Karamel

Ligestilling på libanesisk

n

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Hvis 'Karamel' have været været dansk eller amerikansk eller tysk eller såmænd polsk, ville det ligge lige for at brokke sig over filmens temmelig opstillede og firkantede sprog. Hvis 'Karamel' have været været dansk eller amerikansk havde den virket irriterende med sin overtydelige symbolik og sit stereotype figurgalleri, hvor hver figur indtager hver sin klare rolle i forhold til filmens tema.

Moderne vestligt frisind
Men nu er 'Karamel' altså en libanesisk film, ganske vist med franske penge indover, men stadigvæk en libanesisk film om mellemøstlige forhold, om moderne libanesiske kvinder, der lever i et skel mellem tussegamle religiøse traditioner og moderne vestligt frisind. Og så er det endda en libanesisk film skrevet og instrueret af en ung kvinde - endda en vældig køn en af slagsen. Sådan et syn er så usædvanligt og så forfriskende i den moderne filmverden, at det vil virke uforskammet og utaknemmeligt at brokke sig over den firkantede opsætning af dramaet i 'Karamel'.

Frihed til kvinder
Der er simpelthen for meget andet der er interessant i 'Karamel', der er en af den slags sjældne historier, der giver os mulighed for at skue ind bag ved de evindelige nyhedshistorier om religiøse sammenstød, terror og politikermord i mellemøsten. 'Karamel' giver os en chance for at forstå hvilke tanker og drømme og ønsker, der præger almindelige mennesker i Libanons hovedstad. Det er muligt, at filmens instruktør, den 33-årige musikvideoinstruktør og skuespiller, Nadine Labaki, ikke repræsenterer alle libanesere og at hun tilhører en kunstnerisk elite med frisindede idealer, men hendes debutfilm, 'Karamel', føles unægtelig som et meget kraftfuldt råb om mere frihed til kvinder og mindre hæmmende religion. Filmen råber ikke særlig højt, den bruger aldrig voldsomme effekter og den betjener sig af afdæmpet humor og romantik - alligevel er der noget umådeligt indtrængende ved Nadine Labakis historie om kvinder, der bliver ofre for forstokkede religiøse dogmer.

Elskerinder til højre og venstre
Der er fx Layale, der bestyrer en skønhedssalon i Beirut. Hun har ikke fundet sig nogen egentlig kæreste, men hygger sig med en gift mand. Manden benytter sig af Layale efter behag, mens Layale er ved at gå til af jalousi overfor mandens kone. Og det er filmens underliggende pointe, at mænd er i deres gode ret til at have elskerinder til højre og venstre mens kvinder må finde sig i blot at være til rådighed.

Et syvmileskridt mod selvstændighed
I skønhedssalonen er også Rima, der tydeligvis er mere til feminin end mandig skønhed. Hun finder i al sin uskyldighed en sjæleven i en smuk kvinde, der kommer i salonen for at få vasket sit lange hår af Rimas følsomme hænder. Nærmere et lesbisk forhold kommer 'Karamel' ikke, og det er forunderligt nok et af filmens højdepunkter, da den smukke kvinde undervejs lader sig overtale til at få klippet sit hår kort i vestlig stil. Det kan lyde som en lidt latterlig bagatel, men filmen efterlader ingen tvivl om at det at få klippet sit lange hår, er et syvmileskridt mod selvstændighed for en kvinde i Beirut.

Tosset søster
I filmens figurgalleri er også Layales tante, Rose, der lever sammen med sin tossede søster. Rose har altid sat de familiære pligter højere end sit eget romantiske liv, og da en jævnaldrende mand inviterer hende ud, ender hun med at lægge bånd på sig selv og blive ved med at passe sin søster. Hun er filmens billede på kvinden, der har brugt hele sit liv på at pleje andres behov, men aldrig har fået plads til at være sig selv.

Bare ben og opstrammede numser
Det er ikke ligefrem figurer, der brillerer med store nuancer og dybder, men de fungerer som sympatiske billeder på kvinders eksistens i det moderne mellemøsten - splittet mellem religiøse traditioner og drømmen om ligestilling og frihed. Og 'Karamel' er ikke nogen voldsomt original film, paradoksalt nok snarere end meget traditionel romantisk komedie baseret på kultur særheder. Men alene synet af arabisk-talende kvinder, der viser bare ben og opstrammede numser og stærke følelser og kaglende åbenhjertighed er et særsyn, et befriende syn - ikke fordi det erotisk dampende og opstemmende, men fordi det viser et større og bredere og mere spændende verdensbillede. Verden fornemmes ganske enkelt større og mere levende efter at have set 'Karamel'. Det kan man bestemt ikke sige om alle film.