Mig og Yngve

De svære teenageår

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Åhhja. Teenageårene er en svær tid. Kroppen begynder at opføre sig mærkeligt, følelserne agerer endnu mere besynderligt og værst er alt er det, at alle andre mennesker begynder at opføre sig rigtig meget mærkeligt. Og som om alle de problemer ikke er rigeligt at slås med i forvejen, begynder man også at lide under den vrangforestilling, at de ældre generationer ikke har fattet nogetsomhelst og at man selv ved lige præcis hvordan verden hænger sammen.
 Alle de slagsmål og udfordringer bliver taget op i den norske ungdomskomedie, 'Mig og Yngve', der på én og samme tid forsøger at indfange den oprørstrang, der er en del af enhver sund teenagers verden, og den forbandede følsomhed, der er så forpulet svær at finde rundt i i årene inden kynismen og fornuften tager over.

Norsk ødemark 
Hovedpersonen er den rødhårede gymnasieelev, Jarle Klepp, der indleder filmen med at brokke sig over hvorfor i hede hule han skal trækkes rundt ude i den norske ødemark og se på sumpområder, hvor man kogte laks i stenalderen. Han har brug for et liv, har han. Og det kommer væltende lige i knolden på ham før han når at se sig om. Pludselig er han kæreste med den smukke Katrine.

Fissesatan
Pludselig har han dannet et punkband med det vaskeægte sen-80'er-navn Mathias Rust Band, der sveder og spræller sig igennem numre med titler som 'Fissesatan anarkistkommando'.
Pludselig skal han give koncert. Pludselig står alle muligheder åbne for ham - sådan som verden synes at gøre når man er 18 år, har drukket et par guldøl og lytter til et stykke popmusik med den helt rigtige rastløse weltschmerz.

Storkæftet klovn
Men så nemt skal det selvfølgelig ikke være for vores charmerende ven, Jarle. En dag får klassen en ny elev, den høje, kønne og generte Yngve. Yngve og Jarle fatter interesse for hinanden, så meget at Jarle triller forbi på sin cykel og kigger indenfor i Yngves univers, hvor man kigger drømmende på skyerne og diskuterer hvad de ligner eller lytter til den litterære, dannede og følsomme engelske gruppe, Japan, istedet for skramlende guitarer og sange om anarki og kønsdele. Og inden længe er Jarle mere optaget af at spille tennis med Yngve end at øve med Matthias Rust Band, til stor forundring for bandets trommespillende storkæftede klovn, Helge.

Fortumlede teenageår
Sådan er teenageårene jo - forvirrede, fortumlede og fulde af overraskelser, der i løbet af et par timer kan ændre ens livsopfattelse og holdning til påklædning fuldstændig, hvilket 'Mig og Yngve' gengiver ganske glimrende. Både i den negative og positive retning. Den forsøger at ramme både det komiske og det tragiske, og den er så absolut bedst til det første.
Dens virkelig kvalitet er dens evne til at beskrive og ramme den rastløsthed, den nysgerrighed og den berusende glæde ved at udforske verden, der også er den del af teenageårene. Der er en enorm energi i scenerne, da Jarle og hans venner har dannet et band og den smukke Katrine fungerer som manager. Den videregiver i forrygende grad fornemmelsen af at være i gang med at erobre verden. Samtidig er der en vidunderlig alvor og loyal skrøbelighed i beskrivelsen af forholdet mellem Jarle og Katrine, inden Yngve dukker op. Som da Jarle afbryder det, der er godt igang med at udvikle sig til et samleje, for at spille en hudløs, men ubehjælpsom ode til sin kære Katrine, der kniber flere tårer, selvom hun egentlig er irriteret på det rødmossede fjols og hans evindelige guitar. Ligeså velfungerende er den tredie hovedrolle, klovnen Helge, der overhovedet ikke fatter hvorfor Jarle pludselig begynder at interessere sig for tennis. 'Har du fået AIDS?' som Helge udbryder i sin lange talestrøm.

Løssluppen fest
Desværre går det galt for 'Mig og Yngve', da forholdet mellem Jarle og Yngve skal redes ud. Det er såmænd troværdigt og realistisk, at Jarle kan forelske sig i den kønne, følsomme Yngve, men istedet for at lade deres spæde forhold rumstere i det stille og forsigtige, lader forfatteren Tore Renberg og instruktøren Stian Kristiansen det hele eskalere og eksplodere i fuldt flor til en løssluppen fest. Det er ganske enkelt for konstrueret og for tilrettelagt for den voldsomme effekts skyld.

Ungdommelig energi
Men værre er det at filmen efterlader stakkels Yngve som et mærkeligt tomt hylster af et menneske. Vi får næsten intet at vide om ham. Ham fremstår bare håbløst følsom og håbløst naiv. Det er filmens store svaghed. Men når filmen er fuld af rastløs og ungdommelig energi, er den det i sådan en grad, at det er lige før man får lyst til at danne et punkband.