Nu eller aldrig
Når stjernestøvet kvæler alt
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Der er et paradoks i hjertet af den nye amerikanske film, 'Nu eller aldrig'. Den lader som om den handler om to ganske almindelige amerikanere - eller ihvertfald forholdsvis almindelige amerikanere - der opdager, at de snart skal dø, men det er samtidig helt sikkert og afgjort, at filmen aldrig ville være blevet til så meget som et enkelt lille digitalt foto, hvis ikke Hollywoodsuperstjernerne Morgan Freeman og Jack Nicholson havde sagt ja til rollerne som de to døende amerikanere.
Småpsykopatiske Nicholson
Det er samspillet mellem den rolige, ærværdige, majestæstiske Freeman og den urolige, hektiske, småpsykopatiske Nicholson, der bærer filmen hele vejen igennem, lige fra de første scener, hvor vi ser Freeman arbejde som automekaniker altimens han lirer den mest utrolige paratviden af sig, mens Nicholson er en udspekuleret forretningsmand, der tjener penge på at drive lurvede hospitaler. Freeman er altså den store begavelse, Carter, der ville have været historieprofessor, men endte som automekaniker fordi han skulle forsørge sin familie. Og Nicholson er forretningsmanden Cole, der smadrede sin familie, fordi han havde for travlt med at tjene penge.
Kræft på samme tid
Som lyn fra den berømte klare himmel får de to modsætninger konstateret kræft på samme tid. De havner i samme stue på samme hospital - på et af Nicholsons lurvede hospitaler, hvor han af PR-mæssige årsager må indlægge sig. Det vil være rigtig dårlig reklame hvis han lagde sig på et andet hospital. Cole er hysterisk og vrissen mens Carter er rolig og afklaret. Og altimens de konsulteres af læger, gennemgår kemoterapi og får at vide at de kun har omtrent et halvt år tilbage at leve i, lærer de langsomt hinanden at kende - de bliver venner - og det bliver bekræftet da Cole en dag får fingre i en liste, Carter har skrevet på, en såkaldt træsko-liste, efter at udtrykket at stille træskoene, eller bucket list, på engelsk, hvor man siger kick the bucket. Det er en liste over alt det, Carter gerne vil nå inden han dør.
Patetisk og egoistisk
Han beslutter sig imidlertid for at det for patetisk og egoistisk, hvorefter den betydeligt mere impulsive Cole samler træskolisten op og synes det er en herlig idé. Han tilføjer nogle ekstravagante punkter, som han snildt kan betale med sin store formue. Og så drøner Carter og Cole alias Nicholson og Freeman afsted på deres helt egen road movie, deres sene dannelsesrejse, hvor de lærer at sætte pris på de fundamentale glæder i tilværelsen - hverken mere eller mindre. Første punkt er polterabend-klassikeren faldskærmsudspring. Og næste punkt er bjergbestigning - eller rettere helikopterflyvning - i Himalaya-bjergene, hvor der desværre hærger en storm.
En sen dannelsesrejse
Det er her, under deres dannelsesrejse, at samspillet mellem Nicholson og Freeman folder sig helt ud. Det havde været helt utænkeligt at se to ukendte skuespillere i de to roller. Ingen forret-ningsmænd i Hollywood ville have givet filmen en chance uden Freeman og Nicholson. Og hvis det havde været to ukendte skuespillere, måtte filmen nødvendigvis have haft helt andre kvaliteter at overleve på, et stærkere manuskript og et mere overraskende emnevalg, fx. Det er Nicholsons og Freemans parløb, det her, sådan fungerer det nogen gange i Hollywood, endda ofte, og det går som regel ud over selve indholdet i filmen. Der bliver simpelthen lagt for meget vægt på stjernerne. Naturligvis er der en stor kvalitet ved at se to så store og karismatiske skuespillere udfolde deres styrker, men når det samtidig udvander indholdet i en film, der gerne vil afdække nogle store dybder i vores tilværelse, ja, endda være noget så ambitiøst som filosofisk, burde der være prioriteret temmelig anderledes. Og det pynter bestemt heller ikke, at filmen lever i et forslidt, gammeldags Hollywood-univers, der spænder gevaldigt ben for sig selv ved at hævde, at man først kan leve livet fuldt ud, når man har røven fuld af penge og kan spise frokost på toppen af Pyramiderne i Egypten eller køre på motorcykel ad Den kinesiske mur, sådan som Carter og Cole.
En mærkelig hul film
Der er flere smukt skrevne pointer i manuskriptet undervejs, såsom den skruppelløse hospitalsejer, der ikke har andet valg end at blive indlagt på sit ejet lurvede hospital, og både Nicholson og Freeman leverer det, de skal i hovedrollerne. Men under de karismatiske stjerneskuespillere ligger en mærkelig hul film, der slet ikke kan nå de menneskelige dybder, den så gerne vil servere. I sidste ende stiller den ikke mindst det interessante spørgsmål. Hvad i hede hule gør man, hvis man ved man skal dø og gerne vil opnå samme erkendelse som Cole og Carter, men ikke har råd til at flyve op i Himalaya-bjergene i en helikopter?