Kunsten at tænke negativt

Kunsten at vrænge ad det positive

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Nu skal vi være negative. Det opfordrer det norske komedie-drama, 'Kunsten at tænke negativt', os jo til. Og når vi skal være negative overfor den norske film, kan vi begynde med at konstatere, at den ikke har noget reelt indhold. Det lyder måske rimelig negativt. Det er det sådan set ikke. Det positive, og ganske usædvanlige ved 'Kunsten at tænke negativt', er nemlig, at den fungerer fint uden at have noget skarpt og gennemtænkt indhold.

Ikke meget filosofisk ballast
Der er ikke nogen kunst, der går ud på at tænke negativt i 'Kunsten at tænke negativt'. Der er derimod en kunst, der går ud på at være realistisk og se tingene i øjnene og gå til angreb på den hysterisk positive tænkning, der i visse hjørner af moderne terapi og management er blevet den store religion. Det er altså falsk varebetegnelse, når filmen hævder at servere en særlig kunstnerisk negativ tænkning. Figurerne i filmen gør bare oprør mod en terapeut, der forsøger at proppe deres hjerner med positiv tænkning. Mere filosofisk ballast er der ikke i den filosofisk anlagte titel, 'Kunsten at tænke negativt'.

Indlemmes i terapigruppe
Hele den her negativt anlagte ballade går ud på, at en ung mand ven Geir skal indlemmes i en terapigruppe. Geir har været ude for at uheld, der har gjort ham lam fra hoften og nedefter, hvilket har gjort ham bitter og decideret negativ. Det er hans ellers trofaste kæreste så træt af, at hun har meldt ham i en terapi-gruppe.

Tro overfor deres følelser
Det gider Geir overhovedet ikke. Det er ikke bare fordi han er negativ. Hans fordomme om terapi-gruppers forlorne positivisme bliver til fulde bekræftet af psykologen Tori, der propper invalide og handicappede mennesker med absurde positivistiske mantraer og teknikker. Da terapi-gruppen kommer på besøg hos det nye medlem, Geir, begynder hele Toris praksis at falde fra hinanden. Geir går så hårdt til damen, at de øvrige medlemmer opdager hvor meget falskhed, der gemmer sig bag hendes optimisme. De opdager endda, at hendes terapi ikke hjælper og at de har det værre end nogensinde fordi de lyver for sig selv. Og resten af filmen, dvs mere end halvdelen får filmens figurer lov til at lære kunsten at tænke negativt, dvs det er ikke nogen særlig kunst, de tænker heller ikke særlig meget, de handler bare impulsivt, og de er heller ikke særlig negative, bare tro overfor deres følelser og ønsker.

Falsk varebetegnelse
Set med negative briller er filmens titel falsk varebetegnelse og reelt består filmen af næsten halvanden times vrængen ad alle falske og hule mennesker, der prædiker det positive budskab. Mere har instruktøren Bård Breien sådan set ikke at byde på, men det er også fint nok. Figurerne i filmen er generelt sjovt og skarpt tegnede og den løsslupne, vrede og vrængende humor er så grum og grim, at det er en befrielse, som fx i scenen, hvor Geir, der er ynder at se krigsfilm, får de andre medlemmer af gruppen til at efterligne den berømte russisk roulette-scene i Vietnam-filmen 'The Deer Hunter'.´

Vrængende og provokerende
Filmens vrængende, provokerende komik kan på mange måder minde om Lars von Triers 'Idioterne', men i modsætning til Trier har Bård Breien ikke mange dybere provokerende og tankevækkendde lag i sin film. Han vil grundlæggende bare udstille og gøre grin med den uædle kunst, at tænke positivt. Det gør han så, ikke særlig dybt, men til gengæld både livligt og eftertrykkeligt.