Max Payne

Action-nonsens og hyperromantisk poesi

Anmeldt af Per Juul Carlsen

De to skurke i actionfilmen 'Max Payne' er på flugt fra helten og gør sig klar til at stikke af med en helikopter fra taget på et højhus midt på Manhattan, New York. Den ene siger til den anden: 'Ta' det her dynamit og sæt det op på etagen nedenunder'. Umiddelbart forekommer det at være en sindssyg idé eftersom de to skurke venter på at stikke af med en helikopter fra taget ovenover. Tænk hvis dynamitten sprænger taget af!? Og ville det ikke være meget mere simpelt og enkelt bare at stille sig på lur og så skyde helten når han kommer drønende op ad trappen?

Fed eksplosion
Selvfølgelig ville det det. Men det er slet ikke en tankegang, der passer ind i det univers, 'Max Payne' fungerer i. Her signalerer en bunke dynamit, at man kan se frem til en fed eksplosion, og det er sådan set alt, hvad man skal vide. Der er skam en historie i 'Max Payne', og den er hverken dårligere eller ret meget bedre end historier i actionfilm gennemsnitligt er. Men det er ikke den, der betyder noget. Det er stilen, den hårdkogte action, der er i centrum. 'Max Payne' er trods alt en film, der bygger på et populært computerspil fuld af action.

Maksimum smerte
Men lad os lige opsummere historien - bare så vi har en lille mulighed for at forstå, hvorfor så mange mennesker bliver smadret på grusom vis i løbet af 'Max Payne'. Hovedpersonen hedder simpelthen Max Payne, hvilket meget hurtigt kan oversættes til maksimum smerte. Politimanden Payne har nemlig været udsat for noget af det mest smertefulde et menneske kan udsættes for. Hans kone og lille barn blev myrdet få sekunder før han kom hjem fra arbejde. Gerningsmændene er aldrig blevet fundet og ingen ved hvorfor hun blev myrdet.

Bevingede krigsengle
Den smertefulde oplevelse slæber Max Payne nu rundt med og af samme grund har politiet installeret ham som opsynsmand i kontoret for uløste mordgåder, hvilket er en logik, der er betydeligt mere symbolsk end praktisk anvendelig, men sådan er det altså med actionfilmen 'Max Payne'.
Lad være med at lægge for meget i plottet, især fordi Max Payne aldrig befinder sig på sit kontor for uløste mordgåder. Han render rundt i det mørkegrå og sneindhyllede New York og forsøger at finde sin families morder, og efterhånden finder han ud af at der er en sammenhæng mellem hans kones død og et mystisk narkotikum, der giver dets brugere en fornemmelse af at være gamle vikingekrigere, som kan gå i kamp, vel vidende at de bevingede krigsengle, valkyrierne, vil samle dem op og sende dem til valhal. Det giver filmens instruktør rig mulighed for at slippe en bunke bevingede væsener løs i filmen, selvom de egentlig ikke spiller nogen rolle. De ser bare mægtig fede ud når de kredser rundt over byens tage og varsler blodige udgydelser.

Ultraslowmotion
'Max Payne' er altså først og fremmest tænkt som en film, der skal nydes for sit stilrene mørkegrå stålunivers og sine actionsekvenser. Den er i familie med film som 'The Matrix' og 'Wanted', bare et par divisioner længere nede i niveau og med betydeligt færre ambitioner. Engang imellem hiver den i smilebåndet på de helt forkerte tidspunkter, som når to skurke vælger at sprænge et par etager i et højhus i luften i stedet for bare at skyde den mand, der forfølger dem - eller når filmen i ultraslowmotion viser hvordan Max Payne skyder en mand, der står på en trappe 15 meter over ham ved at kaste sig baglæns gennem luften. Men andre steder, når instruktøren John Moore går amok i sit computergenererede billedsprog og lader sin ensomme hævner, Max Payne, spadsere gennem et univers af ild, storbymetal og væsener fra den nordiske mytologi, har den faktisk sin helt egen hyperromantiske poesi.

Flotte kulisser
'Max Payne' er så meget form og stil, at selv dens udfald mod det amerikanske militærs behandling af menige soldater i under Irak-krigen er svært at tage alvorligt. Men at se folk blive smadret på opfindsomme måder i flotte kulisser har som bekendt aldrig været noget helt ueffent tidsfordriv.