Min bror er enebarn

Kunsten at puste lidt op til meget

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Den italienske film, 'Min bror er enebarn', er i et glimrende eksempel på den særlige disciplin, der hedder at puste meget lidt op til noget, der ligner noget stort. Her er en film om store emner, serveret med det særlige italienske temperament, den glød og den passion, der i 40'erne, 50'erne og 60'erne gjorde landet til et af Europas mest spændende filmlande.

Sød og smuk kvinde
Her er en historie om den store umulige kærlighed, om to mænd, der elsker den samme både vidunderligt søde og vidunderligt smukke kvinde. Her er en historie om det store familiedrama, om to brødre, der elsker hinanden, sådan som brødre i Italien jo gør, men som alligevel er dybt forskellige. Og her er en historie om voldsom politik, om det store slag mellem det yderste venstre og det yderste højre, kommunisterne og fascisterne, der sloges op gennem 60'erne og ind i 70'erne, hvor Italien nær var blevet revet fra hinanden i politiske uroligheder og terror.
Det er store emner, der mixes sammen i historien om den forvirrede og fascistiske lillebror, Accio, og hans dameglade kommunistiske storebror, Manrico. Men det bliver bestemt aldrig tydeligt hvad instruktør Danielle Luchetti har tænkt sig at bruge de store emner til. Smukke mennesker, der forelsker sig i hinanden under dramatiske omstændigheder er altid interessant og det samme er store politiske slagsmål, men det hele lugter halvgrimt af luskefiseri og blålys, når man hiver fat i store og iøjnefaldende emner uden at bruge det til noget. Sagt på en anden måde ser 'Min bror er enebarn' umådelig flot og spændende og lækker ud.

Bumset og aggressiv
Diane Fleri er smuk og sød at skue som den klassiske jomfrunale italienske pige, der bliver svigtet af den hun elsker. Riccardo Scamario er køn som den damebetvingende kommunist og Elio Germano er tilpas bumset og aggressivt forvirrende til at udgøre midtpunktet i filmen som Accio. Derudover er 'Min bror er enebarn' smurt overdådigt ind i den solmodne, indbydende italienske kultur, der gør sig så godt på film, men efterhånden som filmen skrider frem står det irriterende klart, at Danielle Luchetti ikke rigtig gemmer noget vigtigt eller spændende under den indbydende overflade.

Trekantsdrama
Det dramatiske trekantsdrama mellem Accio, Manrico og Francesca har en nostalgisk klang af europæisk guldalderfilm fra 60'erne over sig, men der sker aldrig noget i det. Det samme kan man sige om det politiske slagsmål mellem de to fløje, der virker lige latterlige med deres bedagede paroler. Men hvad Luchetti vil med slagsmålet, forbliver en gåde. Stærkest i filmen står Accios og Manricos familie, der bor i en af de faldefærdige byer, den fascistiske diktator Benito Mussolini fik bygget i starten af 2. verdenkrig. Mussolini snød sit folk med de elendigt konstruerede huse, men de italienske myndigheder, der i midten af 60'erne lover at genhuse befolkningen i andre huse, er ikke meget bedre med deres hule og løgnagtige bureaukrati.

Glittet billedbog
Her er kimen til noget interessant med en klar pointe, men også kun kimen. Og da 'Min bror er enebarn' er forbi, minder oplevelsen mere om end glittet billedbog fuld af minder om italiensk films storhed, end om en film, der kan stå på egne ben.