Juno

Cool og stiliseret

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der er en enkelt god grund til at den amerikanske film, 'Juno', fungerer, og den gode grund er hovedpersonen, den 15-16-årige Juno MacGuff. Her er en amerikansk teenagepige af en slags, vi ikke er vant til at se på film. Hun er kejtet og kantet, for ikke at sige nørdet, men samtidig også køn og charmerende - i det hele taget ligger hun helt uden for de faste klichéer om pigetyper, amerikansk film plejer at benytte sig af. Og det helt særlige ved Juno er, at hun en dag bliver gravid. Det er en fejltagelse og et uheld efter en omgang sex med en fyr, der egentlig er hendes ven og ikke hendes kæreste, en nørdet fyr, Paulie Bleeker, der mest bruger tiden på at løbetræne og spise pebermyntepastiller af mærket Tic-Tac.

Jeg er gravid
Juno indser hurtigt at hun ikke vil have barnet. Hun er ikke parat til at være mor og Paulie er ikke parat til at være far. Hun opsøger en abortklinik, men kan ikke få sig selv til at få fjernet barnet. Altså beslutter hun sig for at føde barnet og bort-adoptere det. Det er her, Juno træder i karakter som en pigefigur af de mere usædvanlige på film. Og omkring hende begynder alle andre også at træde i karakter overfor det her store, vanskelige og dog så grundlæggende fænomen i tilværelsen - at få børn. Hendes forældre er fx slet ikke forberedt på at deres datter en dag skal komme hjem og sige ordene: 'jeg er gravid'. Som moderen udtrykker det, havde hun snarere forestillet sig at hendes datter var blevet smidt ud af skolen for at tage stoffer.

Har solgt ud
Det unge ægtepar, der skal adoptere Junos endnu ufødte barn, træder også i karakter undervejs. Konen Vanessa er helt klar til at blive mor, mens hendes mand, Mark, er mere nølende. Han har en gammel drøm om at blive rockmusiker, og han er vel vidende at den drøm er meget tæt på at dø sin endegyldige død, hvis han bliver far. Og mødet med den unge Juno, der godt nok er gravid, men som synes at Mark har solgt ud og gravet sin egen grav i det pæne parforhold, sætter hans tanker igang.

Tankevækkende og morsom
Det er det smukke og originale ved filmen 'Juno'. Omkring den gravide pige opstår en række både tankevækkende og morsomme overvejelser om det at få børn og om at være parat til at få børn og om at ofre meget af sig selv for at give plads til et barn. Fx er det et af livets små absurde vittigheder, at Juno, der ikke er mentalt parat til at få børn, bliver gravid, mens hendes barns kommende moder, Vanessa, er så parat som man kan være, men er ude af stand til at blive gravid.

Indforstået og irriterende
Takket være det spil omkring Juno og hendes store mave løfter 'Juno' sig og det er lige før man glemmer at filmen slås med en række store problemer. Mest af alt lyder filmen under en lidt selvfed, indforstået og irriterende nej-hvor-er-vi-anderledes-attitude, der nedstammer fra amerikanske independentfilm, såkaldte alternative film, fra 1990'erne, dengang hvor det var vigtigt fra film fra den amerikanske undergrund at vise, at man tænkte og opførte sig helt anderledes end typiske Hollywood-film. Derfor taler figurerne i filmen i nogle sære kejtede dialoger, hvor den humoristiske pointe næsten er vigtigere end selve emnet.

Kejtet og kunstig
Det er morsomt langt hen ad vejen, men ofte virker det som om instruktøren Jason Reitman er mere optaget af at få sine punch-lines i kassen end han er i at få sine figurer til at agere naturligt overfor hinanden. Fx virker Ellen Page, der spiller Juno, ualmindeligt kejtet og kunstig i den her scene, hvor hun for første gang skal møde sit barns adoptivforældre. Det er som om hele filmholdet bare står og venter på at få lov til at grine over komikken. Der er altså noget groft stiliseret ved 'Juno', et lidt irriterende, forstyrrende element, der ofte er tæt på at mudre filmens glimrende tema. Men heldigvis viser den kejtede Juno sig at være en stærk nok figur til at bæ re filmen hjem.