Moliére
Ulykker er også sjove
Anmeldt af Per Juul Carlsen
'Ulykken indeholder visse komiske aspekter, som ikke bør undervurderes'. Sådan lyder det bærende tema i filmen 'Moliére', om en af historiens mest berømte humorister, den franske skuespilforfatter, Moliére. Det er de ord, der sidst i filmen skaber Moliéres syn på sine egne komedier. Egentlig vil han helst skabe store alvorlige og dybe og kloge tragedier, men gennem en personlig tragedie indser han, at komedieformen rigeligt kan bruges til at beskrive alvorlige og tunge emner.
Komik er ikke bare komik
Filmen 'Moliére' er altså en komedie om et tragisk emne, helt i 'Moliére's ånd, inspireret af Moliéres eget liv og hans skuespil. Og Moliére er en småfilosofisk fortælling om hvordan alvorlige oplevelser kan skabe det fundament, som humor og komik kan vokse sig stærk og kraftfuld på. Lyder det krøllet og højpandet? Det er det slet ikke, bare dejligt nuanceret. Her er en film, der på klar og naturlig vis understreger at komik ikke bare er komik og alvor ikke bare alvor. Ved historiens begyndelse, i 1645, er Moliére en ganske almindelig skuespiller, der ikke kan få karrieren til at fungere. Fogedens to tjenere dukker op på scenen, netop som han er ved at fremføre et skuespil, og han benytter lejligheden til at latterliggøre de to stivnakkede bureaukrater - til stor glæde for det tilstedeværende publikum.
Stakkels rige klovn
Moliére havner i fængsel, men skæbnen vil at der blandt publikum står en mand, der kan bruge Moliéres talent for komik til noget. Han arbejder for en rigmand, der gerne vil indsmigre sig hos en ung adelsdame, og derfor har brug for en skuespiller til at lære ham spillets store kunst. Moliére har intet valg. Takker han nej til adelsmandens tilbud ryger han tilbage til rotterne i fængslet. Altså må han lære den stakkels rige klovn skuespillet fra bunden, som fx at der ikke bare er noget der hedder hest. Alle heste har en karakter.
Lusket og lurvet
Moliéres opgave er naturligvis umulig. Rigmanden har ikke det mindste kunstneriske talent, og den unge arrogante adelsdame er ikke det mindste interesseret i den halvgamle stodder. Men rigmanden har tilfældigvis en smuk og begavet og charmerende kone, som Moliére langsomt forelsker sig i - og omvendt. Ud af Moliéres ophold hos rigmanden vokser sig en lang række af komiske forviklinger, ikke mindst fordi rigmanden henter sig en medsammensvorn i en anden adelsmand, den lurvede og luskede Dorante, der også forsøger at score den unge adelsdame, samtidig med at han forpurer rigmandens planer.
Arrogant adel
De forviklinger bliver naturligvis til et klassisk lystspil af Moliérsk tilsnit, komplet med satiriske udstillinger af arrogant adel, naiv ungdom og nyrige uden forstand på andet end penge. Det lille kneb er i sig selv umådelig elegant af instruktøren Laurent Tirard og hans medforfatter Grégoire Vigneron. Til gengæld bevæger de to forfattere bag 'Moliére' sig ind på temmelig klichéfyldt område når de tager sig den frie fantasi, at lade kærlighedsforholdet mellem Moliére og rigmandens kone udvikle sig til det store, skæbnesvangre kærlighedsforhold, der skaber Moliére som kunstner. Den slags leg med stormfuld kærlighed og store, virkelige kunstnere er i allerhøjeste grad blevet moderne i de her år, fx i sidste års franske storfilm, 'La Vie en Rose', om Edith Piaf, og Johnny Cash-filmen 'Walk the Line'.
Naiv alvorsmand
Det grænser til det letkøbte og leflende, men lad gå for den her gang. Kærlighedsforholdet mellem Moliére og Elmire, der spilles af den smukke og yndefulde italienske skuespillerinde, Laura Morante, virker nemlig herligt simpelt og enkelt og troværdigt. Dertil kommer, at filmen er mere end almindeligt smukt fotograferet og at det komiske skuespil gennem hele filmen er ualmindelig kompetent, ikke mindst hos Fabrice Luchini som den klovnede rigmand og Romain Duris, der tilføjer Moliére selv adskillige nuancer og lag ved at gøre ham til en naiv alvorsmand istedet for det oplagte, nemlig en altvidende verdensmand.