Maria Larssons evige øjeblik

Arbejderkonen der smagte livet

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det varer et godt stykke tid før den svenske film, 'Maria Larssons evige øjeblik', bider sig fast. Den tager sig god tid og bekymrer sig ikke spor om konventionelle fortælleskabeloner, hvor dramaet skal være banket fast inden der er gået 25 minutter. Til at starte med tegner den faktisk temmelig skidt. Den ligner nærmest en ophobning af klichéer om den svenske arbejderklasse anno år 1900 med sine smukt gulnede billeder af den hårdt arbejdende arbejderkone, en håndfuld børn i flæsekjoler og en bøvet husbond, der render rundt og drikker sig stiv i stedet for at finde et arbejde og forsørge familien.

Hensynsløse kapitalister
Og sådan fortsætter 'Maria Larssons evige øjeblik' et pænt stykke tid, måske endda omkring 40 minutter, hvor den til overflod serverer billeder af svenske arbejdere, der varmer op til den store socialdemokratiske konfrontation med de hensynsløst udbyttende kapitalister. Samtidig udfylder den glimrende svenske skuespiller, Mikael Persbrandt, en funktion, som nærmest ligner pensum for enhver svensk skuespiller, nemlig rollen som fordrukken arbejder eller bonde.

Iscenesat frilandsmuseum
Der er ved at gå alvorligt iscenesat frilandsmuseum i det hele indtil filmen ligeså stille og underspillet tager en drejning. Vores hårdtarbejdende husmor og heltinde, Maria Larsson, har brug for penge til husholdningen og går til en fotohandler for at sælge et kamera hun engang vandt i en konkurrence og som blev den indirekte årsag til at hun og hendes mand giftede sig. Fotohandleren Pif Paf Puf Pedersen, der er fra Danmark og bliver spillet af vores egen Jesper Christensen, fatter straks interesse i Maria Larsson og tilbyder hende at hun kan pantsætte kameraet hos ham og låne både kamera og ekstraudstyr. Og inden længe viser det sig, at Maria Larsson rent faktisk har talent for at fotografere. Hun har gode, nysgerrige øjne. Hun evner at se tingene ske og fange dem med kameraet. Hun tager først og fremmest billeder af sin kat og sine børn, men siden bestiller naboerne hende til at tage billeder af vigtige begivenheder.

Banal hverdagshistorie
Det lyder måske som en ufattelig banal hverdagshistorie. En arbejderkone, der har talent for at fotografere, i starten af forrige århundredes Malmø. Men ud af Maria Larssons lille hjemmehobby vokser en vidunderlig lille historie, hvor kameraet og Maria Larssons billeder i sig selv bliver et billede på damens trang til at smage noget større her i livet, noget andet og større end at passe unger, lave mad og sy tøj til borgerskabet.

Brovtende arbejdermand
Hendes brovtende og simple og mandschauvinistiske arbejdermand fatter nul og niks af hendes interesse for fotografi, og det han ikke forstår, er han bange for. Han mistænker hende for at have en affære med den flinke fotohandler, der har udlånt kameraet til hende, og i princippet er netop en affære med den kunstinteresserede og dannede fotohandler netop hvad Maria Larsson præcis hvad hun drømmer om - ikke mindst fordi hendes mand selv hygger sig med en letlevende dame som om det er hans gode ret som mandfolk.

Poetisk glimt
Maria Larssons kamera bliver altså et billede på en kvindes frihedskamp. For hvert billede hun tager frigører hun sig fra sin fastbundne rolle. For hvert billede hun tager af sin kat udbygger hun sit feministiske slag - uden at hun selv sætter den slags ord og paroler på. I en af filmens bedste scener er hun på besøg hos fotohandleren Pif Puf Puf Pedersen, der tilbyder hende et glas madeira. I hendes øjne er alkohol det rene djævelskab. Det er den rædselsvækkende sygdom hendes mand har slæbt ind i deres hus og plaget familien med gennem adskillige år. Men den dannede fotohandler Pedersens indgang til alkoholen er naturligvis en helt anden. 'Det er et landskab fyldt ned i et glas', sig han med et poetisk glimt i øjet og et beroligende smil - og pludselig åbner en helt anden og ny verden sig for Maria Larsson.

Åben sanserne
Det er i den tone, 'Maria Larssons evige øjeblik' skal opleves. Den afleverer en lang række dagligdagsoplevelser fra arbejderlivet i Malmø i starten af forrige århundrede, men den handler om at åbne sanserne og se den verden, der ligger foran én, hvilke kan være nok så svært når man har en fuld mand, 5-6 børn og to jobs at passe.

Sanselige dybder
Det, der begynder med at ligne endnu et frilandsmuseum om den svenske arbejderklasse i forrige århundrede, vokser sig altså lige så stille til en beretning med store sanselige dybder. med den størst tænkelige ro serverer instruktøren Jan Troell et billede på både en fastlåst kvindes frigørelse og en hyldest af selve vores sansers liv. Troell og fotograferen Mischa Gavrjusjov viser ikke bare damen tage billeder. De svælger i hele den fantastiske proces det er at se et menneske beslutte sig for at en scene er værdig til at blive foreviget, apparatets spejlrefleks, der fanger øjeblikket når mennesket trykker på en knap og selve billedet, der langsomt folder sig ud takket være fremkaldervæsken i mørkekammeret.
Sådan er ro, sådan en tid, sådan en fordybelse er i sig selv sjælden på film. Den er en af flere gode grunde til at vække sanserne i selskab med 'Maria Larssons evige øjeblik'.