Lyden af sand
Livet i klart perspektiv
Anmeldt af Per Juul Carlsen
'Lyden af sand' er en af den slags film, der er god, men egentlig ikke er det alligevel. Eller sagt på en anden måde. Den ser ud som om den er god, men i virkeligheden er det filmens emne, der er så spændende og så vedkommende, at det næsten er umuligt at forpurre.
Rent fortællemæssigt og filmisk er 'Lyden er sand' en lettere klodset og kejtet størrelse, fuld af stift skuespil og scener, der tydeligvis er konstrueret virkelighed. Men dens emne er så bevægende og så tankevækkende og så indlysende rigtigt at præsentere på film, at det i princippet havde været ligemeget om samtlige filmens medvirkende havde glemt deres replikker og om fotografen havde glemt at tænde sit kamera.
Livet i perspektiv
'Lyden af sand' er en af den slags historier, der for alvor sætter vores tilværelse som civiliserede mennesker på kloden i perspektiv. Her en familie fra et unavngivet afrikansk land, der bliver tvunget til at rejse fra deres hjem pga tørke. De rejser afsted med kamelen Chamelle og deres lille hjord af geder, velvidende at der lurer utallige farer uanset hvilket vej, de måtte vælge at rejse.
Ingen gider græde
Men de har ikke noget valg. De ved, at de vil dø, hvis de bliver - og de ved, at der er en pænt stor sandsynlighed for at de ikke vil overleve deres rejse mellem tyve, guerilla-soldater, tørke og andre farer. Risikoen for at dø er så betydelig og så indgroet en del af familiens eksistens, at det er helt umulig at fatte for en almindelig dansk hjerne. Det er det, der så bevægende og tankevækkende og indlysende rigtigt ved 'Lyden af sand'. Mens vi her i Danmark nærmest ville rejse en sag ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol ved udsigten til at dø, møder familien ikke deres skæbne med så meget som et skuldertræk. De er ikke ligeglade. Selvfølgelig er de ikke det. Men de har hele tiden vidst, at den dag kunne komme, og derfor gider ingen spilde tårer på at flæbe og skrige over den truende elendighed.
Ler og danser
Undervejs må faderen Rahne sige farvel til ihvertfald et af sine familiemedlemmer. Så meget tillader vi at afsløre her i Filmland. Det kommer iøvrigt ikke bag på nogen eftersom døden hænger som en tung skygge over stakkels Rahne, hans kone, deres to sønner og den lille livsglade datter, Shasha, der ler og danser uanset hvor meget mørket trækker sig sammen om hende.
Chokerende for danske øjne
Men det chokerende for et par danske øjne er, at Rahne næsten ikke fortrækker en mine ved at miste et familiemedlem. Vi ved, at han sørger. Men han ved udmærket, at han intet kan gøre. Forsøger han at redde et familiemedlem, risikerer han at slå dem alle ihjel.
Der er scener i 'Lyden af sand' man ikke glemmer uden videre. Alene startsekvensen, hvor Rahnes kone føder den lille Shasha og hans naboer anbefaler Rahne at kvæle pigen i hendes søvn om natten, så hun ikke bliver en byrde for familien resten af livet, er mere end barsk.
Livsbekræftende
Fortsættelsen af scenen er så til gengæld så meget mere livsbekræftende. Shashas mor, Una, tager pigen med sig og overnatter i det fri, så Rahne ikke kan slå hende ihjel. Og da moderen og Shasha kommer hjem næste morgen, giver Rahne sin kone en syngende lussing - hvorefter han tørrer blodet væk fra hendes næse og spørger hvad pigen skal hedde.
Et irrationelt overskudsprodukt
Den lille scene sætter hele filmens univers i relief. Et pigebarn kan være en stor byrde for en familie mens en dreng til gengæld kan være en rationel handelsvare og arbejdskraft, der kan redde en fattig familie. Shasha bliver ikke reddet af rationelle grunde, kun pga kærlighed. Hun bliver med andre ord et symbol på overskuddet, på selve livsglæden og -gnisten.
Gennem hele filmen må farmand Rahne kæmpe med at acceptere lille søde Shasha. Uanset hvor meget han holder af hende, er hun et irrationelt overskudsprodukt, der kan ofres om nødvendigt. Og Rahne holder sig ikke tilbage for at give Shasha farlige opgaver, som fx da en flok ublu soldater kræver at den lille familie skal undersøge om et område i ørkenen er belagt med miner. Soldaterne vil sende familiens næstældste søn af sted, men Rahne tilbyder Shasha i stedet. Og med et stort smil og en sang på læben spadserer lille Shasha ud i det måske minebelagte område mens familien ser på med livet i halsen. Den scene glemmer man ikke igen - vær sikker på det.
Bevægende, tankevækkende og indlysende
Undervejs i 'Lyden af sand' vokser Rahnes glæde ved overskudsproduktet Shasha naturligvis, og den smukke sidehistorie er en klar ekstra bonus oven i den bevægende, tankevækkende og indlysende rigtige hovedhistorie i 'Lyden af sand'. En yderligere bonus er iøvrigt de ofte meget smukke billeder af afrikanske farver i ørkensandet. Rent filmisk halter og skranter 'Lyden af sand' flere gange undervejs. Men kun et forkælet skarn kan brokke sig over sådan en bagatal efter at have fået sat sit liv i perspektiv af 'Lyden af sand'.