Iron Man

Klassisk håndværk i Hi-tech-forklædning

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der er ikke noget himmelråbende genialt eller bare originalt ved actionfilmen 'Iron Man'. Der er ingen store overraskelser. Ingen spektakulære og overvældende teknologiske landvindinger. Ingen særlige eller opfindsomme nye fortælleformer.
'Iron Man' adskiller sig i det hele taget ikke synderligt fra den bølge af tegneseriefilmatiseringer, vi har set gennem de seneste 5-6 år med højtprofilerede og -polerede film om bl.a. Superman, Spiderman, Batman, X-Men og Hulk. Der er knap gået 3 minutter af filmen før enhver med lidt kendskab til superheltefilm har gennemskuet hvem skurken er. Og der ikke gået mere end 7 minutter før vi, publikummet, har gennemskuet hvem vores hovedperson vil gennemgå en højtflyvende romance med.

Alt er altså som det plejer i 'Iron Man' og alligevel er det en helt igennem fornøjelig og underholdende og vellavet tegneseriefilmatisering. Det er der flere grunde til. Filmen fortæller sin historie roligt og behersket, med økonomisk brug af de vilde effekter og med afvæbnende humor i de situationer, hvor actionfilm plejer at sætte trumf på. Men først og fremmest er hovedrollerne besat af dygtige skuespillere, der formår at få flere spændende lag frem i nogle ikke specielt opfindsomt tegnede figurer. Se bare hovedpersonen Tony Stark, en selvfed våbenproducent og supergenial opfinder, der udvikler fantastiske, epokegørende våben mens hans ligger i spritlage i selskab med smukke unge kvinder.

Tony Stark er sådan en type, der er nødt til at gå gennem en heftig udvikling i løbet af filmen. Ellers kan vi ikke holde ud at se på ham. Han er simpelthen for selvfed og for klam. Han er faktisk så selvfed og klam, at der skal et tre måneders ophold i en hule i Afghanistan i selskab med vrede taleban-krigere for at kurere ham. Men efter det ophold, hvor han opdager at taleban-krigerne render rundt og beskyder amerikanske soldater med våben, han selv har udviklet, ser Tony Stark lyset. Han vil ikke længere konstruere våben. Han vil nu bygge opfindelser, der gør godt istedet for ondt. Det meddeler han på et pressemøde efter sin hjemkomst - til stor irritation for sin næstkommanderende i firmaet, Obadiah Stane.

Det er hverken originalt tænkt eller spændende fundet på. Men takket være en dygtig skuespiller som Robert Downey jr., der kan servere sine sjove replikker, så de ikke overdøver alvoren i historien, forbliver figuren Tony Stark hele tiden interessant at følge. Man bliver ikke træt af ham, og selvom han ikke er nogen dyb personlighed formår han hele tiden at overraske.

Gwyneth Paltrow har ikke vanvittigt meget mere at lege med i rollen som Tony Starks søde sekretær, Pepper Potts. Enhver klaphat kan se, at hun føler noget særligt for sin chef, og at hun ikke bare er på arbejde når hun sørger for at hans liv hænger sammen, og bortset fra at Pepper Potts har fregner, smukt bølgende rødt hår, smukt stramtsiddende sorte spadseredragter og højhælede sko, er der ikke mange flere dybder i den karakter. Men med sin generte mimik og bløde stemmeføring, og nogle velskreven replikker, lykkes det faktisk Gwyneth Paltrow at føje mere liv og gods i Pepper Potts.

Det er det, der kendetegner 'Iron Man'. Det er simpelthen dygtigt håndværk, dygtigt skruet sammen, dygtigt spillet - ikke originalt, genialt eller epokegørende - bare dygtigt. Det samme gælder de scener, hvor Tony Stark optræder som sit alter ego, Iron Man, i sin hypersmarte kamprobot-påklædning. Enhver kan sige sig selv, at det ser spektakulært, ja, endda fedt og sejt ud når et menneske i kamprobot-kostume drøner gennem luften i overlydshastighed, og i 'Iron Man' ser det bare rigtig fedt og sejt og spektakulært ud. Det er simpelthen dygtigt lavet.

Men instruktøren Jon Favreau forfalder ikke til at forelske sig i at hvor fedt og sejt det ser ud når 'Iron Man' flyver. Han ved udmærket godt, at han skal tilbage til sine figurer, tilbage sine dygtige skuespillere og lade dem styre filmen sikkert i land. 'Iron Man' er altså en actionfilm, der ved hvor vigtigt det er at levere det sidste nye indenfor effekter og teknologisk isenkram, men den holder sig oprejst takket være de klassiske discipliner, fortælleteknik og skuespil.