No Country for Old Men

Chokerende overlegen

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der er et næsten chokerende overskud, en chokerende overlegenhed, ved 'No Country for Old Men', den nye film af brødrene Joel og Ethan Coen. Lige fra begyndelsen er der en ro og en sikkerhed ved hver en scene, som om de tre brødre bare har brugt alle deres andre film som forberedelse og research til at skabe netop 'No Country for Old Men'. Hver en scene, hvert et billede er afrundet og tilpasset med en stilsikkerhed og fornemmelse, som er kendetegnene for det ypperste stykke håndværk, hvadenten det er Rolls Royce blandt bilerne eller Stradivarius blandt violinerne.

Ugudelighed
Det begynder allerede med skuespilleren Tommy Lee Jones' rolige voice-over som en klassisk sherif i det moderne Vesten henover skiftene billederne af store åbne landskaber i Texas. Langsomt og eftertænksomt fortæller Jones' velkendte stemme om sine nylige oplevelser som sherif, om unge mennesker han har arresteret, unge mennesker uden den mindste respekt for andres liv, mennesker, der synes besat af en eller anden form for ugudelighed, mennesker, der har dræbt andre mennesker og som vil gøre det igen.

Et bæst er løs
Allerede her bliver filmens tema slået an med samme ro som en gammel mand, der sætter sig på sin veranda og bakker løs på sin gamle, trofaste pibe inden han øser ud af et helt livs visdom. Der et bæst løs i de store, åbne landskaber i Texas. Der er et bæst løs i det gamle USA, USA's moderland og dermed ikke bare i USA, men i den vestlige civilisation. Det vil være at overdrive at kalde bæstet den rene ondskab, men noget grumt er løs, noget, der synes afskåret fra god gammeldaws respekt og moral.

Stilsikkerhed og overskud
Og stilsikkerheden og overskuddet i 'No Country for Old Men' fortsætter med introduktionen af de to andre hovedpersoner i filmen, først en rædselsvækkende sortklædt mand, der bliver arresteret af en politimand og bagefter slår politimanden ihjel på grusom vis, og dernæst Llewelyn Moss, en simpel og almindelig jordnær amerikaner, der er taget på rådyrjagt på de store åbne vidder og tilfældigt støder ind i efterladenskaberne fra et massivt narkoopgør, nemlig en håndfuld mænd og et par hunde, der ligger døde i varmen på sletten ved siden af eller i deres pick up-trucks.

Sønderskudte lig
Alene billederne af de 4-5 pick up-trucks med de sønderskudte lig på sletten er uforglemmelige. Det er ikke bare et simpelt billede af et gerningssted, sådan som vi kender det fra enhver hyggelig tv-krimi lørdag aften. Det hele er filmet med et udpræget blik for detaljerne, fra den døde hund, der ligger midt i det hele til de farverige biler, der nærmest står som en slags legetøjsbiler midt i det tørre, gråbrune stenlandskab til de mexicanske mænd, der ligger spredt med størknet blod over hele kroppen. Der ligger tusinder af historier her.

Kuffert fuld af penge
Og det bliver bedre endnu. Under et træ, et stykke fra bilerne og ligene finder Llewellyn liget af en mand, der er stukket af med en kuffert fuld af penge, men er blevet udmattet af varmen og et stort skudsår. Og Llewellyn gør som de fleste små, almindelige jordnære amerikanere ville gøre. Han lader sig lokke af de mange penge i kufferten, han stikker hånden i gabet på det store ugudelige bæst - og så tager han hjem og gemmer pengene i sit lille hjem hos sin lille søde kone. Samtidig er den sortklædte politimorder løs et andet sted i Texas. Han har snuppet en politibil og med den standser han en anden mand, som han afliver med den slags redskaber man bruger til at myrde kvæg med - hvorefter han tager mandens bil og kører videre, forbi en tankstation og en venlig tankpasser, som han terroriserer med et psykopatisk spil plat og krone.

Koldblodig morder
Der er naturligvis noget klassisk og velkendt over det hele. Et narkoopgør, en masse penge, en sherif, en psykopatisk, koldblodig morder og et almindeligt menneske, der kunne være du og jeg. Men brødrene Coen afleverer den her velkendthed med et overskud, der langt løfter den over det velkendte. Joss Brolins bondeknold af en cowboy, Llewelyn, har en ikonisk fremtræden, som om millioner af almindelige bondeknolde er presset sammen til netop ham. Og spanske Javier Bardems kolde morder, der viser sig at hedde Anton Chigurh, er en verden for sig. Han er ganske enkelt uforglemmelig, ikke bare fordi han er uhyggelig og enormt effektiv, men også fordi Coen-brødrene har udstyret ham med en latterlig paryk, der giver ham et lille anstrøg af komik, men netop også kun det lille anstrøg, der gør ham særligt karismatisk. Han er selve inkarnationen af bæstet, amoralen, ugudeligheden, der er løs i den moderne verden, men forunderligt nok er Bardems morder ikke så skræmmende når han myrder, som når han taler med ganske almindelige texanere.

Savlende hund
Bardems morder er i sig selv så stærk, at han kunne løfte og bære enhver film, men 'No Country for Old Men' har endnu flere kvaliteter. Action-sekvenserne, hvor vor helt, Llewelyn må flygte for livet er så velkonstruerede, at man helt glemmer vor mange kedelige menneskejagter, der efterhånden findes i filmverdenen. Helt fantastisk effektiv er scenen, hvor Llewelyn roder rundt blandt ligene i bilerne på sletten midt om natten og en bil pludselig dukker op i det fjerne. Llewelyn bliver opdaget i månelyset og flygter afsted, ud over sletten med bilen lige i hælene. Han bliver ramt af et skud i skulderen og springer ud i en flod efterfulgt af en glubsk hund, der indhenter ham netop da han er kommet op af floden på den anden side. Og netop da hunden indhenter ham, får Llewelyn hevet sin våde pistol frem, så han kan skyde den. Slut. Der er ingen piskende eller spændingsfremkaldende musik under scenen. Lydene af bilen, af den prustende Llewelyn og den savlende hund står helt klart i natten og gør scenen umådeligt effektiv. Komisk, skæv og helt utroligt velkonstrueret.

Chokerende overlegen
Og så er der, ikke at forglemme, filmens tematiker, Tommy Lee Jones' sherif, der aldrig trykker på nogen aftrækker, men blot følger slagets gang, eftertænksomt funderende over hvad der er sket med verden. Det er ikke mindst ham og hans tænkende akkompagnement, der løfter 'No Country for Old Men' langt ud over en standard-krimi. Takket være ham, takket være filmens suverænt timede dialog, præcise og beherskede skuespil, helt ned i de mindste roller, takket være det overbevisende valg af skuespillere i enhver rolle, takket være den rolige, velovervejede fortællestil, takket være alt der har med ekstraordinært gode film at gøre, er 'No Country for Old Men' chokerende overlegen og chokerende fuld af overskud.