Once

Afdæmpet og underspillet

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Man behøver bare at hviske ordet 'musical'. Straks vælter det frem med billeder på det indre filmlærred. Stort opsatte og opulente scener! Brusende, ekstatisk musik for fuldt horn- og strygerorkester! Dansere så langt øjet rækker! Farver! Glæde! Musik! Liv! Lyst!
Sådan er musicals - men sådan er den irske musical, 'Once', overhovedet ikke. Her er ingen overdådige farver, ingen store og opulente orkestre, ingen kaskader af dansere, der hopper op og ned af væggene. Her er intet, der er større end livet, men istedet noget, der minder om små og almindelige mennesker i fedtet brunt og gråt tøj, og almindelige svære kampe med at få følelser og kærlighed og drømme og længsler til at hænge sammen. 'Once' er lige præcis så stor som selve livet.

Intet konstrueret eller teatralsk
Ireren John Carneys film er en helt igennem anderledes musical. Der er intet konstrueret eller teatralsk ved dens musik. Når folk bryder ud i sang på gaden, bliver de ikke pludselig akkompagneret af et stort orkester og en flok glade mennesker, der danser løs. Når folk bryder ud i sang i 'Once' bliver de akkompagneret af den discman med musik, de lytter til eller af den akustiske guitar, de alligevel altid slæber rundt på, fx når de kører i bus.

Blandt musikalske drømmere
'Once' er altså noget så usædvanligt som en jordnær og realistisk, næsten dokumentar-lignende musical. Den foregår blandt musikalske drømmere i den irske hovedstad, Dublin, blandt de musikglade irere, der har en lang tradition for at omsætte dagligdags følelser og oplevelser i musik. Her drysser en ung sangskriver og gademusikant rundt og forsøger at leve af sin musik - når han ikke reparerer støvsugere i sin fars butik eller har hjertekvaler over pigen, der forlod ham.

En fortumlet mand
En sen aften får han stukket sølle ti cent i hånden af en ung kvinde af tjekkisk herkomst. Hun vil vide mere om hans musik og de stormende kærlighedskvaler, der vælter frem i teksterne, og uden de store skrupler udfritter hun den fortumlede mand om hans sorger og hans musik. Det er, som man siger i filmverdenen, begyndelsen på et langt og smukt venskab. De to mennesker finder ud af at de har deres personlige fortrædeligheder og deres musikalske drømme tilfælles. Kvinden har et barn med en mand, der hellere vil bo i hjemlandet Tjekkiet. Og manden finder sin kreative drivkraft i mindet om pigen, der forlod ham. Den tjekkiske kvinde spiller klaver, men har ikke råd til sit eget, så hun får lov til at låne instrumenterne i en lokal instrumentbutik. Og her sætter de to mennesker sig ind for at spille en af mandens sange sammen.

Sød musik opstår
Det er sådan den søde musik i 'Once' opstår. På stedet. Blandt gademusikanter. I musikbutikker. I pladestudier. På barer. Alle de stedet, hvor den kunne opstå i den virkelige verden. Det eneste 'Once' har tilfælles med mere traditionelle og ordinære musicals er, at musikken filmen igennem handler om de følelser, hovedpersonerne kæmper med.
'Once' er altså ikke en musical, der skal henføre publikum med ekstatisk musik og storslået scenarier, men en afdæmpet og underspillet musical, der lige stå stille præsenterer publikum for to mennesker og den musik, deres tilværelse får dem til at skabe. Selvom filmen ikke ligefrem brøler højt med det, er den en hyldest til Dublin og til den musik, der opstår som en del af dagligdagen, som en reaktion på dagligdagen, fordi mennesker har et behov for at fortælle om deres oplevelser. 'Once' er en hyldest til den musik, der fungerer som vores følelsers spejlbillede. Filmen er bedøvende ligeglad med musikhistorie, hitlister og idoldyrkelse. Det er selve musikkens skabelse, den hylder.

Jordnær og realistisk
Den hyldest virker netop ekstremt overbevisende fordi 'Once' er så underspillet og jordnær og realistisk. Det virker faktisk som om filmens to hovedpersoner har sat sig ind i en musikbutik og spillet et stykke musik sammen - uanset hvor øvet og kompetent og professionel, sangeren Glen Hansard måtte lyde Og det virker aldeles troværdigt og charmerende, at Hansards figur, der ikke har noget navn i filmen, omsætter sine følelser i nogle improviserede, humoristiske sange i en ganske almindelig bus.
'Once' er altså en ganske særlig musical med sin helt egen sugende stemning. Det er en film, der ganske enkelt giver lyst til at svælge i musik, at høre musik, leve musik og måske endda skabe musik.