Lad den rette komme ind

En vampyrfilm om mobning

Anmeldt af Per Juul Carlsen

En vampyrfilm om mobning. Det lyder jo fuldstændig rablende vanvittigt. Det er det på sin vis også, men det giver vældig god mening alligevel. Prøv at lade din fantasi få fuldstændig frit råderum. Prøv at forestille dig den mest fantastiske film, du kan forestille dig om fænomenerne vampyrer og mobning på én gang - en film om to børn og en film fuld af dunkle, hævngerrige og blodige drifter, en film fuld af mørke, hemmelighedsfulde billeder. Okay? Er du der? Så har du den svenske film, 'Lad den rette komme ind'.

Søvnig Stockholm-forstad
Det er en af den slags film, man har lyst til at se igen, så snart den er slut. Billederne er så sære og fremmedartede, at man får lyst til at nærstudere dem og lade scenerne køre forfra igen. Det er i sig selv ganske imponerende, eftersom billederne fortrinsvis viser en ganske almindelig søvnig Stockholm-forstad, omend det altså er en søvnig Stockholm-forstad, der bliver hjemsøgt af en tørstig vampyr og dens medhjælper. Alene den første scene, hvor vampyren slår til, er så fremmedartet konstrueret, at det er som om den slidte vampyrgenre bliver opfundet påny.

Skærer halsen over
En midaldrende mand stopper en ca. 14-årig dreng i en snedækket park ved aftentide. Efter at have spurgt drengen om klokken bedøver manden ham med en gammel iltmaske, hvorefter han hejser drengen op i benene i lyset fra en lygtepæl og skærer halsen over på ham, så blodet løber ned i en gammel plastikdunk. Men dunken er hverken halvt eller helt fyldt da han bliver forstyrret af et par piger med en hund. Manden stikker af. Og hunden begynder at slikke i blodet under drengen ...

Knækker nakken
Det er vampyrens medhjælper, der har været på spil. Eftersom medhjælperen fejler, må vampyren selv ta' affære, og den næste bloddryppende scene er ligeså usædvanlig som den første:
En ældre mand er på vej hjem fra en bodega og går gennem gangtunnelen under en bro. I mørket under broen sidder et barn og klager over smerter. Manden går hen til det for at hjælpe, og pludselig, indhyllet i mørke, springer barnet op og bidder ham i halsen. Manden vakler ud i lyset inden han falder om i sneen med det 11-12-årige barn over sig. Da barnet er færdig med at suge blod, knækker det nakken på manden og løber væk.

Vampyrer er også ensomme
Intet er som det plejer at være i fredelige socialdemokratiske Sverige i 1982. Jo, hos Oskar, en ganske almindelig lyshåret 12-årig svensk dreng, der kun skiller sig ud ved at være ekstra ensom. Han har ingen venner i skolen og derhjemme taler moderen næsten kun til ham når hun skælder ham ud. Oskars far bor på en ødegård, hvor han hellere vil drikke brændevin sammen med vennerne end ta' sig af sønnike. Derfor er Oskar kun glad da den jævnaldrende Eli flytter ind i lejligheden ved siden af. Eli er måske nok lidt mærkelig. Hans eller hendes køn er ikke sådan lige at fastslå og mht Elis alder er den 'omkring 12'. Desuden render Eli rundt i bare fødder og skjorteærmer i den mellemsvenske vinterfrost.
 Men de finder sammen, Oskar og Eli. De er nemlig aldeles ensomme begge to. De eneste, der rigtig bemærker Oskar, er de tre drenge, der mobber ham groft i skolen. Og da Eli mister sin medhjælper, er Oskar den eneste, han kan tale med. Vampyrer er som bekendt ensomme væsener.

Virtuose og originale billeder
Venskaber mellem børn og overnaturlige væsener har vi set før - også som et resultat af ensomhed. Også i mobningens modbydelige skær. Men aldrig på den her måde. Aldrig i så virtuose og originale billeder, aldrig så blodigt, skræmmende, sødt og humoristisk på én gang. Oskar og Eli er de sødeste, mest elskelige børn, men de bærer begge på en frygtelig vold sig, af hver sin årsag.

Mobningens grusomme væsen
Man kan med god ret hævde, at svenske Tomas Alfredsons vampyrfilm ikke fortæller ret meget om mobningens grusomme og komplekse væsen. Til gengæld fortæller dens voldsomme, ekspressive billeder ikke så lidt om den vrede og det had, der opstår ud af mobning og ensomhed. I det hele taget er Tomas Alfredsons originale evne til at orkestrere og arrangere scenerne en nydelse. Og der er heller ingen tvivl om at den hollandske fotograf, Hoyte van Hoytema, spiller en væsentlig rolle for filmens enestående stemning med sin særlige lyssætning, der virker som direkte taget ud af malerier af hollandske klenodier som Rembrandt og Vermeer.

Surrealistisk mandag
Prøv at forestille dig en blanding af en kunstfilm, en børnefilm og en vampyrgyser i en svensk forstad, forestil dig de mest brutale, voldsomme begivenheder i en ganske almindelig søvnig svensk forstad, forestil dig den mest dødkedelige mandag aften blive gjort fuldstændig surrealistisk. Men uanset hvor meget du sætter hjernen i sving, vil du aldrig kunne forestille dig noget som 'Lad den rette komme ind'.