Jar City

En brutal og grum rejse til Island

Anmeldt af Per Juul Carlsen

At se film er at rejse - at være et sted, man aldrig har været. Sådan er det ikke hver gang, bestemt ikke, men enhver, der har set fx Stanley Kubricks 'Rumrejsen år 2001' må have haft fået bare en flig af en fornemmelse af hvordan det er for et menneske at bevæge sig ud i det enorme vægtløse verdensrum omkring os. Og enhver, der har set Peter Schønau Fogs danske 'Kunsten at græde i kor', må have følt sig bare lidt til stede i Sønderjylland et sted omkring 1970.

Ingen postkort
De samme kvaliteter har den islandske thriller, 'Jar City', der i sjælden grad giver en fornemmelse af at være tilstede på Island, med alt hvad det indebærer. Instruktøren Baltasar Kormákur gør sig ikke mange anstrengelser for at gøre Island indbydende og lækker, og 'Jar City' er på ingen måde nogen æstetiserende film fuld af postkort-smukke billeder. Tværtimod filmer Kormákur sit hjemland tørt og nøgternt, i blæst og kulde og uden at bekymre sig specielt meget om kameravinkler og lyssætning. Kun en forblæst og øde kirkegård ved havet har noget pittoresk over sig. Resten af filmen foregår i grimme lejligheder, små villaer eller franske og tyske biler.

Fugt, råd og kloak
Måske er det den tørre og kølige tilgang, der gør fornemmelsen af at være tilstede på Island så stor, og giver en intens fornemmelse af at være på en grum og grim rejse ind under huden på islændingene. Ligesom 'Kunsten at græde i kor' er 'Jar City' et forsøg på at vise hvad der foregår inde i husene, inde bag facaden på personerne. Det er en brutal thriller og krimigåde om en mand, en fedtet og ensom lastbilchauffør, der findes myrdet i en kælderlejlighed, hvor der konstant stinker af fugt, råd og kloak.

Vanvittig vaneforbryder
Bag på hans skrivebord finder politiet et billede af en grav, hvor en 4-årig pige hviler. Hun døde mange år tidligere, i midten af 70'erne, og undervejs i opklaringen af den sammenhængen mellem den myrdede lastbilchauffør og pigen i graven får politiet ikke så lidt smuds og snavs fra menneskets skyggeside op under neglene. De kommer omkring den myrdede lastbilchaufførs gamle kammersjuk, den grumme Eillidi, der bliver præsenteret som en af Islands mest vanvittige vaneforbrydere. Og de møder en ældre dame, der i sin ungdom havde sex med lastbilchaufføren og hans venner mens hendes mand passede sit job på et skib.

Ikke noget glorværdigt liv
Manden, der leder opklaringen, politimanden Erlendur, lever iøvrigt ikke selv noget særlig glorværdigt liv. Hans kone er død og hans datter på et par og 20 er narkoman, hvilket Erlendur ikke aner hvad han skal stille op med. Og det er en af de grumme pointer i filmen, at politimanden Erlendur har langt nemmere ved at tage sig af hvad der skete med en 4-årig pige for omtrent 30 år siden, end han har ved at tage sig af sin sprællevende voksne datter.

Krøllet kompleks krimi
Det er en krimi af den krøllede, komplekse slags, der sælges i bogform i læssevis fra enhver benzintank nu om dage, og historien kunne sagtens have indgået i en dansk tv-serie som 'Rejseholdet' eller 'Forbrydelsen'. Det er bestemt ikke selve historien, der gør 'Jar City' til en særlig oplevelse. Knudrede politimænd, der har nemmere ved at tage sig af fremmede ofre for en forbrydelse end af deres egen familie, er fx ikke ligefrem en sjældenhed i moderne fiktion.
Kvaliteten ved 'Jar City' ligger helt andre steder, ikke mindst i valget af skuespillere. Inspektør Erlendur og hans hold ligner bestemt ikke typer, der er valgt pga skønhed eller karisma. De er så anonyme at se på, at man uden at blinke ville vade forbi dem på en gade i Reykjavik. Netop derfor fungerer de så overbevisende på film. Men det er først og fremmest lokalkoloriten, fornemmelsen af at være tilstede i et land og i en befolkning, der gør 'Jar City' så intens. Historien kunne have fundet sted alle mulige steder, men billederne, lyset, blæsten, humøret, stemningen osv i 'Jar City', den tilhører så absolut Island.