Max pinlig

Kuldslået og fortumlet og kejtet

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'Selv Jesus var flov over sin far'. Med de ord slutter børnefilmen 'Max pinlig', og dermed har den slået fast, at den er noget helt, helt særligt af en børnefilm at være. Sådan en på én gang drilsk, eftertænksom og filosofisk tone har vi ikke set i en dansk børnefilm meget længe - hvis vi overhovedet har set den nogensinde. Mage til kuldslået og fortumlet og kejtet portræt af danske børn har vi ihvertfald aldrig set.

Dansk taber-mentalitet
'Max pinlig' er en af den slags børnefilm, som fans af amerikansk tankegang ynder at udstille som et eksempel på danske mindreværdskomplekser og dansk taber-mentalitet. I 'Max pinlig' er der ingen vindere - ej heller tabere. Alle render rundt med problemer, komplekser og fejl i hobetal, og enhver, der forsøger at foregive noget andet, er simpelthen fuld af løgn. Selv Jesu' far er fuld er fejl og komplekser. Tyg lige lidt på den.
Det lyder måske trist og melankolsk og nedslående midt i alle tidens dommedagsprofetier, men det er præcis det modsatte. Der er som bekendt ikke noget så befriende som at erkende sine fejl og mangler og acceptere at man altid vil være for plump til at ligne Brad Pitt eller for asymmetrisk til at ligne Angelina Jolie. 'Max pinlig' hiver alle vores almindelige fejl frem og griner af dem som de latterlige og herlige obskøniteter, de er.

Succesfetichisme
Den mest latterlige af alle almindeligt latterlige personer i filmen er Max' nabo, forfatteren og skuespillere Steen Cold, der tager på harpunfisketur med B. S. Christiansen og Kronprins Frederik og skriver den ene bestseller efter den anden om hvor fantastisk indholds- og oplevelsesrigt hans liv er. Det lyder jo vældig godt på en succesfetichistisk måde, men samtidig kan vi se, at manden er ved at tabe sin stakkels datter, Ester, på gulvet. Hun er træt af den evindelige jagt på succes og opmærksomhed. Så træt at hun drikker sig fuld i rødvin og kaster op ud af sit soveværelsesvindue. Hun vil bare gerne være sig selv. Hun vil have lov til at have sine fejl og mangler.

Pinlige fejl og mangler
Næsten ligeså pinligt latterlig er Max' mor. Der er ingen ende på hendes pinlige fejl og mangler. Hun laver gås juleaften og brænder det stakkels fjerkræ på. Hun inviterer Max' nye klassekammerat, den kønne Ofelia, hjem på besøg og glemmer, at hun også får en straffefange på revalidering på besøg samme dag. Hun bliver rørstrømsk og flæbende af at høre et kor af fanger synge julesange i den lokale kirke og rejser sig op for hele forsamlingen for at prædike fred og fordragelighed. I det hele taget er de voksne i 'Max pinlig' så pinlige, at Max må stille sig selv spørgsmålet' om ikke voksne 'er børn, der er blevet fuldstændigt vanvittige' - og tillægsspørgsmålet 'kender jeg overhovedet nogen voksne, der er normale'?

Cowboytoast på menuen
Vores hovedperson Max er naturligvis også pinlig - max pinlig, som filmens titel understreger. Han vælter bagover på sin stol i timen mens han smiler til den skønne Ofelia, og da han låner Ofelias poesibog, bare for at lære hende bedre at kende, ender det selvfølgelig med at hans mor ved et uheld kommer til at tabe bogen for næsen af Ofelia.
Den lækre Ofelia er iøvrigt også temmelig pinlig. Hun serverer den ene løgn efter den anden for sine klassekammerater. Hun bilder dem ind at hendes mor driver en fin restaurant selvom det faktisk kun er en bodega fyldt med fulderikker og med cowboytoast som fineste ret på menuen. Og hun bilder kammeraterne ind, at hendes far rejser rundt i udlandet, selv om han egentlig sidder i spjældet i Sønder Omme Statsfængsel. Hvor pinligt.

Satiriske kommentarer
Alle er helt normalt pinlige i 'Max pinlig'. Det befriende jordnære verdenssyn er ikke alene befriende jordnært. Det er også udgangspunktet for en jævn strøm af skarpe satiriske kommentarer til vor tids tankegang, såsom succesprædikanten Steen Cold, den absurd forstående klasselærerinde, der vil give sine elever succesoplevelser, som de egentlig slet ikke vil have, og den lokale kirkemenighed, der danner et kor af straffefanger ud fra den tåbelige antagelse, at fangerne vil blive bedre og stærkere mennesker med smag for succes af at synge julesange i kirken. Hele vor tids dyrkelse af fænomenet succes får i det hele taget en alvorlig gang hug.

Hverken strittende eller sammensat
'Max pinlig' er altså en børnefilm, en gang samtidssatire og et lettere filosofisk værk om menneskelig eksistens på én gang - uden at det på nogen måde virker strittende eller sammensat. Det er ikke alene forbavsende velfungerende, 'Max pinlig' er også en af de sjældne børnefilm, som selv ikke hærdede voksne med analyseapparatet på spidserne kan forudsige forløbet i. Bortset fra en lidt flad handlingstråd om en kikset dreng, der forelsker sig i tilsyneladende tjekket pige, er der meget lidt vanetænkning i 'Max pinlig'.
Der er i det hele taget intet pinligt ved 'Max pinlig'. Det er heldigvis en fejl.