Kærlighed i koleraens tid

Pest og kolera på samme tid

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'Kærlighed i koleraens tid' er kommet til verden takket være en mand, der ved hvordan man betjener et filmkamera. Og når det er nævnt, er alt det positive ved den her storladne og oppustede kærlighedsfilm også noteret. Resten af filmen er en katastrofe, ganske enkelt, fuld af fejltagelser, uheldige beslutninger og mislykkede løsninger.
Der er ikke andet at gøre end at tage dem fra en ende af. Verden er bedst tjent med at hive dem frem i lyset, så de aldrig vil blive gentaget.

Berømmet og prisbelønnet
Først og fremmest er 'Kærlighed i koleraens tid' et suverænt eksempel på hvordan man ikke bare kan overføre en vellykket, højt elsket og berømmet og prisbelønnet historie og overføre den til film. Den colombianske forfatter Gabriel Garcia Marquez' roman, om en mand, der vedholdende drømmer om at få sin elskede, hele livet igennem, er en af hans mest elskede bøger, men efter at have set filmudgaven af 'Kærlighed i koleraens tid' står det helt klart, at det er selve Marquez tone og sproglige og poetiske fornemmelse, der gør romanen til noget særligt.
Hvis man skræller den væk, og lader historien stå nøgen tilbage, er der så godt som intet at komme efter - ikke andet end en masse postulater om en mand, der elsker en kvinde så højt, at han vil vente på hende hele livet. Det står aldrig klart hvorfor han elsker hende så højt, og det står aldrig klart hvorfor hun ikke vil have ham, da hun har chancen.

Livstruende sygdom
Det står bestemt heller ikke klart hvad koleraen har med noget som helst at gøre. Pointen med den livstruende sygdom er gået tabt et sted undervejs i overførslen til lærredet. Og undervejs bliver vi præsenteret for en række figurer, der formentlig har givet god mening som kolorit i romanen, men som virker fuldstændig uvedkommende i filmen, ikke mindst vores heltinde, Fermina Urbinos veninde eller kusine eller hvad i alverden, hun nu er. Hun er meget sød at se på, men hun betyder intet for historien.

Store klichéer
Filmudgaven af 'Kærlighed i koleraens tid' ligner mest af alt et udkast til en historie, som er blevet pakket ind i nogle store, salgbare klichéer - først og fremmest den kliché, der går ud på, at folk, der taler spansk er mere passionerede end alle andre. Filmen gider ikke engang forsøge, at forklare os hvorfor den unge mand, Florentino Ariza, kaster sin kærlighed på kønne Fermina Urbino. Den regner bare med, at publikum accepterer hans overstrømmende, overjordiske superkærlighed, fordi hun nu engang er en flammende, passioneret sydamerikaner. Altså er hele filmen, fra start til slut, pakket ind i alt, hvad der lugter af kærlighedshungrende vesterlændinges forestillinger om det varme, varmblodede syd- og mellemamerika. Folk taler om kærlighed i store, absurd floromvundne vendinger, som om de alle sammen deltog i en reklame for en caribisk blomsterhandler.

Parfumerede glansbilleder
Men værst af alt er det, at samtlige skuespillere, selv de amerikanske, taler engelsk med den mærkelige, spansk-klingende filmdialekt, hvor alt udtales overtydeligt og alt andet end naturligt. Det er som at blive bombarderet med et vognlæs parfumerede glansbillede-postkort fra et badehotel på Trinidad & Tobago. Det skal edderbankme dufte af passionsfrugter og cubansk rom, det her. Man bliver træt i hovedet efter få minutter.

Unax Ugalde
Ligeså utilgiveligt er det, at instruktøren Mike Newell og hans filmhold fuldstændig ukritisk og ubetænksomt kaster sig over et af de helt store troværdighedsproblemer i filmhistorien, at fortæller en historie, hvor hovedpersonerne starter som unge og ender som gamle. En af løsningerne er at skifte skuespillerne ud, når en figur skifter fra ung til voksen og til gammel. En anden er at sminke unge, dygtige skuespillere gamle. Ingen af delene fungerer så meget som en millimeter i 'Kærlighed i koleraens tid'. Da filmen skifter den unge spanske og ikke særlige velspillende skuespiller, Unax Ugalde, ud med stjernen Javier Bardem, virker det både bombastisk og klodset. Men endnu værre er det, at sminkørerne på filmholdet tilsyneladende glemte at møde op. Ihvertfald er sminkningen af skuespillerne, fra ung til gammel, aldeles utroværdig, og det hjælper bestemt ikke at figurerne ældes i så mange intervaller, at man tilsidst griber sig selv i at holde øje med om sminkningen nu virker den her gang - istedet for at følge med i historien.

Udvandet og udvasket
Der er simpelthen for mange nødløsninger i spil. Det hele minder for meget om en moderne kopi af Bille Augusts 'Åndernes Hus', en populær bog, hvis lokale charme og kolorit skal omsættes i en global filmverden, og hvor det hele ender med at blive udvandet og udvasket ved sin leflen for det store globale filmpublikum. Og det er endda pænt og venligt sagt om 'Kærlighed i koleraens tid'.