Købmanden i Provence

Den indre trøffelhund

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er en spøjst modsatrettet natur, den har, den lille franske film, 'Købmanden i Provence'. Den handler om en ung mand fra storbyen, der finder ro i sin sjæl ved at vende tilbage til sine rødder på landet. Og freden i sin sjæl finder han ved at besøge alle de ældre mennesker, der bor rundt omkring i gamle landhuse i små bjerglandsbyer, langt fra storbyen, langt fra moderne ståhej, langt fra rygter om verdensomspændende økonomisk depression og andre modepåfund. Det ironiske er, at de gamle mennesker bor alene i landsbyerne fordi alle de unge er stukket af for at få arbejde og oplevelser i storbyen.

Balladen og ståhejet
'Købmanden i Provence' er altså den omvendte verden. En ung mand rejser fra storbyen til landet, mens alle andre faktisk rejser den anden vej. Sagt på en anden måde er 'Købmanden i Provence' et billede på den romantiske drøm, som enhver storbyboer render rundt med, drømmen om at bo i et lille hus på landet, langt fra al balladen og ståhejet. Fakta er altså bare, at kun ældre mennesker, der aldrig har prøvet andet, kan holde ud at bo i et lille hus langt oppe i bjergene. Men man har vel lov til at drømme, og det kan man så snildt gøre i selskab med 'Købmanden i Provence'.

Den indre trøffelhund
Instruktøren Eric Guirado er formentlig helt klar over, at han nemt kunne have skabt et filmisk svar på de artikler, man kan finde i alle livsstilsblade, historier om travle storbymennesker, der køber et hus i Toscana, Provence eller måske bare Odsherred og sætter det i stand mens de finder deres indre trøffelhund. Derfor giver Guirado historien om den unge Antoine, der finder sig selv på landet, en helt anden barsk og alvorlig ramme. Antoine er en vred ung mand, forstenet og plaget i vrede over sin gamle far, der sidder i sin købmandsbutik i Provence og brokker sig over sine sønner, der ikke ville være med til at stable et supermarked på benene i deres gamle hjemstavn. Antoine kunne ikke holde sin fars manglende accept ud, og stak af til storbyen, mens hans storebror, Francois, forsøgte at leve i nærheden af sine forældre, men endte med at slå for mange knuder på sine egne ønsker.

Mut og indestængt
Da 'Købmanden i Provence' trækker os indenfor hos købmand Sforza og hans sønners liv, er den gamle købmand netop faldet om af overanstrengelse udenfor sin købmandsbutik. Mens han kommer sig på hospitalet, vender den mutte og indestængte Antoine tilbage til sit barndomshjem, i selskab med sin veninde, Claire, der er tæt på at være Antoines kæreste, men ikke rigtig er det for alvor - måske fordi hun er Antoines modstykke, en livsglad og udadvendt pige, der tager tingene som de kommer.

Mobil filial
For at holde farmands butik i live må Antoine ta' på den daglige tur med butikkens mobile filial, en varevogn, der kan slås ud som en lille butik og dermed kan betjene alle de gamle mennesker, der bor i småbyerne rundt omkring i de provencalske bjerge. Her støder Antoines moderne storbymentalitet for alvor sammen med landlivet. Hovedparten af de gamle mennesker kommer kun til varevognen for at sludre og eftersom Antoine er mut og vred, gider han ikke sludre. Og han gider slet ikke finde sig i noget så oldnordisk som mennesker, der køber småting på kredit og ikke har betalt en rød øre i årevis.

Menneskelige tragedier
Sammenstødet mellem landlivet og storbymentaliteten har altid været komisk. Det vidste ikke mindst en af fransk komiks store gamle mestre, Jacques Tati, og det ved en moderne dansk succes som 'Frygtelig lykkelig'. Men der går aldrig folkekomedie i 'Købmanden i Provence'. Instruktøren Eric Guirado er helt klar over, at der gemmer sig mange menneskelige tragedier i skellet mellem land og by, og humoren og alvoren går hele tiden hånd i hånd i 'Købmanden i Provence'.

Fuld af sarkasme
Der er bestemt heller ikke kun lyserøde skyer i horisonten og munter fransk popmusik på lydsiden, da Antoine efterhånden begynder at forlige sig med de gamle mennesker, der køber på kredit. Egentlig handler 'Købmanden i Provence' mere om en familie, der får luget ud i mange års vrede, end den handler om en ung mand, der flytter fra storbyen til landet. Problemerne i familien bliver sådan set ved med at bestå, folk bliver stadig gamle og ensomme på landet og det er stadig lige svært at få en købmandsbutik til at løbe rundt i Provence, men i det mindste befrier en ung mand sig fra sit følelsesfængsel undervejs i 'Købmanden i Provence', hvilket man iøvrigt sagtens kan afsløre, uden at nogen skal føle sig snydt. Der er ingen store overraskelser i filmens handling. Det er i de små historier, de små dramaer, at filmen har sit insisterende liv og sin farverige charme, fx i forholdet mellem Antoine og den ca. 60-årige Lucienne, der i sin ungdom var egnens hede flamme med adskillige elskere, men nu bor ensom og fuld af sarkasme.

Ikke simpelt
'Købmanden i Provence' er altså storbyboernes drøm om livet på landet sat på billeder. Men den er heldigvis også meget mere end det. Den kender forholdet mellem land og by og ved at det er alt andet end simpelt.