One Shot

Et kvart benspænd

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'One Shot' er så at sige så enkel og ren som en film kan være. Tre mennesker mødes i løbet af en lille halvanden time, og det hele filmes i ét langt skud, uden klip eller effekter eller tekniske fiksfakserier. Det er paradoksalt nok så rent og enkelt udført, at instruktøren Linda Wendel slet ikke kan lade være med at gøre opmærksom på hvor rent og enkelt det er - hvilket så, desværre, er med til at mudre det hele og gøre filmen knap så enkelt og ren.

Ren og enkel form
Filmens titel, 'One Shot', fortæller faktisk kun noget om filmens rene og enkle form, ikke noget om dens indhold. Og da filmen er forbi, efter sine beskedne 78 minutter, sender Linda Wendel lidt tekst henover billederne og fortæller, at filmen blev optaget på den og den dato engang i juli sidste år fra det klokkeslet til det klokkeslet. Altsammen fortæller det os hvor dejligt rent og enkelt filmen er tænkt, hvilket er fint og vide, men det forbandede ved at skilte så meget med 'One Shot's særlige natur, er at det tager fokus fra det, filmen egentlig handler om, de tre mennesker, der mødes på et øde landsted et sted i det danske sommerland.

Uden tekniske dikkedarer
I al fremtid vil 'One Shot' blive husket for sit enkle formeksperiment istedet for de tre ellers ganske mindeværdige mennesker, der ramler ind i hinanden - og det var jo sådan ikke det, der var meningen med det hele. Pointen var jo netop at skabe en film så ren og simpel og uden tekniske dikkedarer, at kun figurerne stod frem. Måske lyder det lidt snerpet og krakilsk, at hænge sig så meget ved en detalje som en films titel og dens glæde ved sit eget formeksperiment - men læg mærke til hvad der sker til sidst i 'One Shot'. Efter at have været i glimrende selskab med tre mennesker i 78 minutter, efter at have lært tre nye mennesker at kende, efter at have brugt et halvt minuts tid på at sidde og summe og sunde sig ovenpå deres skæbner, bliver man pludselig konfronteret med nogle rent faktuelle oplysninger om filmens særlige tilblivelse. Effekten er kun forstyrrende og generende - som om selve filmens form og stil er vigtige end dens figurer.

Lettet eller forvirret?
Ligefrem ødelæggende er det ikke, men pludselig virker det ikke længere helt så vigtigt, om den stakkels pige, Sally, kører lettet eller mere forvirret væk fra det landsted, hun lige har besøgt. Pludselig virker det ikke helt så vigtigt, om hun fik noget ud af at se sin mor for første gang i to år. Og om hun fik noget ud af at møde moderens kæreste, sangeren Lenny.

Et kvart benspænd
Det er altså et kvart benspænd, Linda Wendel, udsætter sig selv og sin film for. Her har vi en film, der i en klar og ren form langer ud efter hippie-generationens trang til at realisere sig selv og leve sit liv fuldt ud, men som i samme selvoptagede og egoistiske bevægelse har tilsidesat sine børn. Sally besøger nemlig sin mor på det øde landsted for endelig at lukke op for mange års opsparet vrede.

Frie og selvstændige hippie-liv
Sally er vred over at hendes mor aldrig har fortalt hende, hvem der er hendes far. Og Sally er vred over at moderen i store dele af hendes opvækst stak af for at more sig på den anden side af kloden, mens Sally måtte leve med voksne mennesker, hun knap nok kendte. Sally er så vred, at hun i en slags protest mod sin mor, er endt med at tjene penge på den måde, der ligger længst fra moderens frie og selvstændige hippie-liv, nemlig som webcam-pige på nettet, hvor mænd betaler for at se hende smide tøjet. Nu vil Sally have luft for sine frustrationer, og det går også ud over moderens kæreste Lenny, der bliver kylet ud.

Cirkusrevyens rekvisitafdeling
'One Shot' er altså et enkelt, lille kammerspil om de uheldige konsekvenser, når et voksent menneske insisterer på at leve et frit og selvstændigt liv. Der er et par unødvendige og kiksede effekter med i filmen, især Sallys webcam-sextøj, der ligner noget fra Cirkus-revyens rekvisitafdeling, men alt i alt står Linda Wendels lille historie forbavsende skarpt i sin anelsesfuldhed og enkelhed. Og den havde altså stået endnu skarpere, endnu renere, hvis ikke Linda Wendel havde været så glad for filmens særlige stil og form, at hun absolut skulle gøre så meget opmærksom på den, at det forstyrrer filmen ...