Kandidaten
Alt er godt - bortset fra historien
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det er svært ikke at ærgre sig, når man ser 'Kandidaten'. Her er en dansk thriller, der i overvældende grad har fundet sit eget forkromede stilrene look - på en gang råt og grimt med håndholdt kamera og tiltede billeder og flot og forførende med bredt format og gennemarbejdet musik, der følger international mode og ligger tæt op ad den musik komponisten Bernard Hermann skrev for Hitchcock omkring 1960.
Forbavsende stilren
'Kandidaten' er imponerende flot at skue. Instruktøren Kasper Barfod, fotografen Manuel Alberto Claro og komponisten Jeppe Kaas har skabt en forbavsende stilren ramme. Til gengæld halter Stefan Jaworskis manuskript ligeså meget som filmens stilrene look suger én ind. Historien er ikke alene fuld af alvorlige huller og pænt store usandsynligheder. Den bruger også fælt store klichéer fra Hollywoods store produktion af thrillere for at nå hen til en slutning, der ikke er spor overraskende, hvilket måske er det største af alle manuskriptets problemer.
Den store vridemaskine
Til at starte med går det meget fint. Her har vi en ung mand, Jonas Bechmann, en jurist med fuld gang i karrieren, en yndig kæreste og en lovende fremtid. Det siger sig selv, at den her unge mand nu skal alvorligt på skideren, som man siger. Han skal igennem den store vridemaskine, så han ikke ved, hvad der er op og ned. Han er vidne til at hans far, der også er advokat, bliver svinet til af en klient, som taber sin sag og skal i fængsel. Faderen ser dybt bekymret ud og på vej hjem rammer hans bil et træ.
Halvnøgent kvindelig
Her styrter Jonas' verden sammen. Politiet afskriver faderens død som et hændeligt uheld, men den tror Jonas, der bliver spillet intenst og livligt af Nikolaj Lie Kass, ihvertfald ikke på. Han tror så lidt på det, at hans omgivelser begynder at frygte for hans psykiske velbefindende. Han smider om sig med teorier om hvordan hans fars bil blev skubbet ind i træet, og så går det som det altid må gå i en thriller. Nogen forsøger at lukke kæften på ham. En aften går han i byen med en ven, og selvom han er fast besluttet på at gå tidligt hjem til sin kæreste, vågner han op på et hotelværelse med et halvnøgent kvindelig på toilettet. Det er i sig selv lidt af en uheldig knibe, men værre er det, at nogen har filmet Jonas mens han kvæler pigen. Man kan ganske vist ikke se Jonas' ansigt på filmen, men det ser ud som om det er ham, der kvæler hende.
Politiet i hælene
Så er 'Kandidaten' i fuld gang. I den næste times tid er Jonas på flugt med politiet i hælene, altimens nogen forsøger at presse penge ud af ham for ikke at aflevere filmen fra den fatale aften til politiet. Jonas træder i karakter som handlekraftig actionman, sådan som genren kræver, mens han trævler det ene mystiske dobbeltspil efter det andet op. Samtidig bliver hullerne i manuskriptet større og usandsynlighederne vokser sig endnu større.
Bøvet
Det forekommer fx helt igennem bøvet, at politiet har affærdiget faderens død som et solo-uheld, eftersom hans bil bliver presset og skubbet af en anden bil, der uundgåeligt må afsætte lak på siden af faderens bil. Ligeså usandsynligt er det, at Jonas' kæreste fuldstændig lukker af overfor hans forklaringer om den mystiske nat på hotellet og nægter at høre på den mand, hun trods alt har lagt bryllupsplaner sammen med. Og sådan kan man blive ved, mens de store klichéer ruller ind til sidst.
Skizofren sindstilstand
Det er altså noget af en skizofren sindstilstand, men bliver tvunget ind i gennem 'Kandidaten'. Mens Jeppe Kaas' musik og Manuel Claros billeder er så overbevisende, virker Stefan Jaworskis manuskript tyndere og tyndere. Det burde ikke have været svært at luge ud i klichéerne og give filmens skurke bare lidt mere pondus og sandsynlighed. Det burde have været meget lidt svært.