National Treasure 2 - Book of Secrets

Galimatias og storhedsvanvid

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'National Treasure 2' åbner med et tordenvejr i 3-4-dobbelt tempo og slutter med et fyrværkeri over en gigantisk bjergkæde. Så har vi li'som fået rammet det hele ind. Her er en film, hvor der sker en hulens masse i en hulens fart. Skide være med om det giver mening og om det hænger sammen, der skal bare ske noget. Her er en James Bond-lignende videnskabsmand, en biljagt gennem Lon-don, en rejse, der inddrager mordet på Præsident Lincoln, Frihedsgudinden i Paris, Det ovale værelse i Det hvide Hus, en kidnapning af den amerikanske præsident, de fire præsidentportrætter på Mount Rushmore, samt et par kuldsejlede kærlighedsforhold, der bliver bragt på rette spor igen. Altsammen i løbet af 124 minutter.

Besynderlig historie
Undervejs får vi serveret en besynderlig historie om at inkaerne har placeret en sagnomspunden gylden by inde i en amerikansk bjergkæde. Hvorfor inkaerne rejste mange tusinde kilometer nordpå fra deres oprindelige tilholdssted i Peru for at grave en by af guld ind i et koldt bjerg, melder filmen ikke noget om, men når 'National Treasure 2' er forbi, er man egentlig også revnende ligeglad. Hele baduljen er så latterligt fundet på, at det forekommer indlysende at lave en parodi på den - eller rettere: faktisk er 'National Treasure 2' så tæt på at være en selvparodi, at det vil være nyttesløst at parodiere den.

Langt ud i selvparodi
På en eller anden måde minder det om dengang i slutningen af 70'erne, da Roger Moores James Bond var forsvundet så langt ud i selvparodi, at det ikke var til at holde ud, dengang det kun handlede om at finde på de mest utrolige gadgets, dengang det handlede om at slå skurke ihjel og garnere det med vandede vittigheder eller langt ude agent-tricks. I 'National Treasure' opstår topmålet af latterlighed da vores helt, videnskabsmanden Benjamin Gates, ser sig nødsaget til at bortføre præsidenten for at få lov at bladre i konspirationsteoretikerne hellige gral, præsidenternes bog, hvor alle de hemmelige hemmeligheder om USA står gemt, JFK's morder, sandheden om UFO-landingerne osv osv.

Galimatias og storhedsvanvid
Og hvad er baggrunden for alle de her vilde og vildt absurde stunts? I gamle dage tog folk jo på vilde skattejagter for pengenes skyld, men sådan er det slet ikke i 'National Treasure'-filmene. Her ta'r Benjamin Gates, en dannet videnskabsmand, der både kan forstå latin og køre forrest i en vild biljagt gennem London, på skattejagt for at redde sin families ære og sit lands kulturarv. Ussel mammon er ham ligemeget, men ingen skal tilsmudse hans families navn og ingen skal stikke af med de relikvier, USA er bygget på. Basta. Og minsandten om ikke også filmens skurk, forretningsmanden Wilkinson, også viser sig at være ligeglad med pengene. Han er grundlæggende et sympatisk menneske, der bare gerne vil have, at hans familienavn skriver sig ind i USA's historie. Ja, vi tager den lige igen. Han vil bare gerne have, at hans familienavn skriver sig ind i USA's historie. Det lugter fælt af galimatias og storhedsvanvid, men alle i filmen, ligefra vores helte til alle 5-6 manuskriptforfattere forstår Wilkinsons motiv. Er det en ny slags nationalisme, der rejser sig for øjnene af os? Er det et sofistiskeret opråb om at beskytte kulturarv overalt i verden? Eller er det slet og ret en omgang ravende vanvittigt nonsens skabt i håb om at sælge en hulens masse biografbiletter.

Savner Roger Moore
Under alle omstændigheder er det lykkedes at skabe en film, der ligefrem gør, at man kommer til at savne en ca. 60-årig stivbenet Roger Moore, som nedlægger smækre fotomodeller på stribe mens han sender en 2 meter høj mand med metalgebis ud i det ydre rum. Det er sådan set ret godt klaret.