Miss Pettigrews fantastiske forandring

Hvorfor?

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Man kan som regel gennemskue hvorfor en film er kommet til verden. I langt hovedparten er tilfældene handler det om at nogen har fået en idé, som de selv synes er helt fantastisk og sjov eller spændende og som de enormt gerne vil se på film. Og i rigtig mange andre tilfælde bliver den indgang til at lave film kombineret med ønsket om at tjene en ordentlig numsefuld penge. Så er der den slags film, der kommer til verden fordi nogen forsøger at udtrykke en kunstnerisk vision og skabe decideret kunst og der findes naturligvis og heldigvis også film, der dukker op i biograferne fordi nogen har ambitioner om at ændre verden. Og så er der selvfølgelig en masse andre indgange til at lave film.

Glimrende skuespillere
Det bringer os lynhurtigt til den engelske film, 'Miss Pettigrews fantastiske forvandling'. Det er nemlig enestående svært at gennemskue hvorfor instruktøren Bharat Nalluri har iværksat den rimeligt anstrengende proces det er at skabe en film som 'Miss Pettigrews fantastiske forvandling'. Og det er ikke mindre mystifistisk hvorfor så glimrende skuespillere som Amy Adams, Frances McDormand og Ciarán Hinds har sagt ja tak til at bruge deres tid på at udfylde rollerne i den her saccharinsøde lille miniputprut af en film.

Ambitiøs skuespildulle
I princippet er der ikke spor i vejen med historier, der ikke vil andet end at underholde og varme hjerterne, men det er svært at smage ret meget andre ingredienser end kunstigt sødestof i den her historie om en midaldrende guvernante, Miss Pettigrew, der bliver fyret - endnu engang - og fupper sig til at få et nyt job som såkaldt socialsekretær hos en ung og ambitiøs skuespildulle i 30'ernes London.

Fornuftig og jordnær
Det tager ikke mange sekunder for Miss Pettigrew at blive yderst populær hos dullen Delysia LaFosse. Det er nu heller ikke så svært. Den unge og forvirrede Delysia flirter og kærester nemlig med hele tre unge mænd på én gang - primært med det formål at stige i graderne og blive til noget showbiz. Delysia mangler sådan set bare et fornuftigt og jordnært menneske, der kan forklare hende, at hun ikke kommer meget videre i livet ved at tilbyde søde ord og sex til tre mænd på skift. Og det kan den cirka 50-årige Miss Pettigrew, der udmærket kender livet hårde realiteter.

Solid snusfornuft
Miss Pettigrew, der bliver spillet af Frances McDormand, er altså noget så gammeldaws som den solide snusfornuft, der kommer vadende ind i den hule og forløjede glittede showbiz-verden og viser de unge, smukke og rige hvad der er ægte og hvad der er falsk. Den pointe - den ægte kær-lighed kontra pengenes falskhed - har unægtelig været oppe at vende mange gange før på film, og det havde været umådeligt befriende hvis den var blevet vendt et par gange.

Stort komisk overskud
Frances McDormand styrer sin rolle som Miss Pettigrew med stor sikkerhed og et stort komisk overskud, den fremadstormende Amy Adams er som altid fantastisk som den vimsende dulle, Delysia Fosse, og Ciarán Hinds er en stor, knejsende klippe af ro som en veletableret modeskaber, der falder for Miss Pettigrew fordi hun tør være sig selv og intet andet.

Elegant og sprællevende beskrevet
Skuespillet er altså mere end bare fornemt, og showbizverdenen 30'ernes London, lige akkurat før 2. verdenskrig bryder løs, er elegant og sprællevende beskrevet. Men det hjælper desværre ikke synderligt meget på en historie, der mildt sagt virker bedaget og som trænger gevaldigt til nogle opdateringer. At vende det skarpe blik mod hulheden 30'ernes showbiz-verden virker mildt sagt ufarligt. Det havde været betydeligt mere spændende at se historien omsat til vor tid, fx til mediernes verden, hvis hulhed i særdeleshed trænger til at blive udstillet og gennemheglet og hudflettet.
Sådan er det fra ende til anden med 'Miss Pettigrews fantastiske forvandling'. Dygtige skuespillere og filmhåndværkere udøser deres imponerende kunnen over en historie, der virker mærkeligt malplaceret og ude af trit med tiden.