Maradona
Ren revolutionsromantik
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det kan være et grimt syn, når intellektuelle og kunstnere ta'r en sportsstjerne og stopper den ud med alle sine idealer. Det er sket adskillige gange. Der er tilsyneladende noget lokkende ved at snuppe de store præstationer på fodboldbanerne, cykelløbene eller golfturneringerne og bruge dem efter behov i sin egen kontekst.
Det er lige præcis her den bosniske filminstruktør, Emir Kusturica, og hans portræt af den argentinske fodboldspiller, Diego Armando Maradona, kommer ind i billedet. Ifølge Kusturica var Maradona ikke bare en exceptionelt dygtig fodboldspiller, men også en revolutionær politiker og slet og ret en gud.
Ironisk glimt
Den sidste udtalelse bliver heldigvis serveret med et vist ironisk glimt i øjet. Til gengæld er Kusturicas beskrivelse af Maradona som politiker helt igennem alvorlig. Kusturicas portræt, der bare hedder 'Maradona', går primært ud på at sætte Maradona i scene som vor tids svar på Che Guevara - hverken mere eller mindre. Vi følger Diego Maradona fra hans barndoms opvækst i slummen i Buenos Aires til hans politiske aktiviteter i dag. Undervejs forklarer han hvorfor han altid valgte klubber, der stod i opposition til de rige magthavere, såsom folkets klub, Boca Juniors hjemme i Buenos Aires, og de fattige syditalieneres Napoli, der med Maradona på holdet slog de rige klubber fra norditalien.
Uforbeholden hyldest
Maradona giver sin uforbeholdne hyldest til Fidel Castro og benytter enhver lejlighed til at svine amerikanerne til. Han forklarer glædesstrålende hvordan han engang samtidig blev tildelt en pris på Cuba og én i USA. Han sagde pænt tak til cubanerne, men tildelte amerikanerne en strakt langefinger. Og han forklarer hvorfor han nægtede at møde den engelske Prins Charles, en mand med blod på hænderne, ifølge Maradona.
Århundredets mål
Alle de politiske holdninger bruger Kusturica til at beskrive den argentinske fodboldspiller som en revolutionær oprører, som de rige magthavere ikke kan fange. Kusturica udråber adskillige gange Maradonas berømte mål efter en dribletur over en halv banelængde i kvartfinalen mod England ved VM i 1986 som århundredets mål, og kanoniserer det til en ren politisk handling som hævn for nederlaget til englænderne i Falklands-krigen i årene forinden. Kusturica sammensætter endda nogle små trickfilm, hvor Maradona driller og udmanøvrer Margaret Thatcher, Prins Charles, Ronald Reagen og George Bush - omend de ikke er synderligt morsomme og ikke siger andet end det, Kusturica siger med ord.
Personlig hyldest
Kusturicas portræt af Maradona er altså helt igennem en personlig hyldest - og ihvertfald ikke en dokumentarfilm, der dokumenterer Maradonas politiske betydning. Undervejs disker Kusturica op med nogle følgeslutninger og konklusioner og så absurd en karakter, at kun en kunstner, der har vundet Den gyldne Palme i Cannes kan få lov at slippe afsted med dem, som fx da han takket være et hurtigt regnestykke med Jung og Freud får gjort den argentinske tango til et udtryk for menneskets grundlæggende drifter. Saglige og grundige argumenter er der ikke mange af i Kusturicas regnestykker og sådan er det med hele hans portræt af Maradona. Den består af et møde mellem to mænd med tilsyneladende ens politiske holdninger. Den ene har være verdensmester i fodbold, den anden har vundet fornemme priser for sine film. Med behændighed bliver de to fakta spundet sammen til et romantisk revolutionsmanifest, hvori fodbolden er den eneste arena, der kan give de fattige lande retfærdighed, og hvor Maradona, med Kusturicas ord, er den største nulevende politiker.
Fantastisk fodboldspiller
Man tror knap sine øjne og ører. Maradona var en fantastisk fodboldspiller, jovist, men at han tilfældigvis taler de fattiges sag og går mod de rige europæere og amerikanere, gør ham ikke til nogen stor politiker. Manden har jo ikke engang prøvet den kolossalt svære opgave det er at udøve magt og ta' beslutninger. Udover at Maradona har det argentinske folk i sin hule hånd, takket være sine præstationer på fodboldbanen, er der ikke skyggen af beviser for, at han vil være nogen stor politiker.
Næste gang: Laudrup
Så galt kan det gå, når en kunstner og intellektuel ta'r fat i en sportsstjerne og former den efter forgodtbefindende. Der er fantastiske billeder af Maradonas fantastiske præstationer og der er mange morsomme scener, der beskriver Maradonas fortumlede liv i Kusturicas 'Maradona'. Det er også helt fint, at han kalder Maradona en gud. Det giver mening på et abstrakt plan. Det er heller ikke svært at følge Maradonas og Kusturicas fælles vrede over amerikanernes politiske optræden i Sydamerika gennem tiderne, men at fodboldspilleren Maradona er en stor politiker, er forældet revolutionsromantik og rendyrket intellektuelt nonsens. Næste gang må Emir Kusturica gerne lave en film om Michael Laudrup og hans plads i den ultraliberale tænketank, CEPOS. Så bliver Kusturicas verdensbillede forhåbentlig lidt mere nuanceret.