Min bedste ven

Det store amerikanske drama

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er mærkeligt som franske 'Min bedste ven' ligner en Hollywood-komedie af den lette og ligetil slags. Det er slet ikke svært at forestille sig filmen i en amerikansk udgave med en lidt nørdet, ca. 50-årig skuespiller som Tom Hanks i hovedrollen. Det er i sig selv værd at bemærke eftersom fransk film i mange år har opdyrket et image, der går ud på at stå i konstant kontrast til Hollywood, at være en forsvarer for filmen som kunstart, bl.a. ved at lave forskellige statsstøttede ordninger, der sørger for at franskmænd går i biffen og ser franske film istedet for amerikanske.

 Men her er altså en fransk film, der sagtens kunne være amerikansk, og så er den endda skabt af en af fransk films sikre og stabile repræsentan-ter gennem mange år, den 60-årige Patrice Lecon-te, der måske er bedst kendt for film som 'Manden fra toget' og 'Pigen på broen'. Det er ikke svært at forestille sig filmens hovedperson, antikvitets-handleren Francois, omsat fra Paris til New York, hvor han drysser rundt på auktioner og køber an-tikke vaser, nogle gange for enorme summer og uden nogen god forklaring, til stor irritation for sin kønne, kvindelige kompagnon, som han iøvrigt ik-ke har noget forhold til fordi hun er lesbisk.

Det er heller ikke svært at forestille sig at vores hovedperson er ude på en restaurant i New York sammen med sin kompagnon og en håndfuld af hendes venner og bekendte, hvor det pludselig vi-ser sig, at vores hovedperson ikke rigtig kender nogen af de tilstedeværende, selvom han har set dem mange gange før. Ja, han ænser endda knap nok sin kæreste som forgæves forsøger at få kon-takt med ham. Han har nemlig nok i sig selv, viser det sig, ja, han har endda knap nok en ven at pra-le af, hævder hans kompagnon, der er irriteret over at vores hovedperson lige har bragt deres fælles butik på randen af fallit ved at bruge 200.000 franc på en antik, græsk vase. Og for at understrege, at vores hovedperson ikke kan finde ud af at have venner, indgår hun et væddemål, der går ud på at vores hovedperson inden måne-dens udgang skal fremvise en person, som vedgår at være hans ven.

Her begynder 'Min bedste ven' for alvor at ligne en letbenet amerikansk komedie af den slags, hvor alt bliver sat på spidsen. Vores hovedperson ud-færdiger en liste over alle mennesker, som han opfatter som venner. Blandt de øverste på listen er en gammel skolekammerat, som han ikke har set i omtrent 40 år, og som viser sig at være fuld af had, da vores hovedperson opsøger ham. Det ville slet ikke være spor utænkeligt at se ameri-kanske komikere som Ben Stiller eller Adam Sand-ler i rollen som den forvirrede forbitrede hoved-person, der ihærdigt søger en ven.

 Det ville også passe helt fint i en ameri-kansk komedie at introducere en person, som vo-res hovedperson afskyr, men som pludselig viser sig at være den eneste, der gider snakke med vo-res anti-helt. I det her tilfælde er det en snakkesa-lig taxa-chauffør med en enorm paratviden og et par overdrevent kærlig forældre. Taxa-chaufføren er så venlig ved andre mennesker, at vores ho-vedperson ser en klar mulighed for at lære noget om hvordan man får andre mennesker til at synes om én og dermed bliver venner. Som sagt - alt er sat spidsen à la Hollywood.

Og det bliver tykkere endnu. Glem ikke, at vores hovedperson stadig er besat af sit åndssvage væddemål. Han er kun interesseret i at få en ven for at vinde sit væddemål - hvilket med andre ord vil sige, at han slet ikke er interesseret i en ven. Det lille sindrige plot driver 'Min bedste ven' frem, gennem talrige op- og nedture for taxachaufføren og hans umage elev, frem mod en slutning, der er så rørstrømsk og usandsynlig, at Hollywood ville elske den. Her optræder taxa-chaufføren i en tv-quiz, hvor han endelig får brug for sin imponeren-de paratviden, og undervejs i tv-programmet, får han muligheden for at ringe til en ven og få hjælp. Og gæt selv hvem han ringer til?

Hvis Patrice Lecontes 'Min bedste ven' netop var en amerikansk komedie ville den sikkert få adskil-lige hak i tuden for at være en Hollywood-standard-komedie. Nu er den altså fransk og de uvante omgivelser giver sjovt nok komedien en anden friskhed
Det er så godt som 100 procent sikkert at nogen i det her øjeblik, et eller andet sted i Holly-wood, sidder og skriver på en Hollywood-genindspilning af 'Min bedste ven'. Og det er be-stemt ikke utænkeligt, at der kan komme en god komedie ud af det. Ganske vist er alt sat på spid-sen i 'Min bedste ven' og ganske vist er filmens billede af hvad venner kan og skal temmelig fir-kantet, men plottet med en mand, der leder efter en ven, blot for at vinde et væddemål om hvorvidt han overhovedet har en ven, er djævelsk snedigt udtænkt.