have en kvalitet. Men naturligvis kan noget det. Selvfølgelig kan en film, en bog eller et stykke musik være totalt blottet for dyb mening og meningsfuld alvor, og alligevel gøre et stort og uudsletteligt indtryk på de mennesker, der præsenteres for det.

Fascinerende univers
Der er adskillige eksempler på kvalitetsunderholdning indenfor enhver genre og ethvert medie, naturligvis også indenfor filmverdenen, fx serier som 'The Matrix', 'Stjernekrigen' og 'Ringenes Herre', omend nogen nok vil mene, at de kan grave dyb mening og meningsfuld alvor ud af alle tre serier, hvis de virkelig vil. Men det er ikke pointen med filmene. Pointen er at skabe et så fascinerende univers, at filmene ender hinsides den rene underholdning - og bliver til kvalitetsunderholdning.

Nederdrægtige nazister
Det er naturligvis her filmserien om Indiana Jones. Sjældent har noget været tænkt mere som kvalitetsunderholdning end historierne om super-arkæologen, der ikke alene kan læse mærkelige tegn på forlængst uddøde sprog, men også kan banke både nederdrægtige nazister, vrede arabere og skurkagtige russere ned. Indiana Jones kom til verden i 1981 som en hyldest til de gamle 4-forestillinger fra 1930'erne og 40'erne, hvor rene underholdningsfilm fuld af ramasjang og fis og ballade og virkelighedsflugt, blev vist side om side. Det var sådan Indiana Jones' fædre, George Lucas og Steven Spielberg, lærte at holde af film, og de oplevelser ville de sende videre til de yngre generationer, iklædt godt og lækkert filmhåndværk - kvalitetsunderholdning, simpelthen.

Ramasjang og fis og ballade
Den nye Indiana Jones-film, 'Krystalkraniets kongerige', der dukker op 19 år efter den tredie film om Indiana Jones, er også kvalitetsunderholdning. Det er gammeldags ramasjang og fis og ballade og virkelighedsflugt som bedstefar så det, da han var dreng, men naturligvis iklædt den fornemmelse for det spektakulære og banebrydende, som Spielberg og Lucas altid har stået for. 'Krystalkraniets kongerige' vælter med hæsblæsende og velorkestrede actionsekvenser, ofte iklædt den afvæbnende humor og det glimt i øjet, der er en væsentlig del af Indiana Jones' kvalitetsunderholdning.

Irina Spalko
Fx havner Indiana Jones i starten af filmen midt i en atomprøvesprængning, blot få sekunder før bomben fyres af. Hvad gør man så når man er snarrådige Indiana Jones? Jo, man kravler ind i et blyindfattet køleskab, så man bliver beskyttet mod strålerne og kan kastes flere kilometer gennem luften uden at komme noget til. Det har selvfølgelig ikke noget med virkeligheden at gøre, men sjovt og underholdende er det. Det samme kan man sige om hele plottet i 'Krystalkraniets kongerige'. Jagten går nemlig ind på et særligt aflangt krystalkranie, der ifølge en legende er blevet fjernet fra sin naturlige plads i det sagnomspundne rige, Eldorado - og den, der sætter kraniets tilbage på sin oprindelige plads, vil blive hersker over Eldorado.
 Det er jo sådan nogle historier, eventyr er skabt af, og således tager Indiana Jones afsted, akkompagneret af en ung mand, der viser sig at være hans søn, og med den farlige sovjetrussiske videnskabskvinde, Irina Spalko, konstant i hæle-ne.

Konspirationsteoretisk nonsens
Det er kvalitetsbevidst underholdning, skabt med alt hvad hjertet kan begære af moderne computereffekter og herligt højtravende konspirationsteoretisk nonsens om rumvæsener på jorden. Det betyder langtfra, at man ikke kan hive fejl og mangler frem af underholdningen. Først og fremmest har Lucas og Spielberg enorme problemer med at få opdateret deres arkæolog-helt, så han giver god mening idag. Siden den seneste Indiana Jones-film, 'Det sidste korstog' i 1989, har filmverdenen vrimlet med film, der har lånt fra og ladt sig kraftigt inspirere af Indiana Jones-stilen, lige fra Mumie-filmene over 'Ringenes Herre' og King kong's eventyr-univers til bestselleren 'Da Vinci-hysteriet' og den indlysende opdatering af skatte-jagtfilmene i National Treasure 1 og 2, hvor Nicho-las Cage som videnskabsmand render rundt og lø-ser mysterier i nutiden.

Action-hurlumhej
Her burde Lucas og Spielberg havde markeret sig skarpt og krævet at få førertrøjen igen, men de gør det ikke. De satser på, at det er nok bare at ligne de gamle Indiana Jones-film og smøre ekstra på med action-hurlumhej og vilde computer-effekter. Det går lige præcis ud over det, det ikke burde gå ud over, nemlig den humor og de sjove bifigurer, der altid har været en stor del af charmen ved Indiana Jones-universet.

Veltrimmede russere
Cate Blanchett er sjov som skurken Irina Spalko og John Hurt fungerer glimrende som en tosset videnskabsmand. Til gengæld bliver Shia LaBeoufs Indiana Jones Jr. ikke brugt til andet end bøvede vitser om at være far og søn og den ellers fremragende Ray Winstones rolle som en gammel ven af Indiana Jones, der pludselig går over til fjenden, er ubegribeligt dårligt tænkt.
Heldigvis har Harrison Ford ingen problemer med at rende rundt og slå store, veltrimmede russere ned trods sine 65 år. Man kan jo alligevel ikke påstå at Indiana Jones-universet nogensinde har bygget på realisme. Og når man skærer alle de store problemer, som Lucas og Spielberg har skabt for sig selv ved at være 19 år om at opdatere Indiana Jones - hvilket er alt for længe - fremstår 'Krystalkraniets Kongerige' som et helt igennem sobert stykke underholdning. Det vil ikke noget dybt og alvorligt, ikke andet end at underholde og tjene nogle penge hjem, og det gør det på kvalitetsbevidst vis.